15 Dec 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

21 millioner moderne slaver i verden

Ny FN-rapport afslører:

21 millioner moderne slaver i verden

"Slaveri" bliver af mange betragtet som en historisk term, der blev begravet med slaveriets formelle ophør for 200 år siden. Men i dag lever millioner af mennesker som moderne slaver på fabrikker, i landbrug, på byggepladser og i sexindustrien - på alle verdens kontinenter. 90 procent af verdens tvangsarbejdere bliver udnyttet i den private økonomi.

21 millioner mennesker kan i dag betegnes som "moderne slaver". Især kvinder og børn kan være sårbare over for firmaer og privatpersoner, der udnytter dem for at skabe profit.
FOTO: Zoriah
1 af 1

Vold, trusler, tvang og seksuel udnyttelse.

Det er hverdag for næsten 21 millioner mennesker, der bliver fastholdt i forskellige former for tvangsarbejde verden over. Tallet svarer til Australiens samlede befolkning.

De mange millioner udgør en global klasse af moderne slaver, og tallene bekymrer FN's arbejdsorganisation ILO, der netop har udgivet en omfattende rapport på området. FN-organet gør opmærksom på, at de 20,9 millioner udgør et "konservativt skøn", og at der kan være tale om flere. 

I 2005 kom ILO med sin første store undersøgelse af tvangsarbejde på globalt plan. I 2008, i forbindelse med 60-året for de universelle menneskerettigheder, udtrykte FN's generalsekretær sin bekymring over fænomenet. Ikke mindst fordi, at det er de i forvejen fattige og socialt udsatte, der er i størst fare for at ende i kløerne på personer og firmaer, der vil udnytte dem som billig arbejdskraft.

- Der er stor risiko for, at mennesker der lever i fattigdom vil blive skubbet endnu længere ud i fattigdommen og elendigheden, hvilket kan højne risikoen for, at de bliver udsat for slavelignende arbejde, sagde FN's generalsekretær Ban Ki-moon

Private er værst

Ser man på tallene, er der en klar tendens. Ud af det samlede antal mennesker, der lever og arbejder under tvang, bliver 18,7 millioner - eller 90 procent - udnyttet i den private økonomi af private virksomheder eller individer. Ud af dem bliver 68 procent, hvad der svarer til 14,2 millioner mennesker, udnyttet i brancher som landbrug, produktion og byggebranchen. 22 procent er tvangsarbejdere i den omfattende sexindustri.

 Succesraten i forhold til at retsforfølge individer, der skaber ulykke for så mange, er stadigvæk utilstrækkelig - det må ændres.
Beate Andrees, leder af ILO's særlige program til bekæmpelse af tvangsarbejde. 
 

Tvangarbejde kan have mange ansigter. Men ofte er der tale om, at individer eller firmaer tvinger en til at arbejde mod ens vilje ved at udøve vold eller komme med trusler om vold. I andre tilfælde kan personer blive fanget i tvangsarbejde, hvis de har gæld, eller hvis en arbejdsgiver nægter at udlevere en persons identitetspapirer eller truer med at anmelde denne til immigrationsmyndighederne i et pågældende land.

"Tvangsarbejde omfatter arbejdere, der er fanget i en ond cirkel af gæld, børn der bliver handlet og tvunget til tiggeri og hjemlige arbejdere, der bliver snydt i forhold til deres arbejdsforhold", står der i ILO-rapporten.

Et andet generelt problem er, at mange ofre for tvangsarbejde er gemt væk fra offentlighedens søgelys. Mange befinder sig på lukkede byggepladser, på fiskefartøjer og på fabrikker, hvor fagforeninger og myndigheder enten ikke har adgang til, eller som de simpelthen ikke har kendskab til eksisterer.

Ifølge ILO er rapporten det mest nøjagtige og omfattende stykke dokumentation for en global tendens, der berører alle kontinenter. Værst ser det ud i Asien-Stillehavsområdet, hvor lidt over halvdelen af verdens tvangsarbejde finder sted. 11,7 millioner mennesker, eller det dobbelte af Danmarks befolkning, lever og arbejder her under tvang. 

Få bliver straffet

Det afrikanske kontinent følger efter med 3,7 millioner moderne slaver, og Latinamerika/Caribien står for 1,8 millioner tvangsarbejdere, hvad der svarer til ni procent af det samlede antal set på globalt plan, forlyder det fra ILO.

Selvom ILO, den globale fagbevægelse og ikke mindst verdens stater har gjort meget for at bekæmpe moderne slaveri, så ser problemet ud til at have bidt sig fast. Og et af de helt store problemer er, at forsvindende få bagmænd reelt bliver retsforfulgt og dømt, selvom flere og flere lande får indrettet deres lovgivning, så de kan tage hånd om problemerne med tvangsarbejde. 

- Succesraten i forhold til at retsforfølge individer, der skaber ulykke for så mange, er stadigvæk utilstrækkelig - det må ændres. Vi må også sikre os, at antallet af ofre ikke stiger under den nuværende økonomiske krise, hvor folk bliver endnu mere sårbare over for de her forfærdelige praksisser, siger Beate Andrees, leder af ILO's særlige program til bekæmpelse af tvangsarbejde. 

Slaver i Vesten

Men forskellige typer tvangsarbejde ses ikke kun på kontinenter med mange udviklingslande. ILO-rapporten dokumenterer, at 1,5 millioner mennesker eller syv procent af det samlede globale tal befinder sig i de udviklede økonomier og EU. Mellemøsten er den region, hvor der er færrest tilfælde af registrerede tvangsarbejdere. Her er 600.000 arbejdere underlagt tvangsarbejde.

I Vesten befinder en stor del af tvangsarbejderne i sexindustrien. Det er kvinder som er udsat for såkaldt trafficking, hvor bagmænd via menneskesmuglere får fragtet kvinder til eksempelvis Danmark. Her bliver mange fastholdt i prostitution under tvang, rapporterer flere hjemlige organisationer, der beskæftiger sig med handlede udenlandske kvinder. 

Ifølge ILO-rapporten om den moderne slavehandel er mænd, kvinder og børn meget sårbare, når de er i bevægelse. Ud af de godt 21 millioner tvangsarbejdere på verdensplan er 9,1 millioner eller 44 procent af det totale tal endt med at blive fanget i tvangsarbejde, når de har migreret.

På et område går det, trods de generelle dystre tal, fremad. Ifølge ILO er antallet af personer, der er placeret i tvangsarbejde af stater - i for eksempel arbejdslejre - faldet drastisk. I dag er ti procent ud af de omkring de 21 millioner, der er underlagt tvangsarbejde i verden, tvunget i arbejde af stater eller oprørsgrupper. 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


05. maj. 2013 - 11:00   05. maj. 2013 - 11:00

Slavearbejde

ax@arbejderen.dk
Tvangsarbejde i verden
  • Tre personer ud af hver 1000 i hele verden er lige nu fastholdt i tvangsarbejde.
  • Der er flere voksne end børn, der er fastholdt i tvangsarbejde. 74 procent er voksne.
  • Der er flere kvinder end mænd, der bliver udsat for tvangsarbejde på globalt plan. 11.4 millioner tvangsarbejdere, 55 procent, er kvinder og piger.
  • Central- og Sydøsteuropa har den højeste andel tvangsarbejdere i verden. 4,2 personer ud af 1000 arbejder under tvang.
  • Børn under 18 år udgør 26 procent (5,5 millioner) af alle ofre for tvangsarbejde.
  • Migrantarbejdere og oprindelige folk er især sårbare for tvangsarbejde.

Kilde: "ILO 2012 Global Estimate of Forced Labour".