Nu genåbner Danmark – igen!

I befolkningen er holdningerne igen delte. De, der er særligt udsatte for at blive ramt af covid-19 og eventuelt få et alvorligt forløb med sygdommen, maner til forsigtighed og giver udtryk for bekymring og frygt.

Er det rimeligt, at vi "ofrer" de mest udsattes frihed for at give andre hurtigere adgang til friheden?

De, der er hårdt ramt af nedlukningen – på deres mentale helbred og/eller i forhold til deres mulighed for at udøve deres erhverv/passe et arbejde – synes ikke, at genoplukningen kan gå hurtigt nok.

De fleste anerkender, at vi ikke kan åbne samfundet fuldt ud fra den ene dag til den anden. Det er nødvendigt at lukke op lidt ad gangen, så smitten ikke kommer ud af kontrol, og vi risikerer en tredje nedlukning.

Derfor er det nødvendigt at prioritere, men hvilke kriterier skal der prioriteres efter?

Nogle taler for, at vi skal prioritere med udgangspunkt i økonomien. Hvor kan vi hurtigst få en økonomisk gevinst ved at genåbne (eller hvor koster en fortsat nedlukning mest)? Skal bestemte brancher eller eksporterhvervene foran i køen?

Andre taler for, at vi skal prioritere med udgangspunkt i smitterisikoen. Vi skal åbne først der, hvor risikoen for forøgelse af smittetrykket er mindst.

Jeg vil gerne slå et slag for det sociale kriterium, når der skal prioriteres.

Jeg anerkender, at der også skal tages andre hensyn – herunder hensyn til smitterisiko og samfundsøkonomi. Men jeg vil opfordre til, at sociale hensyn også tænkes med.

Eksempler

I perioden fra den 20. december 2020 og indtil videre vil virksomheder kun kunne få borgere i virksomhedspraktik og løntilskudsjob, hvis forløbet afholdes digitalt.

For mange borgere med psykiske udfordringer vil det ikke være muligt at gennemføre digitale virksomhedspraktikker/løntilskudsjob. At opretholde denne restriktion, som formentlig ingen reel indflydelse har på smittetrykket, har stor social slagside.

Rundt om i landet findes en række såkaldte lilleskoler for voksne – herunder flere SIND-skoler. Disse skolers undervisning foregår efter nogle særlige bestemmelser i folkeoplysningsloven (om særligt hensyntagende undervisning).

Tilbud efter folkeoplysningsloven kaldes også aftenskoler. Efter planen om den gradvise genåbning åbnes aftenskolerne først i tredje fase (21. maj 2021).

Aftenskolerne hører under Kulturministeriets ressort, og her har ingen formentlig været opmærksom på de 15 aftenskoler, der er specialiserede i undervisning målrettet psykisk sårbare deltagere.

Disse aftenskoler – hvis undervisning som regel sker i dagtimerne – er en vigtig del af strukturen for mennesker med psykiske lidelser. De er lige så vigtige for brugerne som dag- og samværstilbud, der under hele den anden nedlukning har været holdt åbne som kritiske funktioner.

De nævnte eksempler er bare to, som illustrerer, hvad der sker, hvis man glemmer at tage sociale hensyn, når genåbningen planlægges.

Derfor opfordrer jeg/SIND til, at man mere systematisk tager sociale hensyn, når genåbningens fortsættelse planlægges og gennemføres.

Coronapas

Som bekendt er der i marts 2021 indgået en rammeaftale for genåbning af Danmark. Et vigtigt redskab i genåbningen er indførelse/anvendelse af coronapas.

Med coronapasset som forudsætning for deltagelse i visse samfundsaktiviteter (i skrivende stund synes det vigtigste at være, at vi igen kan komme til frisør), vil vi kunne genåbne mere og hurtigere.

Det er som udgangspunkt positivt, at vi kan åbne mere og hurtigere uden at øge risikoen for smittespredning.

Men det er en fordel med en bagside. Det, der betyder mere frihed for nogle, kan begrænse friheden for andre.

Man kan sige, at en øget frihed for de, der har et coronapas, i princippet er lig med en fortsat indskrænkning af friheden for de, der ikke har et.

En sådan forskelsbehandling kan diskuteres ud fra en retfærdighedsbetragtning.

Uden coronapas vil vi alle skulle leve længere med flere restriktioner. Med et coronapas vil vi kunne lette restriktionerne for nogle – mod at opretholde dem for andre. Er det retfærdigt?

Nogle vil ikke kunne få en vaccine – og dermed et coronapas. Det gælder for eksempel gravide, børn under 16 og borgere med visse sygdomme.

Men det gælder også udsatte grupper, som ikke – eller kun vanskeligt – kan få adgang til en vaccine. Det gælder for eksempel mange med kognitive funktionsnedsættelser.

Er det rimeligt, at vi "ofrer" de mest udsattes frihed for at give andre hurtigere adgang til friheden?

Jeg har ikke det endelige svar på disse etisk udfordrende spørgsmål.

Min indtrængende opfordring er, at man i videst muligt omfang også tager sociale hensyn, når genåbningen fortsættes. Det gælder såvel i de store etiske spørgsmål som i de "små" udfordringer, hvor vi også skal huske de socialt udfordrede.