7,5 millioner mennesker arbejder for fire euro i timen i Tyskland.
Det er ikke tysk fagbevægelse, der rejser kritikken. Det er EU-kommissionen, der påpeger, at tyske arbejdsgiveres ansættelse af folk på midlertidige kontrakter til under fire euro i timen, er et problem. Fire euro er blot 30 kroner.
Sagen er ikke ny, men den blev for godt en uge siden rejst som en formel klage fra den belgiske regering over for EU-kommissionen. Belgien oplever negative konsekvenser på sit arbejdsmarked på grund af den udbredte underbetaling i Tyskland. Belgien betegner det som "løndumping" og som unfair konkurrecne, skriver BBC.
Den belgiske regering reagerer efter klager fra slagterier i Belgien. De mener, at slagterier i Tyskland truer deres eksistens. Nogle af slagterier overvejer at flytte til Tyskland for at overleve.
Danske slagteriarbejdere
Danske slagteriarbejdere har mærket problemet i flere år. Der sendes millioner af svin over grænsen for at blive slagtet i Tyskland med tab af danske arbejdspladser til følge.
- Slagteriarbejderne i Danmark skal halvere deres løn, hvis de skal dæmme op for konkurrencen fra polske kolonnearbejdere i Tyskland, sagde arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen allerede i 2009 til Ugebrevet A4.
Tyske arbejdsgiveres ansætter folk til under fire euro i timen.
For det er i til en vis grad østeuropæiske migrantarbejdere, som er med til at presse lønnen. De siger ja til midlertidige ansættelseskontrakter, der giver dem 450 euro om måneden. De slipper for at betale skat og pensionsbidrag. Og arbejdsgiveren skal ikke betale sociale bidrag for disse ansatte.
I Belgien er lønnen til lavtlønnede slagteriarbejdere 12-13 euro, altså omkring 90 kroner i timen.
- Belgien ønsker, at EU-kommissionen stopper denne illoyale konkurrence mellem landene, siger regeringens talsmand Els Bruggeman.
Problemet er vokset siden EU's udvidelse efter 2004, men også tysk arbejdsmarkedspolitik bidrager til denne løndumping.
Mini-job eller '1-euro-job' blev introduceret med den daværende Schröder-regerings HARTZ IV-lov, som åbnede for at ansætte folk for blot en euro i timen. Denne underbetaling skulle suppleres med offentlig bistand til den ansatte.
Iris Heinrich er fattig
Tyske Iris Heinrich beretter til BBC om et liv med 30 timers arbejde og en løn på under fire euro i timen efter skat.
- Jeg spørger faktisk mig selv, hvorfor jeg overhovedet gider stå op hver morgen og gå på arbejde for de 50 euro mere om måneden, som jeg får for det, siger hun.
Hun er en af Tysklands "Working poor" - altså ansatte arbejdere, der er direkte fattige, fordi lønnen er så lav.
Iris Heinrich får suppleret sin indkomst fra deltidsjobbet i en kantine med offentlig bistand. Men det er ikke østeuropæiske indvandrere, der har bragt hende ud i fattigdom.
Den tyske ordning blev modelleret efter inspiration fra Storbritannien under socialdemokraten Tony Blair. Politiken blev hentet til Tyskland af socialdemokraten Gerhard Schröder i 2005.
Tyske virksomheder har haft rigtig god gavn af denne politik, der holder lønnen nede, noterer blandt andre professor Hans Jürgens Andress fra Universitetet i Köln.
- Det er bemærkelsesværdigt, at arbejdernes indkomst ikke er vokset - i hvert fald ikke så meget som eksporteventyret for Tyskland, siger professor Andress.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278