21 Dec 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

30 år i israelsk fængsel

Om kidnapning af Ahmad Sa'adat

30 år i israelsk fængsel

Ahmad Sa'adat er generalsekretær for PFLP - Folkefronten til Palæstinas Befrielse - den tredjestørste palæstinensiske befrielsesorganisation. Han sidder i israelsk fængsel med en dom på 30 år for at være leder af en ulovlig organisation.

Fangen Ahmad Sa'adat har en dom på 30 års fængsel i Israel. Han nægter at anerkende det zionistiske Israels ret til at dømme.
FOTO: Tegning: Latuff
1 af 1

Det er den 14. marts 2006. Fangen Ahmad Sa'adat sidder i sin celle i et fængsel i Jeriko på den palæstinsiske Vestbred.

Det er et palæstinensisk fængsel. Ledt af Det Palæstinensiske Selvstyre - under USA og britisk overvågning.

Ahmad Sa'adat var fire år tidligere blevet arresteret af selvstyrets præsident, Yasser Arafats sikkerhedsstyrker - på ordre fra Israel - der gjorde Ahmad Sa'adat ansvarlig for likvideringen af den israelske, højreekstremistiske turistminister Revaham Ze’evi i 2001.

Ahmad Sa'adat er ikke hvem som helst. Han er generalsekretær for PFLP - Folkefronten til Palæstinas Befrielse - den tredjestørste palæstinensiske befrielsesorganisation.

Han er født i 1953 og barn af flygtninge, fordrevet fra deres hjem i landsbyen Deir Tarif, nær Ramleh i 1948. Han er gift med Abla Rasool og er far til fire børn.

Kidnappet

Udenfor Ahmad Sa'adat celledør skramler fangevogterne med nøglerne, snakker stille sammen. Og forsvinder så. Israelske soldater har meldt deres ankomst. Israelerne vil have fingre i Ahmad Sa'adat.

De stormer selvstyrefængslet. De kæmper fra bygning til bygning. Fra rum til rum. Bruger sprængstoffer, ødelægger. Efter 10 timers udmattelseskamp når de frem til seks politiske fanger. En af dem er Ahmad Sa'adat.

Fangerne bliver ført til israelske fængsler.

Dommen

Ahmad Sa'adat bliver idømt 30 års fængsel for "sikkerhedsmæssige" politiske forbrydelser, for at være leder af en illegal organisation. De kan ikke dømme ham for at være ansvarlig for mordet på turistministeren Rehavam Ze’evi.

Rehavam Ze’evi var ansvarlig for mange palæstinenseres død før 1948 og i 1973 i Sinai, og det var ham, som stod for transferpolitikken, der går ud på at smide palæstinenserne ud af Palæstina. Han var meddelagtig i mordet den 27. august 2001 på PFLP's generalsekretær Abu Ali Mustafa, der omkom, da et missil blev affyret fra en af militærets Apache-helikoptere, som ramte ham, da han arbejdede på sit kontor i Ramallah.

Ahmad Sa'adat har hverken påtaget sig ansvaret for mordet på turistministeren - eller accepteret Israels ret til at dømme ham. 

Lovligt parti

Ahmad Sa'adat repræsenterer et lovligt palæstinensisk parti, stiftet i 1967, der dog er erklæret ulovligt af Israel, og som står på både USA's og EU's terrorlister. Dét, selv om PFLP i 1979 tog afstand fra sine tidligere terroraktioner, der omfattede civile.

Siden har PFLP - blandt mange kampformer - rettet angreb på israelske soldater og bosættere.

PFLP mener, at palæstinenserne, som et besat folk, har en FN-anerkendt ret til at forsvare sig med våben mod besættelsesmagten.

PFLP er erklæret marxistisk og ønsker at oprette en demokratisk stat inden for det historiske Palæstinas grænser, som eksisterede før 1948. Det skal være sekulært, det vil sige uden religiøse love, og være demokratisk. Palæstina skal have plads til både jøder, palæstinensere, kristne og muslimer.

PFLP mener dog ikke, det er realistisk nu for tiden, og derfor forudser PFLP en overgangsperiode med et uafhængigt Palæstina inden for grænserne fra 1967.

PFLP nægter at anerkende Israel, så længe palæstinensernes nationale rettigheder ikke anerkendes.

PFLP har tre medlemmer af det palæstinensiske parlament på Vestbredden.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


22. sep. 2012 - 09:45   22. sep. 2012 - 10:00

Udland

ah@arbejderen.dk