Imens den ukrainske hær bombede byer i Sydøstukraine og blandt andet ramte en fødeklinik, var der den 7. august atter bål og brand i Kijevs centrum. Politiets specialtropper forsøgte at fjerne de barrikader og telte, der blev rejst i vinter, men blev overrumplet af Majdan-bz'ere.

Nu betegnes Majdan-aktivisterne ikke mere som ”fredelige, demokratiske forkæmpere”, men som ”kriminelle, narkomaner og vagabonder”.

Sten og molotovcocktail røg i hovedet på betjentene. Der blev sat ild på bildæk og opført nye barrikader, som politiet undlod at storme. Dette skete kort tid efter at juntaregeringen havde overlevet sin første krise i parlamentet.

Juntaens største satsning

Siden kuppet i februar, etablerede koalitionen Fædrelandspartiet, UDAR og det nynazistiske Svoboda sig som en junta med opbakning fra en række ukrainske rigmænd, blandt andet milliardærerne Petro Porosjenko og Igor Kolomojskij, der har finansieret Majdan. Som belønning blev den førstnævnte kørt i stilling som præsident. Den anden blev guvernør med egen privathær.

I de forløbne fem måneder har juntaens største satsning ikke været reformer, men en krig mod befolkningen i Sydstukraine. Planen om en vestlig støttet, succesfuld lynkrig slog dog fejl. Tre gange har styret indkaldt reserver og hæren blev suppleret af højreradikale grupper. Men selv med en styrkemæssig overvægt har de ikke vundet krigen, der fortsat kræver nye ofre og udgifter.

Politiske uenigheder

Imens ukrainske rigmænd i løbet af foråret overførte over seks milliarder amerikanske dollars til banker på Cypern, forsøgte premierminister Arsenij Jatsenjuk (Fædrelandspartiet) i juli at skaffe penge til oprustning ved offentlige besparelser samt selskabsbeskatning og en almen krigsskat. Hans allierede fra UDAR og Svoboda var dog imod og forlod regeringskoalitionen.

Jatsenjuk indgav derfor sin afskedsbegæring, som præsident Porosjenko undlod at acceptere. Præsidenten fik regeringen til at ændre udkastet til ny skattelov, så den ikke ramte de rige, og bad parlamentet støtte regeringen. 31. juli lykkedes det Jatsenjuk at skaffe sig et flertal. Imod stemte 12 tilstedeværende kommunister (der nu figurerer som løsgængere) samt to medlemmer af Regionernes parti og to afhoppere fra Julia Timoshenkos Fædrelandsparti.

Den senere tid har vist tegn på voksende uenighed i juntaens rækker om krigens taktik, dens finansiering og pressedækning. Det viste sig især to gange, hvor præsident Prosjenko var gået med til våbenhvile.

Samtidig har chefen for Ukraines sikkerhedstjeneste Valentin Nalivajtjenko berettet om højforræderi i egne rækker. Han har fortalt om desertører og indrømmet læk af interne papirer. Der er blandt andet tale om interne dokumenter fra præsidentens kontor, hvori der – i strid med mediernes jublende meddelelser fra Østfronten – sættes tal på antallet af ukrainske desertører.

Både Nalivajtjenko og indenrigsminister Avakov opfordrede præsidenten til våbenhvile, for at få nye våben og styrker frem til frontlinjen. Da Porosjenko gik med til dette, vakte det harme blandt juntaens militante kræfter.

Bevæbnede ekstremister fra Højre Sektor har i Kijev flere gange opsøgt minister Avakov og reageret mod hans ”bløde linje”. Blandt hardlinerne er også sekretæren for det nationale sikkerhedsråd, den 43-årige Andrej Parubij. Som reaktion på præsident Porosjenkos accept af våbenhvile, valgte han den 25. juli at indgive sin afskedsbegæring.

Parubij er tidligere medstifter af et højreekstremistisk parti, men tilsluttede sig for nogle år siden Julija Timoshenko. Han havde i vinter kommandoen over Majdans paramilitære grupper, der i Kijev førte an i væbnede kampe mod politiet. Det er velkendt, at Parubij i maj måned både var i Odessa og i Mariupol umiddelbart før de tragiske mordbrande, og at han efterfølgende har bremset undersøgelsen af disse tragedier.

Det antages, at han sammen med Jatsenjuk forud for det parlamentsvalg, der snart forventes, vil bryde med sin partileder Julia Timoshenko og starte for sig selv.

Præsident Porosjenko er opmærksom på spændingerne i regeringen og manøvrerer flittigt. Forud for parlamentsvalget overvejer han, om han skal alliere sig med Jatsenjuk og Parubij eller satse på sit eget centrum-højre parti, Solidaritet, der ikke er repræsenteret i det magtfulde parlament.

Majdan

Da Majdan-aktivisterne 7. august fik jaget politiet bort, måtte Kijevs borgmester, mesterbokseren Vitalij Klitjko (partiet UDAR) selv gribe ind og få dæmpet gemytterne. Han advarede mod at ”disse kriminelle” skæmmer byens borgere. Samme tonefald bruger lokalpressen.

Nu betegnes de ikke mere som ”fredelige, demokratiske forkæmpere” og ”Ukraines stolthed”, men som ”kriminelle, narkomaner og vagabonder”. Og sågar som ”Putin-agenter”.

At juntaen nu er utryg ved Majdan, skal ses i forhold til den almene situation. I februar var Majdan ellers et demokratisk kort, man kunne spille ud for at retfærdiggøre kuppet, og de nye magthavere fortalte aktivisterne, at en revolution var gennemført.

Milliardærernes medier slog fast: ”Målet er nået” og dyrkede ihærdigt fjendebilledet af russerne som landets ydre fjende – en klassisk metode til at samle nationen.

En kendt ukrainsk journalist sagde i Hromadske TV om Østukraine: ” Set ud fra nationale interesser, har vi kun brug for områdets ressourcer. Så det letteste ville være at udrydde de 1,5 millioner mest overflødige mennesker”.

Samme slags sort tale lyder fra den fremtrædende rabiate højrepopulist, den 42-årige Oleg Ljashko, der både deltager i kampe på Østfronten og dukker op i diverse tv-talkshow i Kijev. Han har i den senere tid vundet stor popularitet som ”en ny type politiker, der ikke bare snakker, men handler”.

En ny situation

Majdan-aktivisterne fik den ønskede EU-associeringsaftale, hvorom protesterne i vinter jo startede. Men deres håb om, at et Ukraine uden Janukovitj skulle være med reformer og en ny forfatning, er ikke indfriet. Og parolen: ”For et Ukraine uden oligarker”, som lød fra Majdanpladsens talerstol, har juntaen også glemt.

Majdan har siden februar reageret kritisk overfor juntaen. Nok støtter de fleste aktivister krigen i Østukraine, men man er opmærksom på, at det nye styre – modsat alle hidtidige magthavere – ikke har formået at bevare Ukraine som en enhedsstat.

Juntaen har siden februar flere gange forsøgt at opløse Majdan. Revolutionen var jo ”gennemført”, hed det, og der hvor aktivisterne kunne gøre gavn, var nu i Østukraines skyttegrave. Der kunne de  vise deres patriotisme og loyalitet overfor styret. Imidlertid blev mange aktivister tilbage på pladsen og oplevede, at situationen er ændret.

Majdan var i vinter velforsynet. Aktivisterne fik lægehjælp, varmt mad, varme og el, telte samt varmt tøj. Desuden tog paramilitære grupper kampen op mod ordensmagten.

Det var ikke kun frivillige romantikere, der ydede denne indsats. Store penge blev investeret. Men denne støtte forsvandt, da juntanen kom til magten. At Majdan så fortsatte – også trods indgreb fra politi og paramilitære grupper – irriterer juntaen.

Meget tyder på at skuffelsen breder sig blandt aktivisterne – lige som efter den opreklamerede ”orangerevolution” i 2004. De oplever, at håbet om et bedre liv atter blot førte til, at en ny klan kom til magten. Og blandt de nye magthavere er der flere, der kan tænkes at vil fiske i rørt vande og vil appellere om støtte hos Majdans aktivister. Det gælder både guvernør-milliardæren Igor Kolomojskij og den føromtalte excentriske højrepopulist Oleg Ljashko.

Vestukraine - et nyt urocenter

Kort før Vitalij Klitjkos besøg på Majdan havde soldatermødrenes bevægelse ”Anti-vojna” (Imod Krig) demonstreret foran præsidentens kontor i Kijev. De blev overfaldet af højreekstremister.

Disse mødre har nu dannet aktionsgrupper i flere regioner; selv i Vestukraine, der vælgermæssigt er højrenationalisternes højborg. Også der bliver der nu – som reaktion på mange dræbte lokale soldater i Østukraine – reageret mod krigen.

Det fik forleden den nystiftede lokale bataljon af frivillige til – ifølge infoodessa.com – at nedlægge våbnene. De vender nu hjem og vil nøjes med hjemmeværnsopgaver.