08 May 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Aggressivt fransk politi mod G7-demonstranter

G7-protester med forhindringer

Aggressivt fransk politi mod G7-demonstranter

Det franske uropoliti opløste lørdag demonstration mod G7-topmøde i Frankrig og forbød flere demonstrationer i Bayonnes centrum. Journalister og menneskerettighedsobservatører blev forulempet og arresteret.

En march i Bayonne mod G7 blev søndag aflyst af arrangørerne på grund af aggressivt politi.
FOTO: Ludovic Marin/AFP/Ritzau Scanpix
1 af 1

Det franske uropoliti affyrede lørdag og søndag tåregas og vandkanoner mod tusinder af demonstranter i Bayonne, der ville protestere mod det netop afsluttede G7-topmøde i Biarritz.

Politiet arresterede demonstranter i Bayonne og holdt dem tilbage så længe som muligt.
Arié Alimi, forsvarsadvokat

Her gennemførte regeringsledere fra den vestlige verdens syv rigeste industrinationer samt EU-kommissionen i G7 tre dages topmøde i fred og ro.

13.000 politifolk

Ifølge det franske dagblad L'Humanité passede over 13.000 politifolk på regerings- og statsledere fra Canada, Frankrig, Tyskland, Italien, Japan, USA og Storbritannien samt EU-kommissionen.

Avisen tilføjer, at Frankrigs præsident Emmanuel Macron, der var vært for topmødet, har "forvandlet Bayonne til en sand fæstning".

Ifølge det franske dagblad Libération blev uroen i byen udløst, da politiet standsede en demonstration, blokerede for alle broer i byens centrum og rullede vandkanoner ud lørdag aften. 

Politiet omdannede det ellers fredelige Bayonne til en militær zone, sandsynligvis af frygt for at De Gule Veste, der har tilsluttet sig G7-protesterne, sammen med andre demonstranter ville nå Biarritz. Politiets helikoptere summede over de marcherende, rapporterer TV-stationen TeleSur.

>> LÆS OGSÅ: "De Gule Veste er slet ikke til at stoppe"

Journalister forulempet

Ifølge Libération blev tre observatører fra Ligaen for Menneskerettigheder arresteret af politiet, mens et hold journalister og kamerafolk fra den arabiske TV-station Al-Jazeera fik konfiskeret gasmasker og skibriller, som de havde med til at beskytte sig mod tåregas.

Ifølge forsvarsadvokaten Arié Alimi blev folk arresteret, "fordi de havde en mening".

– Myndighederne arresterede folk og holdt dem tilbage så længe som muligt. Efter 42 timer slap de dem fri uden sigtelser, siger advokaten til Libération.

Efter uroen lukkede politiet hele Bayonnes centrale bymidte lørdag aften med køretøjer og hegn. Det fik arrangørerne af en planlagt demonstration søndag til at aflyse marchen af frygt for deltagernes sikkerhed.

>> LÆS OGSÅ: Halvdelen af verden lever i fattigdom

15.000 til modtopmøde

Længere sydpå blev der afholdt et modtopmøde mod G7 i Urrugne i Pyrenæerne, tæt på Biarritz og den spanske grænse.

Modtopmødet var arrangeret af platformen Alternatives G7, der samlede 100 organisationer – lige fra kommunistpartiet PCF til bondesammenslutningen og De Grønne, skriver L'Humanité. Aktivister fra bevægelsen De Gule Veste, formanden for det franske fagforbund CGT, Philippe Martinez, samt den tidligere franske miljøminister Cécile Duflot holdt taler.

Allerede fredag aften affyrede politiet tåregas og gummikugler fra de frygtede LBD-rifler ved modtopmødets indgangsport, melder Libération. 23 aktivister blev såret og 12 arresteret, oplyser kilder ved modtopmødet.

G7 skaber ulighed

På modtopmødet, der indeholdt debatter, workshops og taler, blev det gang på gang slået fast, at G7 sammen med IMF, WTO og Verdensbanken i årtier har spillet rollen som et økonomisk og "finansielt direktorat", der har skabt fattigdom og ulighed.

Alternatives G7 kritiserede, at den franske regering satte kampen mod ulighed i centrum på G7-mødets dagsorden, mens den fører en ulighedsskabende politik. 

Fra modtopmødet var der lørdag demonstration til Irun på den anden side af grænsen til Spanien. 24.000 demonstranter deltog, mens politiets helikoptere og droner sværmede over dem, beretter dagbladet Libération.

En af demonstrationsdeltagerne var pensionisten, 67-årige Odette Matou, der sammen med andre gule veste-aktivister var kommet fra byen Pau.

– I stedet for at ligge i sofaen må vi vise de syv statschefer på G7-mødet, at vi ikke vil tillade dem at ødelægge planeten, mens de betaler store beløb til bankfolk og flår os andre almindelige mennesker, sagde hun til Libération.

>> LÆS OGSÅ: G7 svigter klimaet totalt

Stjal Macron-portrætter

På trods af politiets forbud mod demonstrationer i Bayonnes centrum meddelte miljøgruppen "Action non-violente COP21", at den søndag ville demonstrere.

Her bar gruppen blandt andet dusinvis af portrætter af Macron, som de vendte på hovedet i protest mod hans "katastrofale klimapolitik". Portrætterne var fjernet fra adskillige lokale rådhuse gennem de seneste måneder i en koordineret aktion. 

Ifølge Euronews risikerer 56 personer hver fem års fængsel og en bøde på 75.000 euro for "tyverierne" af malerierne.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


26. aug. 2019 - 14:56   26. aug. 2019 - 15:36

Udland

ah@arbejderen.dk
G7-møde i Frankrig
  • Den 24.-26. august er der G7-topmøde for verdens syv største økonomier i Biarritz, Frankrig.
  • Statsledere fra USA, Frankrig, Tyskland, Italien, Japan, Storbritannien og Canada samt EU-kommissionen mødes en gang årligt for blandt andet at diskutere den globale politiske og økonomiske situation, krig og fattigdom.
  • Kampen mod ulighed er ifølge den franske vært for G7-topmødet, præsident Emmanuel Macron, et centralt tema på topmødet.
  • Med til G7-mødet er specielt inviteret Australien, Chile, Indien og Sydafrika samt Burkina Faso, Egypten, Senegal og Rwanda.