Hamas skal bekæmpes, lyder det fra de fleste politikere herhjemme, fordi organisationen benytter sig af terror. Krigen i Gaza handler om Israels kamp mod terrorister, om Israels forsvar mod raketter og tunneller.

At Hamas er religiøs, interesserer mig ikke spor. I stedet fokuserer jeg på, at det er en modstandsbevægelse.
Marianne Risbjerg Thomsen

Nej, siger palæstinaeksperten Marianne Risbjerg Thomsen. Det er ikke blot en meget forenklet opfattelse af konflikten. Den er også forkert. Hun mener, at der er utallige myter om Hamas, og det er vigtigt at undersøge, hvad Hamas egentlig er, dets baggrund og mål.

– Det er vigtigt for Israel, at folk tror, Hamas er en umulig nabo, der smider bomber. Men jeg ser konflikten som noget, der er udløst af besættelsen af Palæstina, siger hun til Arbejderen.

Siden 2007 har Hamas regeret i Gazastriben, mens området har været belejret af Israel.

Vil ikke smadre Israel

Marianne Risbjerg Thomsen er pensioneret gymnasielærer og medlem af redaktionen af kvartalstidsskriftet Palæstinaorientering. Hun har fulgt Hamas gennem flere år. Da hun gik på pension i 2007, begyndte hun at studere arabisk historie, samfund, medier og islam på Carsten Niebuhr Instituttet ved Københavns Universitet.

– Hamas er et politisk parti og en national bevægelse, der ønsker et uafhængigt Palæstina. Det er en oprørsbevægelse, der modsat den anden store palæstinensiske politiske gruppe Fatah er blevet ved med at sige, at de vil bruge våben mod Israel.

– Fatah opgav den væbnede kamp i 1988 og accepterede den israelske stat. Hamas har senere ved forskellige lejligheder ligeledes accepteret Israels eksistens, siger Marianne Risbjerg Thomsen.

Israel påstår, at Hamas vil kaste jøderne i havet og udslette Israel...

– Nej, nej. Der foregår en masse ordspin, hvor man slår hinanden i hovedet. Hamas' første Charter fra 1988 er ganske rigtigt et forfærdeligt dokument. Virkelig fyldt med arabisk retorik, når det er værst. Dér stod det der med at kaste jøderne i havet. Men Hamas har lagt det bag sig for længe siden og accepteret Israels eksistens, siger Marianne Risbjerg Thomsen.

Hun mener, at siden Hamas fremlagde sit regeringsgrundlag efter dets sejr ved parlamentsvalget i januar 2006, har organisationen søgt at bryde ud af den politiske isolation og nærmet sig den internationale konsensus.

Hun henviser til et citat fra en samtale mellem Hamas og International Crisis Group allerede i 2007,

”Vi vil samarbejde med Israel om løsningen af dag-til-dag problemer. Vi er indstillet på, at præsident Abbas forhandler en fredsaftale med Israel, og vi vil respektere resultatet af fredsaftalen, hvis den accepteres ved en folkeafstemning”, lød det fra Hamas.

Mahmoud Abbas er præsident i det palæstinensiske selvstyre og medlem af det "moderate" Fatah.

Mainstream-sunnier

Hvor religiøse er Hamas egentlig?

– Hamas er en videreførsel af det palæstinensiske Muslimske Broderskab, der har eksisteret i Palæstina siden 1948, men som med udbruddet af den første palæstinensiske opstand, Intifadaen, i 1987, kaldte sig Hamas. De blev en del af det folkelige oprør mod den israelske besættelse, siger Marianne Risbjerg Thomsen.

Hun forklarer, at guerillastyrker havde bekæmpet den israelske stats besættelse af palæstinensisk jord i mere end 25 år, mens det Muslimske Broderskabs afdelinger i Palæstina i samme periode havde afsværget voldelige metoder og i stedet opbygget et net af sociale, uddannelsesmæssige og religiøse institutioner, der støttede dagliglivet fra vugge til grav for den besatte befolkning.

Hun tilføjer, at der er en mere konservativ og autoritær form for islam i Gaza, end man finder på Vestbredden.

– Men det er ikke religiøse nuancer, der i dag er interessante i min optik. Det er de folkelige krav fra begge områder om en forsoning og oprettelse af en enhedsregering, der pludselig vækker håb om en bæredygtig palæstinensisk stat som del af en to-statsløsning, siger hun.

Israel accepterer ikke enhed

En enhedsregering mellem teknokrater, støttet af Hamas og Fatah, blev stiftet i april i år efter massivt pres fra befolkningen på Vestbredden og i Gaza.

– Det er denne regering, israelerne nu prøver at vælte, mens de kommer med skiftende begrundelser for deres angreb på Gaza i juli 2014, mener Marianne Risbjerg Thomsen.

Hun mener absolut ikke, Hamas er en terrorbevægelse. Men hvad er de så?

– Hamas er en modstandsbevægelse, der bekæmper en besættelsesmagt i en ulige kamp. Selvfølgelig var det terror, at de brugte selvmordsbomber under den anden intifada fra 2000 til 2005, hvor israelske tropper generobrede de palæstinensiske territorier og blandt andet jævnede flygtningelejren i Jenin med jorden, siger Marianne Risbjerg Thomsen.

– Jeg ved da godt, at der er mange, der ikke vil lægge navn til en støtte til Hamas, der repræsenterer en mere konservativ kultur omkring livsholdninger, kønsroller og så videre end Fatah. I Palæstina er islam en livsform. Og det kan jeg godt respektere. At Hamas er religiøs, interesserer mig ikke spor. I stedet fokuserer jeg på, at de er en modstandsbevægelse, som måske kunne være den udløsende faktor i oprettelsen af en bæredygtig palæstinensisk stat, mener palæstinaeksperten.

Selvmordsbomber

Hvad er forskellen på Hamas i 1980'erne, 1990'erne og i dag?

– I 80’erne og 90’erne gik de fra sociale aktiviteter til væbnet kamp mod Israel. I dag har de gennem syv års ledelse af verdens største fængsel udviklet sig til kompetente administratorer og politikere.

Men Israel siger, at Hamas er terrorister, der anvender selvmordsbomber...

– Ja, selvmordsbomben blev de forskellige palæstinensiske militsers våben mod den israelske statsterror. De skabte forståeligt nok rædsel i det israelske civilsamfund.

Hamas er en modstandsbevægelse, der bekæmper en besættelsesmagt i en ulige kamp.
Marianne Risbjerg Thomsen

– Men Hamas besluttede i slutningen af 2004 at indstille denne form for aktioner. Hamas' sidste selvmordsaktion i Israel fandt således sted i januar 2005. Derefter gik Hamas ind i det politiske rum og vandt en lang række borgmesterposter på Vestbredden og i Gaza ved kommunalvalgene 2004-05, siger hun.

Marianne Risbjerg Thomsen har set på statistikkerne.

• I perioden 1993-1999 blev 128 israelere dræbt ved selvmordsattentater, og under den anden intifada fra 2000-2004 blev 515 israelere dræbt på samme måde.
• Til sammenligning har Israel siden 2000 likvideret 484 palæstinensere med sine såkaldte ’målrettede mord’, og i forbindelse med likvideringerne blev 213 tilskuere samtidig dræbt. Israel har i alt i perioden 2000 til april 2006 dræbt 3638 palæstinensere. Deriblandt 148 børn under 15 år.

Hamas og raketterne

Hamas og andre modstandgrupper skyder raketter ind i Israel...

– Den 29 juli 2014 gennemgik juristen Bjørn Tarek Restan raketangrebene fra Gaza mod Israel i det norske Dagbladet. Han konkluderede, at Hamas har overholdt den våbenhvileaftale, som blev indgået den 21. november 2012 mellem Israel og Gaza i Kairo.

– Hamas har således ikke skudt raketter mod Israel fra den 21.november 2012 til og med den 29. juni 2014, hvor kidnapningssagen eskalerer i israelske overgreb og mord på Vestbredden.

Marianne Risbjerg Thomsen henviser til sagen, hvor tre unge israelske bosættere blev kidnappet og dræbt på Vestbredden i juni. Israel anklagede Hamas for drabet uden at fremlægge dokumentation og brugte overgrebet som begrundelse for terroren mod Vestbredden og det militære angreb på Gaza. Senere viste det sig, at Israel allerede dagen efter vidste, hvem de skyldige var..

– Hamas overholdt sit løfte i våbenhvileaftalen i 2012 om at forhindre raketangreb fra en række navngivne radikale islamistiske smågrupper i det sydlige Gaza. Det lykkedes ikke at standse dem alle, men selv om de aldrig ramte mennesker eller væsentlige installationer, var disse angreb til gene for israelske landsbyer nær Gazas grænse, mener Marianne Risbjerg Thomsen.

Hun tilføjer, at Israel til gengæld brød våbenhvilen allerede den 22. november 2012 og har fortsat med sine drab på palæstinensere og med at ødelægge infrastruktur, fiskeri og landbrug indtil juli 2014.

Marianne Risbjerg Thomsen er enig med Bjørn Tarek Restam, der skriver: ”Krigens forhistorie viser, at Israel ikke forsvarer sig. Snarere er det palæstinenserne i Gaza, som forsvarer sig mod verdens længst varende besættelsesmagt”.

Hamas og rivalerne fra Fatah

Marianne Risbjerg Thomsen mener, at det er vigtigt at se på den anden store politiske gruppe i Palæstina, nemlig Fatah, når Hamas skal omtales.

Hun refererer, at Fatahs leder, Yassir Arafat, der var blevet drevet i eksil i Tunis i 1982, i 1988 valgte at forlige sig med Israel. Han afsvor væbnet kamp, anerkendte staten Israel og underskrev Osloaftalen i 1993. Med oprettelsen af et begrænset selvstyre – foreløbigt i Gaza og i byen Jeriko på Vestbredden, skiltes vejene for Fatah og Hamas, da Hamas ikke kunne acceptere afgivelsen af palæstinensisk jord og folkerettens anerkendelse af modstand mod en besættelsesmagt.

– Udbruddet af den anden intifada i 2000 førte til en genoptagelse af samarbejdet mellem Fatah og Hamas i den blodige kamp mod Israels genbesættelse af Vestbredden. Men i 2004 fik den israelske overmagt og befolkningens lidelser Hamas til at standse den ulige kamp og i stedet gå ind i det politiske rum, siger Marianne Risbjerg Thomsen.

– Her høstede Hamas frugterne af deres sociale og militære indsats både ved kommunalvalgene, hvor de vandt mange borgmesterposter og ved parlamentsvalget i 2006, hvor de vandt regeringsmagten med et overvældende flertal.

– Både verdenssamfundet og Fatah nægtede at anerkende parlamentsvalget, og i 2007 førte det til en magtkamp mellem Fatah og Hamas og en opdeling af Palæstina i et Hamasstyre i Gaza og et Fatahstyre på Vestbredden. Som tidligere nævnt afsluttedes denne opsplitning med valget af en enhedsregering i april 2014, siger Marianne Risbjerg Thomsen.

Terrorlisterne

Hamas er på EU's og USA's terrorliste. Hvad synes du om det?

– Der har de sidste par år været en voksende strøm af opfordringer til at acceptere Hamas som en legitim politisk aktør, og lige nu indgår dette også i forhandlingerne i Kairo mellem Israel og Hamas. I min optik er dialogen med Hamas den eneste mulighed for at kunne genoptage fredsforhandlingerne på hovedbordet mellem Israel og Palæstina.