17 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

5200 oliearbejdere strejker i USA

Krav om arbejdssikkerhed

5200 oliearbejdere strejker i USA

Tvunget overarbejde er årsag til dødsulykker i olieindustrien. Trætte folk på overarbejde tager ikke altid de rigtige beslutninger, siger fagforeningsmanden Dave Martin.

Stejken rammer 11 olieraffinaderier i USA. Det er den største strejke i oliesektoren i 36 år, oplyser fagforeningen United Steel Workers, der organiserer oliearbejdere i USA.
FOTO: Spencer Platt/AFP/Scanpix
1 af 1

Tusinder af oliearbejdere har nu strejket i to uger for krav om bedre sikkerhed på arbejdet og sundhedsforsikringer. Med 5200 strejkende oliearbejdere på 11 raffinaderier er det den største strejke i USA's oliesektor i 36 år, beretter netportalen Common Dreams.

For knap to uger siden startede strejken i fire delstater. De 3800 strejkende blev i sidste weekend fulgt af 1400 ansatte ved to af BP's raffinaderier i Ohio og Indiana.

I olie-industrien er sikkerhed ofte et spørgsmål om liv og død.

Oliearbejdernes fagforening beretter om flere dødsulykker. I 2005 blev 15 dræbt på et BP-raffinaderi i Texas.

– Vi har en masse tvungent overarbejde. Det var hovedårsagen til eksplosionen i Texas. Trætte folk på overarbejde, som ikke tager de rigtige beslutninger, siger Dave Martin fra fagforeningen.

I olieindustrien er sikkerhed på arbejdspladsen ofte et spørgsmål om liv og død, ikke kun for de ansatte men også for befolkningen i området, påpeger Martin.

De ansatte på et olieraffinaderi i delstaten Washington deltager i strejken. De har dødelige arbejdsulykker uhyggeligt tæt inde på livet:

– Vores lokale fagforening har mistet 14 medlemmer på 16 år. Vi er helt ærligt trætte af, at arbejdskammerater bliver dræbt og bliver udsat for farer, siger Steve Garey, der er formand for fagforeningen USW - United Steel Workers i Anacortes i Washington.

USW organiserer USA oliearbejdere.

Shell Oil leder på vegne af olieindustrien forhandlingerne med arbejderne og deres fagforening. Men der sker ingen fremskridt:

– Efter lange forhandlingsdage med Shell Oil har vi kun gjort ringe fremskridt på de områder, der optager vores medlemmer; sikkerhed, overarbejde, underbemanding i strid med bemandingsaftaler, udlicitering af vedligehold samt sundhedsforsikringer, siger USW's næstformand Gary Beevers.

 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


11. feb. 2015 - 08:13   11. feb. 2015 - 11:28

USA

se@arbejderen.dk