Stort set inden de 34 sønderskudte minearbejderkroppe ved Marikana-minen i Sydafrika er stedt til hvile, kræver arbejdsgiveren Lonmin, at de overlevende, strejkende minearbejdere genoptager arbejdet.
– Efter torsdagens begivenheder er det endelige ultimatum blevet forlænget til mandag den 20. august (i går, red.) Medarbejderne kan derfor blive afskediget, hvis de undlader at reagere på det endelige ultimatum, siger talskvinden for Lonmin, Gillian Findlay ifølge tv-stationen Al Jazeera.
Lonmin er et britisk baseret multinationalt selskab, og er det tredjestørste platin-firma i verden.
Torsdag åbnede politiet ild efter ordre fra indsatslederen og dræbte 34 minearbejdere. Mindst 78 blev såret.
– At de forventer, at vi gå tilbage til arbejdet, ser vi som en fornærmelse. Aldrig. Mange af vores venner og kolleger er døde, siger minearbejderen Zacharia Mbewu.
Også ANC’s tidligere ungdomsleder Julius Malema støtter de strejkende og retter et sønderknusende angreb på Sydafrikas præsident Jacob Zuma.
– Zuma er ansvarlig for massakren på vort folk. Han skal træde tilbage, sagde Malema, der blev smidt ud af ANC tidligere i år for angiveligt at skabe splittelse i rækkerne.
Sydafrikas Kommunistiske Parti fordømmer i stærke vendinger »massakren« og kræver i lighed med andre partier en officiel undersøgelse. Men partiet advarer samtidig mod »kaos i minerne«, og mod vilde strejker ude af kontrol.
Den aktuelle leder af strejken ved Marikana-minen er Joseph Mathunjura, der blev smidt ud af minearbejderforbundet National Union of Miners (NUM) i 1999, anklaget for såkaldt »anarkisme«. Senere stod Mathunjura i spidsen for en ny fagforening for minearbejdere, kaldet AMCU (Association of Mineworkers and Construction Union).
Netop AMCU er kendt for en række »vilde« strejker med voldsomme konfrontationer, senest i februar-marts ved Impala Platins i Rustenburg.
– Vi vender os mod enhver, der mobiliserer mod NUM og angriber andre arbejdere, siger SACP’s distriksleder i mineområdet, Madoda Sambatha, til The Herald Online. Han hentyder til, at flere NUM-medlemmer er blevet overfaldet af den konkurrerende fagforening AMCU i de seneste måneder.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278