18 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Angela Merkel står svækket efter valget

Efter det tyske valg

Angela Merkel står svækket efter valget

Det højreradikale Alternative für Deutschland (AfD) nuppede en million stemmer fra kansler Angela Merkels CDU-parti men også socialdemokraterne i SPD blev voldsomt svækket. Venstrepartiet Die Linke formåede ikke at rejse et alternativ, så mange stemmer gik til AfD, kritiserer kommunister. (dn.gov.ua © (CC BY 3.0)

Valgplakat af Angela Merkel fra CDU pilles ned dagen efter forbundsdagsvalget.
FOTO: Christian Mang/Reuters/Scanpix
1 af 1

Alle større medier havde den konservative kansler Angela Merkel som sikker vinder af søndagens forbundsdagsvalg i Tyskland.

Dette er et mærkbart skifte og ikke første gang, at meningsmålinger og de store medier tager fejl af valgresultater.
Stefan Huth, redaktør

"Merkel på sejrskurs", skrev det tyske dagblad Frankfurter Allgemeine Zeitung så sent som dagen før valget og spåede, at hendes parti, CDU, fik 40 procent af stemmerne.

Men det gik anderledes. CDU gik otte procent tilbage. Det er det værste valg siden 1949.

>> LÆS OGSÅ: Unge i Berlin elsker ikke mutti Merkel

CDU mistede en million stemmer

– Dette er et mærkbart skifte. Og det er ikke første gang, at meningsmålinger og store medier tager fejl af valg. Se bare på valget i USA sidste år, siger chefredaktør Stefan Huth fra dagbladet junge Welt til Arbejderen og tilføjer, at meget få havde forudset, at Merkel ville få vanskeligheder med at danne en koalition.

CDU tabte en million stemmer til det højreradikale parti Alternative für Deutschland, der strøg ind i Forbundsdagen med 13 procent af stemmerne.

Men også det socialdemokratiske SPD tabte stort. Det mistede 470.000 vælgere til AfD og gik 5,2 procentpoint tilbage. Og partiets formand Martin Schulz meddelte, at partiet trak sig fra regeringen.

– SPD tabte på grund af sin nyliberale agenda og politik, der rammer arbejderklassen. De høster nu resultatet. mener Stefan Huth og nævner partiets ansvar for de berygtede Hartz-reformer fra 2001-2005, der "ændrede hele arbejdsmarkedet med korte arbejdskontrakter og underbetalte job til følge".

>> LÆS OGSÅ: Tyske vælgere er i tvivl

Venstrepartiet Die Linkes parlamentariske leder, Sahra Wagenknecht, bifaldt sammenbruddet for CDU og SPD.

– Den store koalition er smadret af vælgerne, den er forbi, sagde hun søndag aften ifølge tysk tv ZDF.

Alternative für Deutschland

Hovedårsagen til SPD's og CDU's nederlag var succesen for det højreradikale Alternative für Deutchland, mener Sahra Wagenknecht.

AfD propaganderede op til valget for et indvandrerstop til Tyskland. Partiet bliver nu den tredjestørste gruppe i Forbundsdagen med 84 mandater. 

I det østlige Tyskland blev partiet, der kalder sig nationalkonservativt, det andetstørste parti efter CDU med 21,5 procent af stemmerne. Det bliver det største parti i delstaten Sachsen.

"For første gang siden siden Hitler blev tysk kansler i 1933 vil vi se nazister på talerstolen", skriver dagbladet Taz, mens venstrepartiet Die Linkes leder, Rico Gebhardt udtaler, at "AfD trækker nazisterne ind i Bundestag".

Ganske rigtigt er flere af de nyvalgte AfD'ere ekstremt højreorienterede. Blandt andet sagde deres spidskandidat, Alexander Gauland, at "tyskere burde være stolte af, hvad deres soldater opnåede i løbet af Første og Anden Verdenskrig, og vi bør ikke undskylde", citerer Berliner Morgenpost fra en tale 2. september.

AfD er tydeligvis et protestpartiet – kun en tredjedel af vælgerne er virkelig overbeviste om partiets program, viser en meningsmåling, omtalt i Süddeutsche Zeitung. 60 procent sagde, at de støttede partiet som en protest – og ikke fordi de støtter dets politik.

Patrik Köbele, formand for Deutsche Kommunistiske Partei (DKP) advarer mod AfD.

– Jeg er sikker på at AfD vil gøre alt, hvad det kan, for at splitte tysk arbejderklasse fra migranter og flygtninge, siger han til Arbejderen.

>> LÆS OGSÅ: Tyske kommunister er skuffede over resultatet

Die Linke svigtede

Stefan Huth mener, at en af grundene til AfD's fremgang til dels skyldes, at venstrefløjen ikke er kommet med konkrete alternativer til den sociale nedtur.

Die Linke fik 0,6 procent flere stemmer. Partiet gik lidt frem i det vestlige Tyskland, men meget tilbage i det østlige Tyskland. AfD fik 400.000 stemmer fra venstrepartiet Die Linke, især i det østlige Tyskland. Die Linke kom med 17,1 procent efter både AfD og CDU i Østtyskland

– Die Linke forsømte at markere sig på det sociale område og fik ikke udnyttet potentialet til at sætte fattigdom og ulighed i fokus, siger han.

Uligheden er blevet meget stor i Tyskland de seneste år, tilføjer han.

>> LÆS OGSÅ: Uligheden i Tyskland er eksploderet

Han mener, at AfD klogt opstillede en "demagogi" mod eliten, det etablerede og en kritik af flygtningepolitikken.

Die LInke er en sammenslutning af det østtyske parti PDS og mindre venstresocialdemokratiske grupper fra især det vestlige Tyskland. Det er i dag en ledende kraft i Det Europæiske Venstreparti.

– Arbejderne i vest ser efterhånden Die Linke som et stabilt, socialdemokratisk parti, det er blevet et normalt parti. Men det betyder meget mere, at partiet tabte i deres hjemland i øst, siger Patrik Köbele, formand for DKP..

DKP selv opnåede kun 11.000 stemmer på landsplan, mens det maoistiske parti MLPD fik omkring 24.000.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


25. sep. 2017 - 10:31   19. dec. 2017 - 12:34

Tyskland

ah@arbejderen.dk, se@arbejderen.dk
Tysk forbundsdagsvalg 2017
  • 24. september var der valg til det tyske parlament, Forbundsdagens 598 pladser.
  • Det betød genvalg af Angela Merkel fra det konservative CDU-parti som forbundskansler.
  • CDU og dets søsterparti CSU fik 33,2 procent (-8,4 og 65 færre mandater).
  • Det socialdemokratiske SPD fik 20,4 procent (-5,2 og 40 færre mandater)
  • Det højreradikale Alternative für Deutschland fik 13 procent (+8,2 og 94 mandater)
  • FDP – liberalt: 10,7 procent (+5,9)
  • Die Linke: 10 procent: 9,1 procent (+0,6)
  • Die Grünen (borgerlig økonomisk politik, grønne visioner): 9 procent (+0.5)
  • Valgdeltagelse: 75,9 procent (+4,4)

Kilde: Valgkommissionen