De sidste punktummer i overenskomsterne bliver sat i de her dage, og flere resultater er allerede sat til afstemning. Coronakrisen har skabt en situation uden lige, også når det handler om fornyelsen af de offentlige overenskomster. Det skaber et behov for en udvidet refleksion og analyse. For hvad er perspektiverne og lærdommen?

Det væsentligste perspektiv må være at holde liv i bevægelserne og sikre, at de gode takter fra eksempelvis OK18 kan overleve til kommende overenskomstforhandlinger.

Reaktionerne og modtagelsen af forhandlingsresultatet har været meget forskellige. Lige fra frustration og mismod til accept og konstatering.

Helt tilbage i foråret 2020 diskuterede de offentlige forhandlere, om man skulle forsøge med en udskydelse af overenskomsten – for hvad er styrken i forhandlingslokalet, når man ikke kan mobilisere til konflikt? 

Dansk Sygeplejeråd (DSR) og BUPL sagde nej til at udskyde forhandlingerne. De var og er frustrerede over både deres løn og hele arbejdssituation. De havde en forventning om, at den goodwill, de har opnået her under coronakrisen, kunne konverteres til et reelt lønløft. 

Og hvem kan bebrejde den frustration – en frustration som hovedsageligt bygger på flere år med underbemanding og pressede arbejdsvilkår og et urimeligt lønefterslæb, som overenskomstforhandlinger igennem 50 år ikke har kunnet rette op på.

Et amputeret styrkeforhold

Ønsket og forventningerne holdt ikke. Intet er gratis og heller ikke en god overenskomst. Styrkeforholdet vil altid være det afgørende i forhandlingslokalet.

Derfor må vi også konstatere, at det var en fejl ikke at gå med forslaget om forlængelse af gældende overenskomster.

Styrken i de offentlige forhandlinger er koncentreret omkring forhandlingsfællesskaberne og deres fælles handlemuligheder – og med uenigheder internt i de offentlige forbund kombineret med en stærkt begrænset konfliktmulighed grundet corona var der allerede fra start dårlige kort på hånden for forhandlerne.

Faktum er dog, at man alligevel endte med at forhandle – men hvilken forhandling blev det så til?

For lidt mobilisering

Kigger vi tilbage på tidligere overenskomster er det nærliggende at kigge på erfaringerne fra OK18. Og selvom der ikke var corona for tre år siden, er der måske alligevel noget, man kunne have brugt?

Det er i hvert fald tydeligt, at det ikke lykkedes fagforeningerne at sætte dagsordenen i samfundet denne gang – ej heller lykkedes det at lave en mindeværdig online mobilisering. Der var heller ikke nogen nævneværdig mobilisering i laget af aktive kollegaer og tillidsrepræsentanter. Set udefra kan det virke som om, forhandlerne slet ikke havde delt krav, mål og delmål med hinanden.

Blev der overhovedet lagt en ny strategi, da det blev klart, at forhandlingerne ikke kunne udskydes? Og kan det hele skyldes corona? Uanset hvad hører det med til konklusionen, at et splittet forhandlingsfællesskab ikke har gjort det bedre.

Positivt og glædeligt var det dog, at flere initiativer og bevægelser har overlevet siden overenskomstforløbet i 2018 og gennemført aktiviteter – som det nu var muligt.

Det rigtige krav om lønstigninger i kroner/øre i stedet for procent blev også rejst i et større omfang end set tidligere. Dog nåede det aldrig rigtigt at få fat, og forbundenes uenigheder i dette spørgsmål gjorde også, at kravet ikke blev løftet videre.

Nu skal der stemmes 

Resultatet er i hus og skal nu vejes og måles. Medlemmerne står mellem at acceptere aftalen med et ja eller sende den tilbage med et nej.

Kommunistisk Partis faglige udvalg anbefaler et nej. Men der er mange facetter i diskussionen.

Med et nej vil vi sende et signal til de næste overenskomstfornyelser – til arbejdsgiverne og vores forhandlere – om, at denne overenskomst simpelthen ikke leverer på afgørende områder. Den er faktisk med til at øge uligheden mellem fagene ved at fastholde, at lønstigninger skal regnes i procent. Konflikt er måske en meget usandsynlig mulighed i coronaland – men betyder det så, at vi bare skal være tilfredse, spørger vi os selv.

Hvad er et ja udtryk for?

Mange lokale fagforeninger har denne gang anbefalet et ja. Et ja der ikke skal ses som en accept af resultatet, men som en konkret afvejning af mulighederne i en situation med corona, hvor man ikke ser en konfliktmulighed. Derfor skal man med rette kritisere indholdet men også bygge videre på bevægelsen til de næste offentlige overenskomster i 2024.

Det vigtigste er dog, at vi forsøger at samle op på de erfaringer, som vi trods alt har gjort os her i forhandlingerne. Det væsentligste perspektiv må være at holde liv i bevægelserne og sikre, at de gode takter fra eksempelvis OK18 kan overleve til kommende overenskomstforhandlinger.

Det vil heller ikke kunne afvises, at der særligt blandt de faggrupper, som har insisteret på, at forhandlingerne skulle gennemføres, findes så stor utilfredshed med resultatet, at de stemmer det ned.

I så fald vil de have brug for alt den støtte og opbakning, de kan få.

Det har OK21 sat i perspektiv

Af foreløbige perspektiver ved denne overenskomst, er det værd at hæfte sig ved:

– At der er blevet sat spot på lønstrukturen i den offentlige sektor.

– At den procentvise lønstigning er usolidarisk, og OK 21 har sat det på dagsordenen.

– At der fortsat findes en stor lavtlønsgruppe, som der skal findes løsninger til.

– At det er nødvendigt med en tæt koordinering inden og under OK-forhandlingerne.

– At det er nødvendigt med en mobilisering i laget af tillidsrepræsentanter inden og under forhandlingerne.

– At der er blevet rejst en begyndende diskussion om reguleringsordningen.

Der er masser at tage fat på til fremtidens kampe.