Overalt i EU, hvor stater, kommuner eller regioner har besluttet at sælge ud af "arvesølvet" i form af bygninger, havne og selskaber til private interesser, er der opstået folkelige protester.

Det er især sket i de EU-lande, der har set de største angreb på velfærden som Grækenland, Italien, Spanien, Irland og Portugal. Regeringerne i de pågældende lande har skåret dybt i social ydelser, pensioner og offentligt ansattes lønninger og privatiseret for milliarder euro. Og endnu mere er kommet på udsalgslisten.

Især på områder, hvor salget berører almindelige mennesker direkte, er kampene blevet hårde. I Italien har kampen mod at privatisere vandet båret frugt. Indtil videre.

Italien

I juni 2011 stemmer italienerne nej til privatisering af vandforsyningen ved en folkeafstemning. Silvio Berlusconis daværende højreregering ville ellers have et ja. 26 millioner mennesker stemmer, og resultatet bliver, at 96 procent af dem siger ja til offentligt ejet vand.

100 kommuner vedtager resolutioner, som anerkender vand som "et fælles gode".

Alligevel kræver EU-kommissionen fortsat, at Italien skal i gang med at privatisere vandforsyningen. Den europæiske centralbank kræver en "omfattende, vidtrækkende og troværdig reformstrategi, herunder en fuldstændig liberalisering af lokale offentlige tjenester og erhverv«.

EU-Kommissionen skriver i en rapport den 29. november 2011, at Italien har brug for "øget konkurrence i centrale netværksindustrier. (...) Andre sektorer, såsom telekommunikation, posttjenester, vand og transport, er også væsentligt beskyttet mod fuld konkurrencepres. (...)". I hele 2012 tør premierminister Mario Monti ikke rejse spørgsmålet i Italien om privatisering af vandet, hvilket tilfredsstiller bevægelsen for at bevare vandforsyningen på offentlige hænder.

Mod EU-angreb

Paolo Rossi fra organisationen Forum Italiano dei Movimenti per l'Acqua mener, at det er nødvendigt at fastholde kampen mod EU's angreb

- Desværre er forsyning af drikkevand og forvaltning af vandressourcer underkastet "logikken i det indre marked". Men vand bør være udelukket fra enhver form for liberalisering, siger han på gruppens hjemmeside.

Erfaringerne er, at når private overtager initiativet, stiger priserne og arbejdsforholdene bliver dårligere, tilføjer han.

Grækenland

Et andet sted i EU, hvor krigen mod privatisering raser, er i Grækenland.

På havnen i Pireaus ved Cosco kæmper havnearbejderne mod den græske stats salg til et kinesisk firma.

”Ingen kinesiske arbejdsforhold på havnene” er parolen, beretter Transnational Institute, der har samlet en oversigt over privatiseringer i EU-lande og protesterne imod dem.

I Grækenlands andenstørste by, Thessaloniki, vil regeringen sælge byens vandforsyningsselskab EYATH.

EYATH betjener seks kommuner i Thessaloniki, 11 lokale samfund og over én million mennesker.

Når private overtager initiativet, stiger priserne 

Paulo Rossi

Den græske regering har besluttet at sælge 40 procent af af aktierne i EYATH på grund af de skrappe vilkår, der er fastsat af "trojkaen" af EU, IMF og EU's centralbank (ECB) som betingelse for at give landet lånepakker.

I sommeren 2011 bliver en ny folkelig bevægelse til at beskytte Thessaloniki offentlige vandsystem født. Den hedder ”Bevægelsen 136” og har til formål at stoppe salget af EYATH og fremlægge alternativer til at køre vandforsyningen videre i offentligt regi gennem demokratisk kontrol og en ikke-for-profit-politik.

Bevægelse er endda ved at oprette 16 lokale andelsselskaber, der med tiden vil kunne købe EYATH for 50 millioner euro.

I Athen er en lignende bevægelse er på gaden mod privatisering af vandet dér.

Irland

I Irland er der ifølge dagbladet Belfast Telegraph omfattende protester mod, at offentlige hospitaler skal opkræve betaling for patienternes medicin og behandling.

- Snigende privatisering, siger en sygeplejerske.

Også i Irland er privatiseringen af vand i gang. Vandforsyningen "Create Irish Water skal sælges.

Ude i flere byer ruller allerede kampagner mod salget med argumenter for, at ”skatteydernes penge skal investeres i vandinfrastruktur i stedet for at straffe husholdninger med lav indkomst via regningen”.

”No Water Charges Campaign” vender sig imod, at der allerede bliver opkrævet en form for skat på vand.

- På trods af partiet Fine Gails påstande under valgkampen om, at de gik ind for lav skat, og at Labour hævdede at forsvare de mindst velstående i samfundet, er deres første skridt at indføre en regressiv form for skat, der vil straffe personer med lave indkomster mest, siger han på gruppens hjemmeside.

Regressiv skat betyder, at de, der tjener mest, betaler forholdsvis mindre i skat end de, der tjener mindst.

Spanien

I Spanien er kampen for at bevare et af byens vandværker, Canal de Isabel II, langt fremskriden.

Dette selskab leverer vand til seks millioner mennesker i Madrid. 180.000 borgere har allerede deltaget i høringer arrangeret af lokale borgergrupper og ungdomsgruppen M-15 (Indignados).

I Spaniens andenstørste by Barcelona skal vandforsyningen også privatiseres. 85 procent af aktierne i vandforsyningsselskabet Agbar i Barcelona skal ejes af private ejerskab.

Men græsrodsbevægelsen Plataform Aigua és Vida (AEV) - som består af 28 organisationer og beboerforeninger, fagforeninger og miljøforkæmpere - udfordrer privatiseringen

- Vand er en forudsætning for liv, og adgang til drikkevand og ordentlige sanitære forhold er anerkendt som en grundlæggende rettighed af FN. Vandet er for alle. Desværre insisterer private virksomheder og Spaniens politiske ledelse på retten til profit for nogle få i stedet for fællesskabets interesser i grundlæggende sociale ydelser, siger Luis Rabell fra Sammenslutningen af Nabo-Komiteer i Barcelona, som er med i vandbevægelsen Plataform Aigua és Vida (AEV).