Som barnebarn af palæstinensiske migranter var Daniel Jadue først involveret i solidaritetsbevægelsen med Palæstina, før han blev medlem af Chiles Kommunistiske Parti (PCC).
Vores regering har håndteret denne sundhedskrise som en administrerende direktør ved at minimere faren, sætte økonomiske interesser over sundhed og undlade at hjælpe familier i nød.
Daniel Jadue, borgmester og præsidentkandidat
I dag er han en af de mest populære præsidentkandidater op til valget i 2022. Det er direkte forbundet til hans politik i Recoleta, som er i strid med det dybt nyliberale tankegods i den chilenske forfatning. Chilenske borgere har ikke længere grundlæggende rettigheder, alt skal købes, selv de mest basale ting som vand, sundhed og så videre. I Recoleta er ikke alt en vare.
Hvilke konkrete foranstaltninger har du gennemført i Recoleta?
– Vi har oprettet et kommunalt apotek, der tilbyder medicin op til 50 procent billigere end hos private konkurrenter. Efterfølgende har 144 kommuner vedtaget dette system. Vi har også lanceret et program for produktion af elektricitet fra solpaneler for ikke længere at være afhængige af private leverandører, fortæller Daniel Jadue og fortsætter:
– Der er også andre borgerinitiativer: En kommunal optiker, en boghandel, en pladebutik, udlejning af lejligheder, et universitet for alle, en kommunal sundhedsstruktur. Dette er alt sammen en del af programmet "kommunen i vores kvarterer", der er blevet gennemført i samarbejde med lokalkomiteerne. I "skoler for alle" er det samfundet, der tager ansvaret for infrastrukturen. Således er der gået otte år, siden vi forlod markedets logik for visse vigtige produkter såsom medicin, briller, bøger eller boliger.
Store protester
Hvorfor tror du, den store sociale bevægelse, der har rystet Chile siden oktober 2019, startede?
– Det hele startede med, at prisen på en metrobillet i Santiago steg med 30 pesos, helt afkoblet fra de chilenske arbejderes virkelighed. Mange mennesker bruger timer på at pendle til arbejde eller skole i et af verdens dyreste metrosystemer, svarende til landets levestandard. Det grundlæggende problem er ikke disse 30 pesos, men 30 års politik, der ignorerer folks problemer. Leveomkostningerne stiger hvert år, men ikke lønningerne.
– I løbet af de sidste 20 år er arbejdsløsheden steget med 3 procent fra 6 til 9 procent. Med pandemien forværres situationen, og i juni eksploderede ledigheden til 11 procent ... Flere og flere chilenere kan ikke længere få enderne til at mødes, fortæller den chilenske præsidentkandidat og tilføjer:
– Derudover er det politiske system korrupt, og retfærdighed eksisterer ikke. Begår nogen fra en velhavende familie tyveri, får vedkommende en lille lektion i etik. Modsat risikerer en fattig, der tages i at stjæle en telefon, tre års fængsel. Modstanden startede med studenterprotester, der kulminerede i oktober 2019 med omfattende protester over hele landet. Omkring 10 procent af den chilenske befolkning (som er over 18 millioner, red.) gik ud på gaden.
Ny forfatning på vej
Hvilken rolle spiller pandemien i alt dette?
– Vores regering har håndteret denne sundhedskrise som en administrerende direktør ved at minimere faren, sætte økonomiske interesser over sundhed og undlade at hjælpe familier i nød. Folk begyndte at organisere sig. Vi har set oprettelsen af folkekøkkener, maddistribution og dør-til-dør-hjælp. Vi har set en meget stor deltagelse af de yngre generationer.
– Det er nyt i Chile. Tidligere så unge ikke, hvilken rolle de kunne have spillet i denne ændring. Men det kan de godt i dag, mener Daniel Jadue.
I oktober ved folkeafstemningen, hvor det chilenske folk blev spurgt, om de ønskede at ændre forfatningen, der går tilbage til Pinochets diktatur, sagde 78 procent 'ja' ...
– En ændring af forfatningen var et af de centrale krav fra den sociale modstandsbevægelse. Det er den eneste måde, hvorpå landet radikalt kan ændre sin nyliberale lovgivning. Så dette er en fantastisk sejr for de sociale bevægelser. Det er også en hyldest til dem, der kæmpede for dette, og som ikke længere er der. En hyldest også til de hundreder af chilenere, der stadig sidder i fængsel et år efter demonstrationens start. Dagens unge fortsætter kampen fra 1988.
I 1988 afholdt diktator Pinochet en folkeafstemning for at forsøge at forlænge sin periode som "præsident" med otte år. Forslaget blev afvist med 55,99 procent af stemmerne, hvilket markerede afslutningen på militærregimet.
Hvem er vinderne og taberne af denne afstemning?
– Nejet til en ny forfatning vandt kun i fem af landets kommuner. Og i tre af disse kommuner er der en koncentration af rige mennesker. De er taberne. Dette resultat afspejler en udbredt opfattelse af, at det er nødvendigt at droppe det nuværende system. Det går hånd i hånd med en stor mistillid til, hvordan den politiske elite vil håndtere resten af processen.
– Befolkningen er bredt set opmærksom på, at mobilisering skal fortsætte efter folkeafstemningen. For eksempel foreskrev den oprindelige aftale mellem regeringen og folket ikke kønsparitet ved valget af den grundlovgivende forsamling. Men dette krav blev godkendt under pres fra protestbevægelsen.
Vil den forfatningsmæssige proces virkelig gøre en forskel?
– Dette er en proces, der har sine begrænsninger. For eksempel kan forslaget til en ny forfatning, som vi skal stemme om i april 2021, ikke ændre internationale eller frihandelsaftaler, der "beskytter udenlandske investeringer". Udenlandske multinationale selskaber, der er tilknyttet chilenske forretningsmænd, er urørlige. Deres investeringer i pensioner, sundhed, uddannelse, naturressourcer og strategiske ressourcer kan ikke påvirkes af forfatninger. Men jeg er optimist, denne forfatningsproces er et første skridt i opbygningen af det land, vi drømmer om. Når den nye forfatning er på plads, skal kampen fortsætte i parlamentet og selvfølgelig på gaden.
Du er meget godt placeret på listen over kandidater til præsidentløbet i 2022. Hvad synes du?
– Jeg er ikke den officielle kandidat for Chiles Kommunistiske Parti til præsidentvalget, og jeg har ingen ambitioner. Og alligevel får jeg 24 procent ved afstemningerne, og jeg er den mest populære kandidat. En kommunist!
– Ved du hvorfor? Fordi mange chilenere ser, hvad der sker i Recoleta. De vil også gerne have, at denne type initiativer tages på nationalt plan. Det, som det chilenske folk beder om, er overkommelige skoler, medicin og sundhedspleje og en regering, der bryder sig om dem og lader dem deltage i beslutninger. Eksemplet med Recoleta beviser, at dette ikke er en utopi, slutter Daniel Jadue.
Artiklen kan downloades og printes i PDF her
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278