Den brasilianske regering har været under stort pres det seneste års tid fra både højre og venstre. Og hele verden har haft fokus på VM-værterne.

Arbejderen har snakket med Alfredo Saad-Filho om den politiske situation i Brasilien og om de protester vi har hørt så meget om det sidste års tid.

Alfredo Saad-Filh frygter, at det konstante pres på regeringen ikke vil føre til en socialistisk omvæltning, men en højreorienteret elitær regering.

Han er professor i økonomi ved University of London, og han er bekymret over den ensidige dækning af uroen i Brasilien, som de vestlige medier tilbyder. Han mener, at det er vigtigt at huske på de fremskridt, der er sket i Brasilien i de 11 år Arbejderpartiet har været ved magten.

Protesterne

Protesterne startede i juni 2013, og den måde de eksploderede på kom ifølge Alfredo Saad-Filho bag på alle, både venstrefløjen, højrefløjen og regeringen.

– Protesterne startede fra venstrefløjen med krav om forbedringer i den offentlige sektor, men senere blev protesterne overskygget af middelklassen, forklarer Alfredo.

Noget af det, der karakteriserede middelklassens protester var, at de var ekstremt uorganiserede og decentraliserede. Under de enkelte demonstrationer var der ingen ledelse, og beslutninger blev taget på stedet.

Flere gange endte protesterne i konfrontationer med brutal politivold til følge.

Et andet kendetegn ved middelklassens protester var de mange vage slogans, som blandt andet omfattede "Brasilien må forandres nu!", "Bed en bøn for Brasilien" og "Stop korruptionen, eller vi stopper landet".

– Et af de slogans, der karateriserede middelklassens protester, var anti-korruption. Selvfølgelig er der problemer med korruption, og selvfølgelig er alle imod korruption. Men ingen nævner fortidens korruptionsskandaler. Korruption var meget mere omfattende under tidligere elitære regeringer end under Arbejderpartiet, forklarer økonomiprofessoren.

Han henviser til ekstreme korruptionsskandaler, da Brasiliens Socialdemokratiske Parti (PSDB) i 1990'erne gennemførte omfattende privatiseringer af statsejede virksomheder. Alfredo Saad-Filho omtaler perioden som overgangen til nyliberalisme.

90'ernes korruptionsskandaler blev ikke taget op i medierne, og de blev aldrig efterforsket. Og netop medierne spiller en central rolle, mener professoren.

Medierne kontrolleres stort set af det, som Saad-Filho kalder, det 'ny liberale bourgeoisie', hvis interesser er tæt forbundet med udenlandsk eller global kapital. Sammen med den brasilianske middelklasse er denne gruppe og deres store medier stærkt kritiske overfor den politik, som Dilma Rousseffs regering fører.

– Sidste års protester var en eksplosion af frustration. Hadet til Arbejderpartiet og Dilma Roussef er ekstremt, påpeger Alfredo.

Han nævner ikke VM i fodbold, når han taler om protesterne, for han mener ikke, at det er centralt for forståelsen af protesterne. VM-værtsskabet, forklarer han, var ekstremt populært, da det blev offentliggjort i 2007.

Dengang kørte økonomien, og optimismen var stor. En svækkelse af økonomien og den elendige administration af VM-værtsskabet har betydet, at det er blevet mindre populært og genstand for protester, mener han.

Fremskridt for de nederste lag

Arbejderpartiet vandt første gang præsidentposten i 2003 under ledelse af Lula da Silva. Inden da havde partiet, som traditionelt var støttet af arbejderbevægelsen, bredt dets politik ud med det formål at vinde regeringsmagten. Arbejderpartiet blev i højere grad et reformistisk socialdemokratisk parti.

Samtidig indgik partiet også en alliance med det 'nationale bougeoisie', som består af eksempelvis ejere af landets produktionskoncerner og ledende kapitalister indenfor byggeri og fødevarproduktion, forklarer han.

– Middelklassen presses af Arbejderpartiets regering. De fleste fremgange kommer de laveste lag og det nationale bourgeosi til gode, konstaterer Alfredo Saad-Filho

Han fremhæver især de sociale reformer, der er gennemført i løbet af det sidste årti. Under den tidligere præsident Lula da Silva, som første gang blev valgt som præsident i 2003, skete der en omfattende udvidelse af de sociale programmer.

Bolsa Familia

I 2003 etablerede regeringen programmet Bolsa Familia, som kan oversættes til familiebidrag. Programmet kom i begyndelse 3,6 millioner husholdninger til gode, mens det i dag er udvidet til at omfatte 13 millioner husholdninger eller 50 millioner mennesker, hvilket svarer til hver fjerde brasilianer.

– Der er sket ekstremt vigtige fremskridt. Den økonomiske politik har sikret hurtigere vækst og flere jobs samtidig med en kraftig stigning i mindstelønnen. Den økonomiske vækst er kommet den fattige del af befolkningen til gode. Regeringens resultater under ledelse af Arbejderpartiet er absolut ubestridelige, understreger Alfredo Saad-Filho.

I 00'erne blev der skabt 21 millioner nye jobs i Brasilien. I 90'erner var tallet 11 millioner. Uligheden er konstant blevet mindre siden 2003. Mellem 2001 og 2009 steg lønnen for den fattigste tiendedel af befolkningen med 91 procent, mens tallet for den rigeste tiendedel var 16 procent. Og mindstelønnen er steget med 48 procent.

– Hvis du har været i Brasilien for 15 år siden, og du kommer tilbage i dag, vil du kunne se, at folk går i bedre tøj, de ser bedre ud. Brasilien er et andet land end for 15 år siden.

Glem ikke 12 års fremskridt

Brasiliens organiserede arbejderbevægelse har også protesteret det seneste år. De er gået på gaden med specifikke krav om alt fra kollektiv transport til krav på konkrete arbejdsområder. Senest strejkede metroarbejderne i Sao Paolo i maj med krav om lønforhøjelse.

Mens regeringen har skabt fremskridt for de laveste lag i samfundet, fører den samtidig en nyliberal politik. Det kommer blandt andet til udtryk ved en kraftig øgning i brugen af leverandørkæder i industrien.

Denne nyliberale politik er ødelæggende for organiseringen i arbejderbevægelsen og medvirkende til, at Arbejderpartiet har distanceret sig selv fra sit historiske vælgergrundlag, mener økonomiprofessoren.

Men det er vigtigt at holde tungen lige i munden. Ethvert angreb på regeringen og Dilma Rousseff vil blive udnyttet af de store medier til at destabilisere regeringen, lyder det advarende fra Saad-Filho.

Rousseff kæmper for at blive genvalgt som præsident ved valget i efteråret, og ifølge Alfredo Saad-Filho gør arbejderbevægelsen og venstrefløjen klogt i at støtte Arbejderpartiet.

– Det revolutionære venstre og arbejderklassen må støtte op om Dilma. Dette er meget vigtigt for at forsvare de sidste 10 års fremskridt.

I hans øjne vil det konstante pres på regeringen fra både højre og venstre ikke føre til en socialistisk omvæltning, men en højreorienteret elitær præsident og regering.

– En højreorienteret regering ville tilbagerulle store dele af de sociale, økonomiske og politiske fremskridt, der er opnået gennem de sidste 12 år under Arbejderpartiets ledelse, siger han og slutter:

– Dilma fører stadig i meningsmålingerne, men tendensen er nedadgående. Jeg vil ikke blive overrasket, hvis hun taber valget. Det ville være trist, men jeg vil ikke blive overrasket.