Det skal være slut med at sende mindre offentlige opgaver i EU-udbud.
Det mener Kommunernes Landsforening (KL) og Danske Regioner, der kræver, at EU-kommissionen hæver grænsen for, hvornår en offentlig opgave skal sendes i udbud – fra 1,4 millioner kroner til 7,5 millioner kroner. Kravet kommer samtidig med at EU-kommissionen, netop nu overvejer, om EU’s udbudsregler skal ændres.
– I dag bruger kommunerne oceaner af tid på at sende små opgaver i udbud efter EU-reglerne, selv om vi sjældent får tilbud fra en leverandør fra et andet EU-land. Det er spild af de ansattes tid og borgernes penge, når små opgaver skal udbydes efter de snørklede EU-regler, siger Søren Pape Poulsen, borgmester i Viborg og formand for KL’s internationale udvalg i KL’s nyhedsbrev Momentum.
Det danske forslag er ikke med i EU-kommissionens idekatalog over, hvordan reglerne kan ændres. Det vækker bekymring hos det socialdemokratiske medlem af EU-parlamentet:
– Det virker, som om det i stedet handler om for enhver pris at presse EU-reglerne ned over alle udbud, erkender det socialdemokratiske medlem af EU-parlamentet, Christel Schaldemose, som har fulgt sagen i parlamentet.
Folkebevægelsen mod EU kræver at kommunerne bliver befriet fra EU’s regler:
– Det er eksempelvis tåbeligt at Skagen er tvunget til at indhente tilbud fra alle 27 EU-lande for at få bygget et offentligt toilet. De offentlige myndigheder bør frigøres fra EU’s krav og frit kunne vælge om en opgave skal udbydes i lokalt, nationalt, nordisk, europæisk eller internationalt regi, siger Ditte Staun, suppleant for Folkebevægelsens EU-parlamentariker, Søren Søndergaard, og byrådsmedlem i Skive for De Radikale.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278