En israelsk militærdomstol gennemførte i dag det første retsmøde i sagen mod den kun 17-årige palæstinenser Ahed Tamimi, der blev anholdt den 15. december i hendes hjem nær ved Ramallah på den besatte Vestbred.
Ahed Tamimi er anklaget for tilskyndelse til vold.
Ahed Tamimi blev anholdt, efter at en video, der viser hende slå en svært bevæbnet israelsk besættelsessoldat, gik viralt. Episoden fandt sted, kort efter at israelske soldater havde skudt Tamimis teenagefætter i ansigtet.
Nu er den unge palæstinenser, der er blevet et ikon for den palæstinensiske frihedskamp verden over, anklaget for 12 forhold, hvoraf nogle daterer sig tilbage til 2016. Også Ahed Tamimis mor Nariman Tamimi er anholdt og anklaget ved en israelsk militærdomstol.
Adskillige diplomater og journalister deltog i starten af det første retsmøde ved militærdomstolen på Ofer-basen uden for Jerusalem, indtil dommeren besluttede at lukke dørene med henvisning til "Tamimis bedste".
Hendes forsvarer Gaby Lasky kritiserer dommerens beslutning, ifølge det israelske dagblad Haaretz.
– I denne sag har alle (høringer) om hendes anholdelse været afholdt for åbne døre. Selvom anklagemyndigheden sagde, at de var ligeglade med, om sagen blev ført for åbne døre, besluttede dommeren at lukke dørene, fordi han mente, det var dårligt for Ahed. Jeg tror, at dommeren mener, at det ikke er godt for domstolen, sagde Gaby Lasky.
Ahed Tamimi er blandt andet anklaget for grov vold mod soldaten, der blev slået i december 2017. Hun er desuden anklaget for trusler mod en soldat, tilskyndelse til vold på Facebook og for at kaste sten mod personer og privat ejendom.
Næste retsmøde er berammet til starten af marts. Ahed Tamimi skal være fængslet, til der er faldet dom i sagen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278