Mænd er på vej ud fra Tina Employment Agency i Doyers Street i Chinatown. Inde i det lille rum sidder mænd på klapstole og venter. Bag glasset, der går næsten helt ned til skranken, sidder Tina Chan i sit lille bureau, der formidler arbejde.

Glasset og væggen bag hende er fyldt med et virvar af adresser og telefonnumre på små sedler. Det er dagens kontakter med mulige arbejdssteder. Alt er skrevet med kinesiske tegn.

En stille venten.

En brummen fra telefonen udløser blikke og uro på stolene – er det et job? Tina skriver nogle noter og skubber sedlen ud gennem den smalle sprække. Manden i den store ternede skjorte tager den, drejer om på hælene og er på vej til et muligt job.

De andre drysser af. Måske i morgen. Eller måske prøve lykken et par numre længere henne ad gaden? Nede i kælderen er der en labyrint af gange med andre små arbejdsformidlinger, frisører og udbydere af juridisk assistance.

De små arbejdsbureauer trives godt under krisen. Arbejdsløse, immigranter og arbejdsgivere, der gerne hyrer daglejere og ansætter på grå vilkår, er et match. Det menes, at der måske er 1.000 bureauer i New York City. De fleste ligger i immigrant-communities som Chinatowns og Jackson Heights/Corone i Queens.

Nervøs energi

Arbejdsformidlerne i Chinatown har et tæt netværk i og uden for New York. Det begyndte som et netværk for kineserne. Nu bruger alle dem. Taksterne afhænger af jobbets karakter. Den, der får et job uden kost, skal betale bureauet 10 % af den første månedsløn. En del latinoer bruger bureauerne i Chinatown, fordi de går for at være billigere end dem langs Roosevelt Avenue i Queens.

Chinatown har en infrastruktur til immigrantindustriens lavtlønsmarked, som også omfatter et trafikalt netværk af billige busruter. New Yorks Chinatowns er forbundet af et transportsystem med shuttlebusser direkte mellem Manhattan, Queens og Brooklyn, der samler op på centrale steder i bydelene. Også regionalt er jobmarkedet bundet sammen med busser.Trafikken fortsætter også efter, at myndighederne i foråret 2012 lukkede 26 busselskaber på grund af manglende sikkerhed.

"New York/Boston 15 $ One Way", annoncerer Lucky Star Bus i Chrystie Street. To kvinder går ind ad døren ved siden af. Chinese Staff and Workers Association (CSWA) står der på døren på anden sal. Imens arbejdsbureauer handler arbejderne som en billig vare, organiserer CSWA arbejdernes kamp for bedre arbejdsforhold og communities (Community bliver som begreb brugt meget i New York og kan betyde mange forskellige ting: et lokalområde i byen, et interessebaseret fællesskab, netværk der dækker hele byen, eller et fællesskab baseret på kultur - red.)

På vej ind slår en byge af stemmer imod os. I det store lokale sidder næsten 30 kvinder i grupper i ivrige diskussioner. Rundt om ved borde langs væggene er frivillige, der arbejder for CSWA, i gang med bunker af papirer og computere. Det er tydeligt et sted, der bliver brugt og til mange formål på én gang.

Afviklingen af New York som en industriby førte til en desorganisering af arbejderklassen.

Kvinderne arbejder på en beklædningsfabrik i New Jersey. De diskuterer, om de skal strejke. Ejeren har forbudt dem at organisere sig. Sådan er det på mange lavtlønsarbejdspladser med en arbejdstid på 12-16 timer seks dage om ugen. Arbejdsmiljøet er dårligt, og de har ingen sygesikring. Denne type arbejdspladser kaldes også for sweatshops. (1)

Forholdene kan minde om Export Processing Zones (EPZ's) blot i lille skala. Lande som Filippinerne, Taiwan og Kina har skåret store zoner ud, hvor virksomheder får skattefordele, organisationsretten er begrænset, lønnen ringe og arbejdsmiljøet dårligt. Der er nu hundreder EPZ's med næsten 70 millioner arbejdere i disse fabrikker verden over. (2)

Det er en ny følelse for kvinderne at tale om rettigheder for dem selv, stille krav og stå op imod arbejdsgiveren. De har ikke prøvet det før, og det er heller ikke uden risiko. De skal være modige. Kvinderne er opstemte og har fundet en fælles nervøs energi, der slår ud i en stemning for at sende et brev til ledelsen med deres krav om rettigheder.

Men de skal også finde ud af, hvordan de organiserer sig, så de kan holde ud. De er også nødt til at få mexicanerne og puertoricanerne med, for ledelsen har muligvis lavet en aftale med dem allerede. Fælles fodslag er en udfordring på denne type arbejdspladser.

Josephine Lee flytter sig fra den ene gruppe til den anden for at svare på spørgsmål og give råd. Hun arbejder for CSWA, der ikke er en fagforening men et arbejdercenter, der fungerer som et organiserende knudepunkt.

"Vi hjælper kvinderne og opmuntrer dem til selv at tage hånd om deres problemer og finde løsninger, frem for passivt at vente på fagforeningen, som er meget traditionel og mest organiserer fabriksarbejdere. Nu, hvor en stor del af produktionen er flyttet til Kina, ved de ikke, hvad de skal gøre. Men her er jo stadig mange arbejdere; typisk som fleksible servicearbejdere ansat på mindre arbejdspladser. Det er de nye vilkår, som vi tilpasser organiseringen til."

CSWA organiserer arbejdere i Chinatown Manhattan og i Sunset Park Brooklyn, men også andre steder.

"De kvinder, der er her i dag, er et typisk eksempel på, hvad vi laver. Det her er et center, hvor arbejdere kommer og lærer af hinanden, udvikler deres analyser og praksis. Vores primære opgaver er at få tingene til at ske og fremme organiserende initiativer. Vi har gennemført aktioner sammen med ansatte, der har blokeret deres restauranter. Vi har organiseret strejker i beklædningsvirksomheder for en 40-timers arbejdsuge, betaling for overtimer, minimumsløn, sygesikring og retten til en kollektiv aftale. Og fordi vi anser arbejderklassen for at være en ledende klasse i samfundet, rejser vi også de små virksomheders krav, selvom de byder på de dårligste arbejdsforhold og dead end jobs. Når vi tager deres problemer op, giver det os muligheder for også at skabe bedre aftaler for de ansatte. Vi anser dem som vores allierede, fordi de har samme interesser som os i forhold til de store penge, som presser os alle sammen."

Mobilisering

Chinatown og Lower East Side har traditionelt været steder, hvor der fremstilles tøj. Arbejdsstyrken har historisk skiftevis bestået af irere og tyskere, jøder og italienere og sidst kinesere.

Bag Chinatowns livlige foretagsomhed og facader med et virvar af store skrifttegn gemmer der sig nogle lange dage. Chinatown er en del af den globale økonomi. Highend-virksomheder indgår i en symbiose med en sværm af små og mindre, uformelle virksomheder og sweatshops, som producerer til priser, der er i direkte konkurrence med importerede varer fra Kina. Det kan være mindre systuer, der laver tøj og andet i små serier, hvor arbejderne bliver betalt pr. produceret enhed frem for en timeløn.

En del tøjproduktion har overlevet i New Yorks Chinatowns. (3) Virksomhederne har udnyttet deres fleksibilitet og nærheden til modeindustrien i blandt andet SoHo til at fremstille de dyre brands inden for tøj, sko og tasker. Chinatown føjer sig ind i den fleksible nye økonomi med midlertidige ansættelser og produktion via underleverandører – subcontractors – der ofte opererer på den forkerte side af loven. Arbejdere og små virksomheder er klemt i dødszonen i den globale økonomi mellem disse sweatsshops i New York og de store fabrikker med lave lønninger i Asien og Mexico. De færreste arbejder dog i Chinatown Manhattan.

"Her er der ikke mange beklædningsindustrier tilbage. De forsvandt efter 9/11 og er ikke kommet igen. Virksomhederne er gået ud af markedet, og mange arbejdere er blevet omskolet. Langt de fleste arbejder nu i restauranter og i servicebrancherne", fortæller Wing Lam, der er leder af CSWA, som han var med til at danne i 1979.

Virksomheder, der underbetaler eller ikke har ordentlige arbejdsforhold, bliver udstillet.

Afviklingen af New York som en industriby førte til en desorganisering af arbejderklassen. I USA er 12 % af arbejderne organiseret i fagforeninger. I New York er det 23 %. På de offentlige arbejdspladser er cirka 71 % organiserede, mens det i den private sektor er omkring 14 % (mod 25 % i 1986).

Organisationsprocenten i den private sektor er dobbelt så høj i Bronx som på Manhattan. Andelen af organiserede er højest inden for sundhed, undervisning og offentlig administration, socialområdet samt byggeri og transport. Afroamerikanerne har den højeste organisationsprocent med 33 %, efterfulgt af latinoerne med 23 % og hvide med 21 %. Blandt asiaterne er det kun 12 %. (4)

Wing Lam fortæller, at de store fagforeninger er meget langt fra folk. Derfor er det vigtigt for ham, at CSWA er en del af communitiet.

"Som et individ står du svagt over for en arbejdsgiver. Samlet står vi meget bedre. CSWA er en medlemsorganisation, der er ledt af en bestyrelse med 19 medlemmer, der løbende tager stilling til aktuelle spørgsmål. Som en demokratisk medlemsorganisation adskiller vi os fra mange nonprofitorganisationer, der har udpeget en bestyrelse og en stor stab, som kontrollerer for meget. Vi har en lille stab på fem. Vi er afhængige af vores medlemmer, som er med til at organisere og bringe de spørgsmål frem, arbejderne har på deres arbejdsplads eller i communitiet. Hos os har alle én stemme. Det er nødvendigt for at kunne opbygge en politisk indflydelse, der er baseret på mobilisering af mange".

I Chinatown Manhattan har de fleste virksomheder efterhånden ansat organiserede arbejdere.

"Derfor er lønningerne her også på vej op, mens de generelt er på vej ned, også i de andre Chinatowns. Det er et resultat af et koncentreret miljø med tætte netværk mellem arbejderne", fortæller Wing Lam ikke uden stolthed.

Sunset Park Chinatown er relativt ny og vokser hurtigt med nye immigranter. Her opererer virksomhederne mere skjult. De flytter ofte, hvis der er problemer med myndighederne eller arbejderne. CSWA har åbnet en afdeling i Sunset Park for at skabe et mødested og vende udviklingen der også.

Hele arbejdere

CSWA supplerer de traditionelle aktioner med community-aktiviteter. Virksomheder, der underbetaler eller ikke har ordentlige arbejdsforhold, bliver udstillet. Der laves markeringer på gaden foran virksomheden eller ved ejerens bolig.

"Vores udgangspunkt er, at arbejdere er meget mere end producenter. Arbejdere bor også, bruger deres byområde og har behov for rekreation, uddannelse, kultur, sundhed og udfoldelse. Vi anser arbejdere for at være hele mennesker med mange typer problemer og mange kvaliteter. Vi kæmper for kontrol med arbejdstiden, vores byrum og vores liv.

Det nytter jo for eksempel ikke at støtte byggerier af dyre ejerlejligheder for at skabe jobs, hvis det, der bliver bygget, er med til at ændre kvarteret til noget arbejderne, som beboere, ikke har interesse i. Mange i fagforeningen tænker kun i jobs, men ikke på den kvalitet, som jobbet har, og den rolle de spiller i samfundet. Sammenhængen mellem arbejde og den måde bysamfundet fungerer på, er vigtig. Højere huslejer i et område betyder jo, at forretningerne skal betale mere for deres lokaler. Og hvis de så sætter priserne op, skal alle betale mere for deres mad. Gentrificeringen går i gang, nye folk flytter ind og presser andre ud. Derfor er vi nødt til at se delene i det store billede og kæmpe for hele vores community."

Gennem den fælles indsats for bedre forhold bliver arbejdere til handlende individer. 

For det hele menneske har gode boliger og bymiljøer en brugsværdi, som står i modsætning til de kommercielle skyskrabere i Lower Manhattan, som huser uproduktive aktiviteter, der kun har til formål at skabe vækst i abstrakte bytteværdier. Arbejdet bør ikke være abstrakt, men have en nytte i forhold til samfundsmæssige behov. Retten til byen er også et spørgsmål om, hvad der er nødvendigt, og hvilke aktiviteter det er nyttigt at have og ikke have i en by. CSWA arbejder derfor på mange felter. Efter 9/11 deltog de i en langvarig kamp for at støtte beboernes krav om erstatning og retten til sygebehandling. Centret deltager også i arbejdet for at få bystyret til at vedtage en community-plan for et bæredygtigt Chinatown. Det har været et langt forløb.

En af de første store forandringer af Chinatown blev åbnet med dannelsen af Special Manhattan Bridge District (SMBD) i 1981. Det omfattede et område syd for East Broadway omkring ramperne til Manhattan Bridge. CSWA rejste i 1983 en sag mod City of New York for ikke at have taget spørgsmålet om gentrificering i bydelen med i deres miljøvurdering. Statens højesteret gik først imod CSWA, men i 1986 fik CSWA medhold ved appelretten, der tillagde begrebet miljøpåvirkning en mere omfattende betydning end blot luft, vand, jord og støj.

Afgørelsen betød, at fordeling af vækst, hensynet til en mulig udpresning af beboere og virksomheder fra et kvarter samt forringelse af community-kvaliteter også blev en del af miljøbegrebet. På papiret var det en markant afgørelse.

"Miljø er ikke blot ting, men relationer mellem mennesker og vores levevilkår i hverdagen", fastslår Wing Lam.

Fordi CSWA ser arbejderne som en klasse, tager de fat i flere kampfelter og forbinder dem i et længere perspektiv, der peger mod større ændringer i samfundet, og som egner sig til at samle bredt. Den hele arbejder og byen åbner for indsigter i sammenhæng og fælles handlinger ud fra en klassebevidsthed.

"Vi opmuntrer folk til at finde sammen og skabe en forståelse af, at deres problemer på arbejdspladsen skal ses i forhold til deres udlejer, hvor de bor, eller i forhold til kommunens manglende service. Det er et fælles problem, som er knyttet til de sociale og økonomiske systemer. Gennem den fælles indsats for bedre forhold bliver arbejdere til handlende individer. Vi er også opmærksomme på at udvikle de arbejdere, der tager ansvar, til ledere og organisatorer for CSWA", siger Wing Lam.

Kampen om tiden

Arbejdsdagens længde var et af arbejderbevægelsens første kampfelter. En norm med en kort arbejdsdag øger arbejdets relative værdi. For arbejderen bliver der også mere tid til uddannelse, som åbner for andre jobs, og det bliver nemmere at deltage i det sociale og kulturelle fællesskab. Men en norm, der er baseret på en lav mindsteløn, gør arbejdsdagene lange, for at arbejderen kan overleve. En for kort arbejdstid, deltid, daglejerjobs med usikre forhold eller arbejdsløshed er et eksistensproblem. I den situation kæmper arbejderne for at få del i arbejdstiden.

Wing Lam fortæller også, at flekstid og skiftehold giver rytmer, der nedbryder mennesker biologisk og udelukker arbejdere fra de sociale rytmer i communitiet. At sy i lange dage med monotone bevægelser i samme rytme og kadence i et dårligt arbejdsmiljø bliver en trussel mod kroppen.

Den finansielle elite og arbejderne har forskellige perspektiver på tid. De samme interesser, som trækker i arbejderne for at øge deres arbejdstid, agerer samtidig selv i en "tidløs tid" – timeless time (5) – og i et ekstremt tempo. Transaktioner foregår i splitsekunder via net og computere. Borgmester Bloombergs firma, Bloomberg LP, sælger "tidløs tid" til finansfolk via en Bloomberg-platform med informationer, analyser og salgsterminaler.

Den "tidløse tid" udspiller sig også på en anden måde i Chinatown og Wall Street samtidig. Chinatown har fået status som et historisk distrikt, der præsenterer den gamle historie for turister, som "et farverigt sted, hvor tiden står stille". Det er en kunstig kultur uden fortsættelse, som er lukket inde i en fortid af død tid. Eller som Marx sagde: "The tradition of all the dead generations weighs like a nightmare on the brain of the living." (6)

Wall Street derimod fanger newyorkerne i en fremtid, der modsiger det historiske Chinatown. Mens Chinatown håndteres som en fortidig tidslomme, opererer Wall Street med en fremtidsboble baseret på handel med hyperspekulative futures, hvor mulige fremtidige priser på råstoffer, fødevarer og ejendomme handles hyppigt og i et accelererende tempo i en fiktiv ballonøkonomi, der fjerner sig fra den reelle verdens værdier.

Kampen om tiden er sat på spidsen i forhold til arbejdstiden, byens rytme, og om vi skal være i nutiden eller fortiden. CSWA insisterer på her og nutiden. På at livet er i øjeblikket. Både for at modsætte sig den elastiske arbejdstid, konsekvenserne af den "tidløse tid" og spekulationer i futures samt den undertrykkende fortælling om et kvarter, hvor tiden står stille. Tiderne rammer arbejdernes samfund. Nutiden er hverdagen, og de vilkår folk lever med. Ved at insistere på samtiden for ansatte og beboere i Chinatown bliver tid og steder det fælles for de reelle konflikter og muligheder. Når samtiden bliver tydelig, bliver fremtiden håndterlig, og tiden bliver til en menneskelig ressource.

Sweat shop free zone

"Hey hey, ho ho, sweatshop labor’s got to go!" Stemmerne kommer fra hjørnet af Amsterdam Avenue og 90th Street. Bag stilladset ligger Saigon Grill. Fra onsdag til søndag i hver uge siden 2010 stod en lille skare af kvinder og mænd med grønne, gule og pink skilte på maven foran restauranten: Boycott Saigon Grill og Stop Unfair Labor Practice! De opfordrer kunder til ikke at gå ind og spise på restauranten, der har 70 ansatte.

Efter en tilsvarende aktion blev den tidligere ejer i 2008 dømt til at betale 4,3 millioner $ til sine arbejdere, fordi han havde behandlet dem dårligt. Men den nye ejer ændrede ikke forholdene, så kampen fortsatte.

"Når vi vælger vores kamp, bliver vi ved. Vi vinder, fordi vi insisterer. Det ser andre, der arbejder på samme vilkår, og som ikke har haft mod til at gå i aktion. Med omgangsskruen sender vi et budskab til andre virksomheder i nabolaget. (7) De ved nu, at vi mener det", fortæller Vincent Cao. 

Vincent Cao har været med hele vejen. Han blev fyret fra Saigon Grill da han, sammen med andre yngre ansatte, protesterede mod planerne om at fyre de ældre tjenere.

De mente, det var aldersdiskrimination. Ansatte, der får del i drikkepengene, har kun 5,12 $ i timen. De øvrige får 7,25 $ i timen. For at kunne nå op til fattigdomsgrænsen for en familie med to børn, skal husstanden arbejde 300 timer om måneden. Dem på månedsløn har mellem 1.500 og 2.500 $ om måneden. Alle har mange overtimer og får kun 1,60 $ ekstra pr. time.

Der er en tradition i New York for solidaritet. 

I New York mister ansatte i lavtlønsjob i snit 58 $ om ugen – eller 3.000 $ om året – fordi de ikke får udbetalt mindsteløn og overtidsbetaling. 315.000 ansatte i New York er berørt. Det er især ansatte i vaskerier, skønheds- og neglesaloner samt hushjælpere. (8) 

Sweatshops Out of Our Community! – Bag aktionen står National Mobilization Against Sweatshops (NMASS), der arbejder sammen med CSWA. De har vundet sympati i kvarteret blandt beboere, community-grupper, kirker og småvirksomheder, og folk holder sig væk fra restauranten, som taber penge. NMASS arbejder for en sweatshop-fri zone på Upper West Side.

"Det gælder virkelig om at få communitiet til at være en del af kampen, så de også tager hånd om de arbejdspladser, der er her. Dem, der bor her, arbejder jo også og har samme problemer, hvor de er. De ønsker ikke den slags virksomheder i deres kvarter. På grund af denne aktion har en del små virksomheder i området indgået aftaler med deres ansatte", fortæller Tracy Kwon fra NMASS.

"Ved at koble kampen for arbejdsvilkår med communitiet løfter vi det og sætter en standard, som både de ansatte og beboerne kan få glæde af. Nu taler de med hinanden om mange steder, hvor forholdene kan forbedres, og de ved mere om, hvad der sker i deres community. Dybest set bidrager vi til at skabe et bedre samfund", pointerer Tracy Kwon og fortsætter:

"Vi har ikke stået her – sommer og vinter – blot for fire arbejderes skyld eller for at knække én virksomhed. Vi ønsker at gå længere end Saigon Grill og Chinatown. Vi skal længere ud i byen med den her form for kamp. Vi er her for at løfte vilkårene generelt og forberede et større slag. Lige nu er der en god mulighed for at kæmpe mod de store kæder, der har udnyttet krisen til at fremme sweatshops over hele landet. Sweat Shop Free Zones er en model for, hvordan community og arbejdere kan finde sammen".

Arbejderes og communities' fælles kamp er en nødvendig reaktion på globalisering, dårlige arbejdsforhold og den neoliberale bys lean urbanisation, som byteoretikeren Andy Merrifield kalder det.(9)

Vincent Cao er optimist og pointerer, at sammenhængen mellem arbejdsvilkår, solidaritet på tværs af virksomheder og i forhold til kvarteret giver bedre resultater: "Der er en tradition i New York for solidaritet. Det er samtidig en tæt by, hvor vi også taler sammen i vores community. Der er en sans for det fælles og for nødvendigheden af kamp. Vi ved jo, at vores liv altid bliver bragt i krise af dem, der ejer det hele. New York er en by, hvor du kan vinde!"

 

Noter:

1. En sweatshop er en arbejdsplads med dårlige arbejdsforhold. Miljøet er dårligt med manglende udsugning. Lønnen er ringe, arbejdstiden er lang, og arbejderne får ikke løn for ’hele’ arbejdstiden m.v.

2. Trade and Employment – From Myths to Facts. ILO. 2011.

3. Det andet område for tøjproduktion på Manhattan er Midtown Garment District mellem 5th og 7th Avenue og 34th og 42nd Street.

4. The State of the Unions – A Profile of 2009-2010 Union Membership in New York City, New York State and the USA. September 2011.

5. Castells, Manuel. 1997. The Power of Identity. Blackwell Publishers. Side 125.

6. Marx, Karl. 2008. The 18th Brumaire of Louis Bonaparte. Wildside Press. Side 15.

7. Omgangsskruen er et begreb, der også blev benyttet i den tidlige danske arbejderbevægelse. Arbejderne organiserede strejker mod én arbejdsplads ad gangen for at stå stærkt og have ressourcer til den lange kamp. Den virkede fint, indtil arbejdsgiverne også organiserede sig.

8. Working Without Laws. A Survey of Employment and Labor Law Violations in New York City. 2010. http://nelp.3cdn.net/990687e422dcf919d3_h6m6bf6ki.pdf.

9. Merrifield, Andy. 2002. Dialectical Urbanism. Social Struggles in the Capitalist City. Monthely Review Press.