25 Apr 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Århundredets plan – take it or leave it

USA til palæstinenserne:

Århundredets plan – take it or leave it

USA har fremlagt sin økonomiske plan for "Det Nye Palæstina" på en konference i Bahrain. Den lover investeringer for 50 milliarder dollars over de næste 10 år til palæstinenserne, Jordan, Egypten og Libanon. USA og dets arabiske allierede siger, at planen bliver gennemført, selv om palæstinenserne afviser den.

USA vil rejse penge til 179 projekter indenfor infrastruktur- og business på Vestbredden, i Gaza og Østjerusalem. Her taler Donald Trumps svigersøn, Jared Kushner, på Bahrain-workshoppen.
FOTO: Reuters TV/Reuters/Ritzau Scanpix
1 af 1

Donald Trumps svigersøn og mellemøstrådgiver, Jared Kushner, fremlagde tirsdag og onsdag i sidste uge den økonomiske del af den såkaldte "Århundredets Plan". Det skete på en workshop i Bahrain.

Dette er et forsøg på at opkøbe palæstinenserne for peanuts. Israel vil aldrig nogensinde tillade store projekter, der gavner palæstinensere. 
Ali Abunimah, redaktør

Konkret vil USA rejse 50 milliarder dollars over de næste 10 år, som vil blive fordelt mellem palæstinenserne, Jordan, Egypten og Libanon. Planens erklærede mål er at "genoplive palæstinensernes og nabostaternes økonomier".

Fem milliarder dollars vil blive afsat til at bygge en såkaldt transportkorridor mellem Vestbredden og Gaza for at forbinde de to områder. Desuden skal der indenfor fem år bygges en palæstinensisk havn og en palæstinensisk lufthavn. Indtil da skal palæstinenserne bruge lufthavne og havne i Israel.

En million jobs

Pengene skal også gå til 179 projekter indenfor infrastruktur og erhvervsliv i de palæstinensiske områder, Vestbredden, Gaza og Østjerusalem, fremgår det af planen, der først blev publiceret på Det Hvide Hus' hjemmeside et par dage før workshoppen i Bahrain.

Endelig skal den palæstinensiske turisme have et boost – det vil sige flere milliarder.

>> LÆS USA's økonomiske plan for Mellemøsten (engelsk)

– Forestil jer den nye virkelighed i Mellemøsten. Planen vil skabe en million job på Vestbredden og Gaza, sagde Jared Kushner til tilhørerne i Bahrain-workshoppen med titlen From Peace to Prosperity, refererer Jerusalem Post.

Kushner tilføjede, at arbejdsløsheden blandt palæstinenserne vil blive bragt ned fra de nuværende 30 procent, og fattigdommen vil blive halveret.

Forenede Arabiske Emiraters repræsentant sagde under konferencen, ifølge det kritiske medie emiratesleaks.com, at Kushner havde fuld politisk og finansiel støtte, "uanset om det palæstinensiske lederskab accepterede eller afviste planen".

Ifølge TV-stationen TeleSur vil USA rette sanktioner mod de parter, der eventuelt afviser aftalen. Det fremgår dog ikke direkte af USA's økonomiske Mellemøstplan.

Vrede palæstinensere

Bahrain-workshoppen præsenterede ikke et ord om tostatsløsningen – hvor Israel og Palæstina eksisterer side om side.

Der lød heller ikke nogen kritiske ord om de israelske bosættelser eller til de palæstinensiske flygtninges ret til at vende tilbage til deres hjemland. Ikke et ord om palæstinensernes krav om Jerusalem som hovedstad i Palæstina, bemærker den palæstinensiske nyhedsportal IMEMC.

Palæstinenserne reagerer da også med lige dele vrede og afsky på Bahrain-konferencen.

"Hæv allerførst belejringen af Gaza! Stop dernæst israelsk tyveri af vores land, ressourcer og økonomiske midler. Giv os fri bevægelighed og kontrol over vores grænser, luftrum og territorialfarvande. Først da kan vi opbygge en levende og blomstrende økonomi som et frit og suverænt folk", skrev en rasende Hanan Ashrawi på Twitter.

Hun er medlem af den palæstinensiske befrielsesorganisation PLO's øverste ledelse – eksekutivkomitéen.

Fra den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas, lød der også et nej til konferencen.

– Den økonomiske situation bør ikke drøftes før den politiske. Så længe der ikke er nogen politisk løsning, behandler vi ikke nogen økonomisk løsning, sagde han ifølge TV-stationen Al-Jazeera.

Palæstina ikke inviteret til workshop

Palæstinensernes regering, hverken den på Vestbredden eller i Gaza, var slet ikke inviteret til workshoppen i Bahrain, hvorimod repræsentanter for USA, Saudi-Arabien, Forenede Arabiske Emirater (UAE), Egypten, Bahrain og Jordan deltog.

Til stede var også den internationale valutafond IMF's leder, Christine Lagarde, samt fem rabbinere, heriblandt fra det zionistiske Simon Wiesenthal Center.

Donald Trumps svigersøn, Jared Kushner, holdt hovedtalen på workshoppen. Han er tillige Trumps nærmeste rådgiver for Mellemøsten og arkitekten bag USA's Israel-Palæstina-politik. Han ledte i flere år en fond, der finansierede ulovlige bosættelser på Vestbredden.

Officielt var Israel heller ikke inviteret til Bahrain-workshoppen, men ifølge dagbladet Jerusalem Post deltog flere israelske erhvervsfolk og embedsmænd som privatpersoner, og den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, sagde få dage før workshoppen, at "israelere vil deltage". 

>> LÆS OGSÅ: USA vil droppe et selvstændigt Palæstina

Ifølge det israelske dagblad Haaretz sendte flere arabiske og europæiske lande kun repræsentanter "på lavere niveau". Avisen berettede, at "embedsmænd fra en række europæiske lande stille vandrede rundt i konferencesalen, mens de overvejede, hvad der foregik". 

>> LÆS OGSÅ: Trumps toprådgiver får millionstøtte fra Israel

Forbrødres med Israel

Bahrain-workshoppen var særdeles vellykket og bidrog til at normalisere forholdet mellem Israel og de arabiske golfstater, skriver Gulf News.

Bahrains udenrigsminister, Khalid bin Ahmed Al Khalifa, lod sig interviewe af den israelske TV-station Channel 13.

– Israel er en del af hele denne regions historiske arv. Så det jødiske folk har ret til at være her iblandt os, sagde han.

Ifølge det kritiske medie emiratesleaks.com afholdt repræsentanter fra UAE's regerings en række møder under konferencen med israelske embedsmænd og forretningsfolk for at "styrke samarbejdet økonomisk, politisk og teknologisk".

Ifølge journalisten Noa Landau fra det israelske dagblad Haaretz var workshoppen det største "normaliseringsmøde" set i de seneste år mellem arabere og israelere.

Israel får alt

Mens workshoppen i Bahrain formulerede den økonomiske side af USA's Mellemøstplan, er det politiske hovedindhold i "Århundredets Plan", at de israelske bosættelser på Vestbredden skal indlemmes i staten Israel og vokse sammen. 

Desuden foreslår USA, at "Det Nye Palæstina" skal bestå af resten af Vestbredden og Gaza. Det Nye Palæstina vil ikke få sin egen hær, men skal indgå en aftale om, at den israelske hær forsvarer den palæstinensiske befolkning.

Det var det israelske dagblad Israel Hayom, der i maj lækkede USA's plan.

>> LÆS OGSÅ: USA's plan for det nye Palæstina

"Endnu et Oslo-forræderi"

På gaden i Gaza er reaktionen på den økonomiske Bahrain-workshop raseri.

– Efter mange års kamp synes en ny Oslo-aftale at blive os pålagt af USA. Men det får de ikke lov til, siger den 31-årige, palæstinensiske menneskerettighedsaktivist Yasmin Abu Arafa til den USA-baserede nyhedsportal mondoweiss.net.

Med Oslo-aftalerne fra 1995-96 anerkendte PLO Israels ret til at eksistere, der blev oprettet et palæstinensisk selvstyre på Vestbredden og i Gaza, og Israel fik ret til at kontrollere palæstinensernes handel med omverdenen.

Men Israel løb fra Oslo-aftalerne, der også omfattede israelsk tilbagetrækning fra besatte områder og løfter om en selvstændig palæstinensisk stat.

USA's aktuelle økonomiske plan har ingen gang på jorden, mener redaktøren af netstadet Electronic Intifada, Ali Abunimah.

– Det er et forsøg på at opkøbe palæstinenserne for peanuts. Der er i øvrigt ingen grund til at tro, at Israel nogensinde vil give tilladelse til store projekter, der gavner palæstinensere, siger han til TV-stationen Al Jazeera.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


02. jul. 2019 - 10:31   15. sep. 2019 - 22:45

USA's Mellemøstplan

ah@arbejderen.dk
USA's økonomiske mellemøstplan
  • Den økonomiske del af USA's såkaldte "Århundredets Plan" for Mellemøsten blev fremlagt 25.-26. juni 2019 i Bahrain på en workshop.
  • USA vil rejse 50 milliarder dollars over de næste 10 år til palæstinenserne, Jordan, Egypten og Libanon.
  • Fem milliarder dollars vil blive sat af til at bygge en såkaldt transportkorridor mellem Vestbredden og Gaza.
  • Der vil også blive igangsat 179 projekter indenfor infrastruktur og business.
  • Ifølge TeleSur vil USA rette sanktioner mod de parter, der eventuelt afviser aftalen.
  • Palæstinensernes regering var slet ikke inviteret til workshoppen.
  • Derimod deltog USA, Saudi-Arabien, Forenede Arabiske Emirater, Egypten, Bahrain, Jordan, IMF samt israelske embedsmænd og forretningsfolk.
  • Flere arabiske og europæiske lande sendte repræsentanter "på lavere niveau".
  • Palæstinenserne og de fleste arabiske lande afviser USA's økonomiske mellemøstplan.

Kilder: Jerusalem Post, IMEMC, Electronic Intifada

USA's mellemøstplan

USA's nye plan for Mellemøsten er delvist lækket. Blandt elementerne er:

  • De israelske bosættelser på Vestbredden skal indlemmes i staten Israel og få lov til at vokse sammen.
  • Palæstinenserne mister 60 procent af Vestbredden.
  • "Det Nye Palæstina" skal omfatte resten af Vestbredden og Gaza, der skal bindes sammen af en 30 meter høj bro, betalt af Kina.
  • "Det Nye Palæstina" vil ikke få sin egen hær, men skal indgå en aftale med den israelske hær om at forsvare den palæstinensiske befolkning.
  • Egypten skal leje jord til lufthavne og industrier, hvor palæstinensere kan arbejde, men ikke bo. 
  • Hamas skal nedlægge våbnene og overlade dem til Egypten.
  • Hamas' ledere skal også give afkald på private våben, men vil fortsat modtage løn som militærledere.
  • Planen skal finansieres af golfstaterne med 70 procent, mens 30 procent finansieres af EU og USA.

Kilde: Debka.com, Israel Hayom

Jared Kushner
  • Er Donald Trumps svigersøn og nærmeste rådgiver om Mellemøsten.
  • Er arkitekten bag Donald Trumps Israel-Palæstina-politik.
  • Hans ejendomsselskab i USA har fået saltvandsindsprøjtning af 30 millioner dollars fra israelske Menora Mivtachim.
  • I 2012 indgik Kushners selskab, Kushner Company, en aftale med den israelske Steinmetz-familie om investering.
  • Sammen postede de 190 millioner dollars i flere lejlighedskomplekser i New York.
  • Kushner ledte i flere år en fond, der finansierede ulovlige bosættelser på Vestbredden.

Kilde: New York Times