I fire måneder har anti-islam bevægelsen Pegida demonstreret i flere byer Tyskland. Pegida er en forkortelse af Patriotiske Europæere Mod Islamiseringen Af Vesten.
Overalt hvor Pegida demonstrerer bliver de mødt af protester. I mandags demonstrerede således 4800 mennesker i Leipzig for anti-islamiseringsbevægelsen, mens 30.000 deltog i en moddemonstration. I Berlin blev 400 Pegida-tilhængere mødt af en moddemonstration på 4000 mennesker. I München demonstrerede 20.000 mod Pegida. I Dresden demonstrerede 25.000 for Pediga, og blev mødt af en moddemonstration på mere end 100.000 deltagere.
Bevægelsen har sit udspring i den tyske by Dresden, hvor mandags-demonstrationerne i første omgang var rettet mod en plan om at etablere 14 centre i byen for 2000 asylansøgere. Før jul nåede den ugentlige demonstration i Dresden op på 17.000 deltagere. På Facebook har Pegida i dag over 130.000 likes.
I begyndelsen af december offentliggjorde Pegida et manifest med 19 punkter. Heri kan man blandt andet læse, at Pegida går ind for nultolerance over for straffede asylansøgere, er imod hadprædikanter og parallelsamfund med sharialove og vil beskytte "vores kristeligt-jødisk prægede vestlige kultur".
I mandags havde Pegida-bevægelsen erklæret, at demonstrationerne var "sørgemarcher" for ofrene for terrorangrebet på den franske satireavis Charlie Hebdo i sidste uge. De overlevende fra Charlie Hebdo tog dog afstand fra, at højrekræfter forsøger bruge angrebet til egen vinding.
Samtidig har en gruppe fransktalende karrikatur-tegnere oprettet Facebook-gruppen "Karrikaturtegnere mod Pegida". Med i gruppen er "Willem", en af de overlevende medlemmer af Charlie Hebdo.
En underskriftsindsamling mod bevægelsen under overskriften "For et kulørt Tyskland, NoPegida" har siden 23. december samlet mere end 400.000 underskrifter.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278