Lørdag i Caracas. Turen til dagens demonstration bliver afbrudt, da himlen pludselig åbner sig. Sammen med hundrede andre søger vi ly i en viadukt, mens vi venter på, at regnen stopper.
Både blokaden mod Venezuala, men også vores egen regering kan klandres for den dårlige økonomiske situation.
Benito Anzola, bygningsarbejder, Caracas
Kørebanen er hurtigt fyldt med vand, og de forbipasserende biler får lov til at køre gennem en stadig dybere pøl af regnvand blandet med ler fra vejsiden. De fleste bilister bremser for ikke at oversprøjte tilskuerne, men en sort firehjulstrækker gør det modsatte.
Så snart chaufføren ser, at der er fyldt med rødklædte chavister i vejsiden, gasser han op, så de nærmeste bliver dyngvåde. Et øjebliksbillede på klasseforagt, som alligevel blev mødt med latter og spøgen fra de hærdede demonstranter.
Måske siger episoden også mere om chavisterne og deres holdning til de vanskeligheder, de gennemgår, end om hadet fra deres politiske modstandere.
Menneskerettigheder i Venezuela
Demonstrationen, vi er på vej til, er en af mange, der aldrig bliver omtalt i svenske medier. Den er ikke overdreven stor efter venezuelanske standarder, men den samler alligevel titusindvis af mennesker, der protesterer mod den rapport om menneskerettighederne i Venezuela, som Michelle Bachelet – FN's højkommissær for menneskerettigheder og tidligere præsident i Chile – netop havde afleveret.
Rapporten, som i modsætning til de chavistiske demonstrationer blev en nyhed i Sverige, påstår, at Venezuelas regering systematisk krænker menneskerettighederne.
– Det er en elendig og fuldstændig partisk rapport, siger Bachelets modstykke i Venezuela. Jeg møder hende på hendes kontor i den grundlovgivende forsamlings bygning på Plaza Bolivar i Caracas. Alejandra Diaz er advokat, ekspert i Venezuelas forfatning og formand for den grundlovgivende forsamlings menneskerettighedskommission.
Ifølge Alejandra Diaz er Bachelets rapport baseret på interviews, hvoraf mere end 80 procent er foretaget med personer, der befinder sig udenfor Venezuela.
– Hun har kun lyttet til den ene side og udeladt ofrene for oppositionens vold. For to år siden var oppositionens vold så ekstrem, at 19 mennesker blev brændt levende, alene fordi de lignede chavister. Rapporten ignorerer også, at landet bliver udsat for en kriminel økonomisk krig. Vi får indefrosset vores regeringskonti, og vores aktiver i udlandet bliver stjålet.
>> LÆS OGSÅ: Løgn og sanktioner koster liv
Maria Alejandra Diaz, der i 12 år har arbejdet i den USA-kontrollerede organisation OAS, blev vred, men ikke overrasket over rapporten.
– Det er jeg ikke, fordi jeg ved, hvordan multilaterale organisationer fungerer. Jeg kender monstret indefra og forventede intet andet, eftersom de har besluttet sig for at stigmatisere Venezuela.
Mangel på mad og medicin?
Maria Alejandra Diaz, hvordan er situationen for menneskerettighederne i Venezuela?
– Vi er påvirket af blokaden, som blandt andet betyder, at vi mangler medicin og medicinsk udstyr. Blokaden påvirker kvaliteten i den offentlige service, men vi har en stat, som på alle måder forsøger at sikre mad og medicin til befolkningen. I Venezuela er elektricitet og benzin gratis, offentlig transport er statsstøttet, metroen er i praksis gratis. Tjenester, som i andre lande indebærer profit til store virksomheder, er statsstøttet eller gratis hos os.
USA har kastet masken. De forsøger at pålægge det venezuelanske folk så meget lidelse som muligt.
Maria Alejandra Diaz
Tre fjerdedele af Venezuelas statsbudget går til sociale initiativer, de forskellige såkaldte "missiones". Et af de mest succesrige er boligprojektet “Gran Mision Vivienda”, som i sidste uge gjorde hus nummer 2.700.000 færdig.
– Men hvordan kan vi opretholde disse investeringer, når de fjerner vores indkomstskilde. Det er dilemmaet. Vi har også problemer med fødevareforsyningen, fordi vi stadig ikke har tilstrækkelig fødevareproduktion i landet. Vi har gjort fremskridt, men ikke nok til at brødføde 30 millioner mennesker.
Hvem bliver berørt af blokaden?
– Frem for alt de mest sårbare i samfundet: Ældre, børn, syge, handicappede – og ikke mindst kvinder.
Trumps krig mod Venezuela
Få dage før vi mødes, havde Donald Trump annonceret, at USA strammer sanktionerne mod Venezuela yderligere og indefryser alle den venezuelanske stats aktiver i USA. I de seneste måneder har USA blokeret Venezuelas olieselskab PDVSA og stoppet salg af kemikalier, der er nødvendige for at raffinere olien.
Maria Alejandra Diaz:
– Det er en enorm udfordring. Trumps erklæring er en åben krænkelse af alle juridiske, internationale instrumenter i forhold til menneskerettighederne. Blokader, økonomisk chikane og ensidige ulovlige tvangsforanstaltninger udgør forbrydelser mod menneskeheden.
>> LÆS OGSÅ: USA vil stoppe fødevarepakker til Venezuelas fattigste
Trump har gennemført hårde angreb på Venezuela, siden han blev præsident, men allerede hans forgænger, Barack Obama, udpegede Venezuela til at være en national sikkerhedstrussel mod USA.
– USA har kastet masken. De forsøger at pålægge det venezuelanske folk så meget lidelse som muligt med dét formål at få folket til at vende sig mod præsident Maduro. Det er politisk afpresning. De gør alt for at gøre livet i Venezuela uudholdeligt – og siger herefter til hele verden, at Venezuela ikke kan tage sig af sin befolkning.
Billige varer
Tidligere har sanktionerne og den økonomiske krig fra de indenlandske kapitalisters side ført til varemangel i butikkerne. Nu er der ikke længere varemangel i butikkerne i Caracas. Alt kan købes, for dem der har råd. Problemet er, at den galoperende inflation betyder, at de fleste ikke har råd til dem.
Her er Maria Alejandra Diaz kritisk over for regeringen, som hun mener burde gøre mere for at sikre, at lønningerne er tilstrækkelige til at skaffe sig basale varer.
– Det er desuden en forfatningsmæssig ret. Jeg tror, at Venezuelas forfatning er en af de få i verden, som taler om, at mindstelønnen skal dække det grundlæggende behov for mad.
Regeringens vigtigste foranstaltning for at afhjælpe manglen på mad i kølvandet på blokaden er fødevareprogrammet CLAP.
Basisvarer, der støttes omfattende af staten, distribueres dels en gang om måneden til dem, der har størst behov, og dels sælges på specielle markeder. Det er beboerne selv i boligområderne, der administrerer programmet.
I Santa Rosalia-distriktet står Carmen Miertes og venter på, at det bliver hendes tur til at komme ind og handle på et sådant marked. Med sin pension, der svarer til mindstelønnen på 40.000 bolivares om måneden, er hun afhængig af CLAP-programmet.
– CLAP er absolut nødvendigt med de høje priser i landet. En liter madolie i butikken koster 15.000 bolivares.
Hun lægger skylden for den galoperende inflation på regeringens fjender.
– Dette er resultatet af oppositionens sammensværgelse. Mange vil være uenige med mig, men jeg er 66 år gammel og har oplevet en række regeringer i dette land komme og gå. Vi fattige mennesker var usynlige, indtil Hugo Chavez blev præsident. Nu har vi en stemme og kan tale for os selv.
En kvinde i køen, der ikke ønsker at være med på fotoet, er slet ikke enig.
– Lige siden Chavez kom til magten, er alt bare blevet værre i Venezuela, siger kvinden, der nægter at anerkende den mindste fremgang for den såkaldte bolivariske revolution. Hun er overbevist om, at Maduro taber det næste præsidentvalg.
"Ja til USA-invasion"
I oppositionens højborg, Altamira, en bydel i det østlige Caracas, hvor kupmageren og den selvudnævnte præsident Juan Guaidós tilhængere holder deres manifestationer, møder vi en regeringsmodstander, der ikke håber på et demokratisk valg. Og han afviser fuldstændigt, at USA's og EU's sanktioner har noget med den økonomiske krise at gøre.
>> LÆS OGSÅ: Dansk forbindelse til Venezuela-skandale
Selv om han hævder, at Venezuela er et diktatur og siger, at det er farligt at tale negativt om regeringen, lader han sig gladeligt interviewe og fotografere. Den 55-årige mand, der arbejder i et rejsebureau, siger, at han ikke har stemt, siden han var 18 år, men at regeringen er nødt til at gå af.
Hvordan skal det gå for sig, når du ikke stemmer?
– Der kan findes en anden løsning. Jeg siger ikke, at jeg støtter det 100 procent, men man kan tænke sig en intervention fra USA. Militæret her i landet vil i hvert fald ikke gøre noget som helst. Det støtter regeringen.
Ville der ikke flyde venezuelansk blod i gaderne, hvis der kom en intervention?
– Jo, en del. Men hvad skal man ellers gøre? Befolkningen her vil ikke vælte regeringen, og det vil militæret heller ikke.
Jeg siger ikke, at jeg støtter det 100 procent, men man kan tænke sig en intervention fra USA.
55-årig mand i det østlige Caracas
I den dejlige eftermiddagssol er det skræmmende at høre tale om militær intervention. For trods alle tilbageslag er det slående, hvor roligt der er i gaderne.
Forkert mediebillede af Venezuela
Selv når hele Caracas er mørklagt i strømafbrydelse i seks timer, tager folk det roligt. Ellers er strømafbrydelser usædvanlige i hovedstaden – mens folk i andre dele af landet kun har strøm i et par timer om dagen på grund af de store strømafbrydelser i marts.
>> LÆS OGSÅ: Venezuela efterlyser fem personer for sabotage
Bygningsarbejderen Benito Anzola har frokostpause i Altamira. Han griner af mediebilledet af Venezuela som et farligt land at bo i.
– Hvis det var så farligt, ville du så stå her og tale med mig?
Som mange andre har Benito Anzola, der siger, at han hverken støtter regeringen eller oppositionen, et ekstra job for at få det til at hænge sammen.
– Ellers er der ikke nok at spise, man kan ikke længere klare dig med blot en løn. Jeg tror, at man kan klandre både blokaden og regeringen for den økonomiske situation. Blokaden rammer i hvert fald ikke regeringen. Det er os, almindelige arbejdere, der lider under den.
Stigende priser
Pensionsalderen i Venezuela er 55 år for kvinder og 60 for mænd. Elena Serpa har været pensionist i 15 år. For at strække pensionen syr den tidligere social- og sundhedsassistent tøj til bekendte og udfører andre småjobs. Hun er utilfreds med, at tilstrømningen af amerikanske dollars til Venezuela driver priserne op.
– Politikerne har ikke taget fat på problemet med dollaren. Vi får udbetalt i bolivares, men vi bliver nødt til at handle i dollars. I morges kostede et kilo jordbær 10.000 bolivares, nu koster de 15.000. Priserne stiger hvert minut, man må købe omgående.
>> LÆS OGSÅ: USA i ny drejebog: Sådan sikrer vi regimeskifte i verden
Elena Serpa siger, at hun egentlig er chavist, men at det mest er blevet værre, siden præsident Hugo Chávez døde i 2013, og hun har ikke stemt ved noget valg siden.
– Jeg ved ikke, hvorfor USA og andre lande skal blande sig i vort land. Vores regering er for venlig over for dem, der spekulerer i Venezuelas økonomi. Men jeg tror, at hvis USA lod os være, og regeringen tog jernhandskerne frem og slog til mod spekulationen, ville det her land fungere godt.
Dog gøres der – i det mindste – beskedne indsatser for at stoppe prisstigningerne. En dag stoppede politiet den bus, jeg sidder i. Efter nogle spørgsmål må chaufføren, der har krævet 4000 bolivares for turen fra Caracas til La Guaira, pænt gå rundt og tilbagebetale 2500 bolivares til alle passagerer, fordi han har opkrævet overpris for turen. Derefter kunne han stille og roligt køre videre.
Ingen pressefrihed?
En konstant anklage mod Venezuela er, at det er et “diktatur”, hvor der ikke er pressefrihed, hvor staten kontrollerer medierne. Jeg spørger Ramon Rodriguez, en journalist på den statslige tv-kanal Canal 8, der har undersøgt, hvem der ejer medierne i Venezuela. Han sukker.
– Venezuela har 750 private radiostationer sammenlignet med 150 statsejede. Der er otte statslige tv-kanaler, mens der er 54 private. Med hensyn til pressen er 190 aviser privatejede og 10 statsejede.
>> LÆS OGSÅ: Bag myterne om Venezuela
– Vi har total ytringsfrihed i Venezuela, og det misbruges konstant af oppositionen. Se bare på den selvudnævnte præsident Guaidó, der går fri, selv om han offentligt har opfordret til et militærkup.
Intet demokrati?
Tilbage til Maria Alejandra Diaz i den grundlovgivende forsamling. Hun mener, at Juan Guaidó og hans kumpaner burde sidde i fængsel.
– I ethvert andet land var de blevet anholdt og dømt for forræderi mod fædrelandet. Og i USA, hvor dødsstraf findes i modsætning til i Venezuela, kunne de have havnet i den elektriske stol. Selv med en fængselsstraf kan de ikke betale den skade, de har forvoldt vort land, men Venezuela respekterer retten til liv.
Venezuelas grundlovgivende forsamling, som Maria Alejandra Diaz er en del af, har eksisteret i to år. Det er et svar på, at Nationalforsamlingen blev sat ud af kraft, efter at det oppositionsstyrede parlament havde indsvoret medlemmer til trods for mistanke om valgsvindel.
Hvis USA lod os være, og regeringen tog jern-handskerne på og slog til mod spekulationen, ville det her land fungere godt.
Elena Serpa
– Vi har været nødt til at påtage os de lovgivende funktioner, fordi de nægter at overholde en dom i højesteret, siger hun.
– Desuden har de opfordret til udenlandsk intervention for at hjælpe de, der plyndrer vore ressourcer, og de har bedt USA om at blokere republikken Venezuelas bankkonti. Og ud af alt dette er der komme en selvudnævnt “præsident”. De går imod alt, hvad der står i forfatningen.
Den grundlovgivende forsamling har 545 medlemmer, hvoraf 335 er valgt i kommunerne. Derudover er der valgte repræsentanter for forskellige grupper såsom kvinder, handicappede og de oprindelige folk.
Oppositionens næste træk
Næste år er der valg til den paralyserede nationalforsamling.
– Vi ved ikke, hvordan oppositionen vil reagere. De er meget splittede. De gør formentlig, som de gjorde ved valget til den grundlovgivende forsamling. De boykottede valget og mistede en gylden mulighed for at deltage med os i parlamentet. Men hvis de er i flertal, som de påstår, bør de vel netop ønske et valg og vinde.
Maria Alejandra Diaz mener, at oppositionen har en anden, overordnet dagsorden.
– De vil ødelægge nationalstaten, udlevere den til udenlandsk magt og gøre sig selv til den venezuelanske vagtmester. Men Venezuela anerkender ikke nogen vagtmestre, vi anerkender præsidenter, der er valgt ved parlamentsvalg, og som respekterer forfatningen.
Mellemoverskrifter er indsat af redaktionen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
