22 Dec 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Fagligt aktive starter indsamling til to fyrede brobyggere

Solidaritet med fyrede

Fagligt aktive starter indsamling til to fyrede brobyggere

Arbejdsretten afgjorde i marts måned, at fyringen af to portugisiske brobyggere på Storstrømsbroen var en organisationsfjendtlig handling. De fyrede modtog ingen erstatning, og nu samler fagligt aktive penge ind til dem.

Brian Rünitz deltog i februar måned i en aktion mod social dumping ved Storstrømsbroen. Her ses han sammen med Helga Mathiassen, der er medinitiativtager til indsamlingen.
FOTO: Klaus-Henrik Andreasen
1 af 1

Fagligt aktive samler penge ind til to fyrede betonarbejdere, der blev udsat for organisationsforfølgelse på byggeriet af Storstrømsbroen.

Vi kommer aldrig til at acceptere, at vores udenlandske kolleger trues til ikke at være medlem af en fagforening eller ligefrem fyres, fordi de organiserer sig.
Brian Rünitz 

Domingo Neto og Jorge Ca blev fyret, da de i december måned sidste år stillede op som tillidsrepræsentanter. Den 18. marts slog Arbejdsretten fast, at fyringen var en organisationsfjendtlig handling, og for det fik det portugisisk ejede firma New Building Services en bod på 250.000 kroner.

>>LÆS OGSÅ: Arbejdsretten: Ulovligt at fyre to nyvalgte tillidsfolk

Dommen betød ikke, at de to portugisere fik deres job tilbage og heller ikke, at de fik en erstatning. De er nu hjemme i Portugal, de er stadig uden arbejde og har familier, de skal forsørge.

– Vi samler ind for at støtte de to modige kolleger, der er blevet uretmæssigt fyret. Vi kommer aldrig til at acceptere, at vores udenlandske kolleger trues til ikke at være medlem af en fagforening eller ligefrem fyres, fordi de organiserer sig eller lader sig vælge som tillidsfolk, siger Brian Rünitz, der har været med til at tage initiativ til indsamlingen.

Retten til organisering

Formålet med indsamlingen er både at støtte de fyrede og at vise, at hvis man stikker næsen frem og tager en kamp for sig selv og sine kollegaer, så har man det store fællesskab i ryggen.

– Ingen i Danmark skal frygte at organisere sig i en fagforening eller stille op som tillidsrepræsentant, udtaler Brian Rünitz, der er tømrer og selv valgt som tillidsrepræsentant:

– Det at organisere sig og kunne vælge tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter er en vigtig kerne i den danske model. Det er en grundlæggende rettighed. Forfølgelse af fagligt aktive må simpelthen ikke foregå i Danmark.

– Vores kolleger skal aldrig stå alene, når de vælger at træde frem og gå forrest i arbejdet for fair løn og arbejdsvilkår. Jorge og Domingos må ikke blive taberne i denne sag. Derfor må vi i fællesskab give vores to modige kolleger en hånd.

Indsamlingen gik i luften i lørdags, og faglige klubber, 3F-afdelinger og andre fagforeninger har allerede vist deres opbakning.

75.000 kroner til begge fyrede

Målet er at indsamle 75.000 kroner til både Domingo Neto og Jorge Ca. Hvis der skulle komme flere penge ind i indsamlingen, oprettes en fond, der fremadrettet vil støtte udenlandske kolleger, der stiller sig forrest i kampen for et fair arbejdsmarked, skriver initiativtagerne på Facebook, hvor du kan læse mere om indsamlingen, og hvordan du støtter.

Der har i lang tid været store problemer med arbejdsmiljøet og sikkerheden på byggeriet af den nye Storstrømsbro. Arbejdstilsynet har givet mere end 140 påbud.

I februar måned var en større flok faglige aktivister i Vordingborg for at få kontakt til de udenlandske brobyggere på Storstrømsprojektet.

>>LÆS OGSÅ: Faglige aktivister protesterer mod social dumping på Storstrømsbroen

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


13. apr. 2021 - 07:50   13. apr. 2021 - 09:37

Social dumping

noc@arbejderen.dk