Onsdag den 23. november 2016 faldt en længe ventet dom. Længe ventet i hvert fald hvis man arbejder til søs. Det var højesteret, der afsagde dommen, og dermed kan det se ud til, at det sidste ord i sagen er sagt. Men hvad drejer sagen sig om?

Arbejdsgiverne har tolket lovgivningen rigtigt, og det er derfor selve lovgivningen, der diskriminerer søfolk.
Thorkild Holmboe-Hay, 3F

Jo, tilbage i 1988 besluttede Folketinget, at staten skulle støtte de danske rederier økonomisk. Men støtten skulle ikke gives kontant, så i stedet vedtog den daværende KVR-regering en lov, som fritog danske søfolk fra at betale skat.

Søfolkene selv fik ikke noget ud af denne ordning, for loven fastsatte nemlig samtidigt, at søfolkenes løn skulle sættes ned, så den svarede til den daværende løn efter skat.

Loven bestemte også, at alle eksisterende overenskomster skulle genforhandles, og at de nye ”nettolønninger” skulle skrives ind i søfolkenes overenskomster. Dermed fik rederierne stort set halveret deres lønudgifter, og statsstøtten var en realitet.

Mindre skat = mere løn?

Problemet med den nye ordning viste sig i årene der fulgte, når Folketinget ind imellem sænkede skatten på løn. For mens hovedparten af lønmodtagerne fik flere penge mellem hænderne, fordi de nu betalte en mindre del af deres løn i skat, gjaldt det ikke for søfolkene, fordi de jo ikke længere betalte skat.

I stedet måtte søfolkenes fagforeninger gå til rederierne og forsøge at forhandle mere i løn. Nogle steder blev der forhandlet mere i løn, andre steder ikke, men der var ofte også tale om relativt små beløb. 

Indtil 2010, hvor en ny og noget mere omfattende skattereform end tidligere reformer trådte i kraft. Skattereformen af 2010, som sænkede skatten med i alt 7,5 procent, blev af fagforbundet 3F kaldt ”rødvinsreformen”, fordi førtidspensionisten på Langeland fik 600 kroner i skattelettelse, mens den rige direktør i Whiskybæltet fik 18.000 kroner ekstra at rutte med.

Havde søfolkene nu betalt skat ligesom alle andre almindelige arbejdende danskere, så burde de søfolk, som var organiseret i 3F, gennemsnitligt have fået mindst 440 kroner mere i lønposen om måneden. Men det blev der ikke noget af. Denne gang ønskede flere rederier nemlig ikke at sætte sig til forhandlingsbordet med søfolkenes faglige organisationer.

Sagen bliver rejst

Nu mærkede søfolkene for alvor, at de ikke længere var ligestillet med andre arbejdene danskere, og det er her, højesteretsdommen, som blev afsagt den 23. november i år, kommer ind i billedet.

For blandt de rederier, som ikke ville forhandle, var DFDS, hvor to søfarende med hjælp fra deres fagforening  - Søfartens Ledere - indledte den principielle retssag, hvor de satte spørgsmålstegn ved rederiernes og Skatteministeriets fortolkning af loven fra 1988 samt krævede mere i løn af rederiet DFDS.

Det er denne sag, som Højesteret har valgt at afslutte ved at stadfæste landsrettens tidligere dom og derved frifinde Skatteministeriet og rederiet DFDS. Med dommen slår Højesteret fast, at hverken DFDS eller Skatteministeriet har misforstået lovene om søfolks skatteforhold, og søfolkene står i en uændret situation.

Dommen skuffer Thorkild Holmboe-Hay, som er søfartsansvarlig i 3F Privat Service, Hotel & Restauration, der repræsenterer køkkenansatte til søs. Men den overrasker ham ikke:

– Højesteret har talt, og dommen er som forventet. Arbejdsgiverne har tolket lovgivningen rigtigt, og det er derfor selve lovgivningen, der diskriminere søfolk, og er helt forkert skruet sammen.

Et politisk ansvar

Han lover, at sagen ikke er afsluttet med højesterettens dom, for selvom der ikke findes en højere retslig indstans at anke sagen til, så skal der placeres et politisk ansvar, mener Thorkild Holmboe-Hay.

– Efter alt hvad der er sagt og skrevet i denne sag, kan der ikke være skyggen af tvivl om, at den danske statsstøtteordning, hvor staten giver en milliardstøtte til rederierne for at fremme beskæftigelsen til søs, koster søfolkene millioner af kroner - efter vores vurdering - et trecifret millionbeløb. Hvis skatten sættes ned, så får alle flere penge mellem hænderne - bare ikke søfolkene, og de har ellers intet med statsstøtten at gøre. Derfor ligger ansvaret nu et hundrede procent hos Skatteministeren. Lovene omkring DIS må og skal laves om, så søfolkene også kan mærke det i lønningsposen, når skatten i Danmark sættes ned.

Hos søfolkenes arbejdsgivere i Rederiforeningen, er der glæde over dommen, som man mener vil sikre ro om rederiernes rammevilkår.

– Danmark er en af verdens største søfartsnationer, fordi vi har konkurrencedygtige rammevilkår, hvor nettolønsordningen er en hjørnesten, siger direktør Anne Windfeldt Trolle.

– Ordningen er forudsætningen for, at vi kan beskæftige danske søfarende og være konkurrencedygtige, tilføjer hun.