25 Nov 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Boris Johnson vil forbyde at forlænge brexitaftalen efter 2020

Øget pres på EU

Boris Johnson vil forbyde at forlænge brexitaftalen efter 2020

Storbritanniens konservative premierminister fremlægger på fredag sin brexitlov, der skal sikre, at briterne forlader EU den 31. januar. Boris Johnson har føjet en ny bestemmelse til, der forbyder at forlænge brexitaftalen, hvis Storbritannien og EU ikke bliver enige om en endelig skilsmisseaftale.

Boris Johnson poserer under et vælgermøde i London dagen før valget sidste torsdag.
FOTO: Ben Stansall/AFP/Ritzau Scanpix
1 af 1

På fredag fremlægger premierminister Boris Johnson regeringens brexitlov for Underhuset, som ventes både at første- og andenbehandle loven på dagen. Det skal sikre, at loven kan nå at blive vedtaget i Overhuset inden den 31. januar, så Storbritannien forlader EU denne dag. 

Men Boris Johnson har skærpet lovforslaget, siden det første gang blev præsenteret for Underhuset i oktober – før parlamentsvalget.

Vores manifest gjorde det klart, at de ikke vil forlænge overgangsperioden, og den nye lov om tilbagetrækning vil forbyde, at regeringen accepterer nogen form for forlængelse.
En kilde tæt på Boris Johnson

Brexitaftalen gælder kun i en overgangsperiode, indtil Storbritannien og EU bliver enige om en endelig skilsmisseaftale. Det vil sige en frihandelsaftale, som kan omfatte alt fra økonomi, fiskeri, landbrug, regler for statsstøtte, told med mere. 

Genåbner for hårdt brexit

I overgangsperioden er Storbritannien fortsat en del af EU's toldunion og det indre marked, men uden stemmeret i EU's institutioner, blandt andet i EU's ministerråd, mens der pågår forhandlinger om den endelige aftale.

Perioden er fastsat til to år, men kan forlænges med yderligere to år, hvis forhandlingerne ikke er afsluttet. Og det er denne del af aftalen, som Boris Johnson nu vil afkorte til et år og forhindre bliver forlænget.

– Vores manifest gjorde det klart, at de ikke vil forlænge overgangsperioden, og den nye lov om tilbagetrækning vil forbyde, at regeringen accepterer nogen form for forlængelse, siger en regeringskilde ifølge det britiske dagblad The Guardian.

Dermed genåbner den konservative regering muligheden for et såkaldt hårdt brexit, hvor Storbritannien forlader EU uden en forhandlet frihandelsaftale med EU. Hvis det sker, vil forholdet til EU være reguleret af de gældende regler, som er i aftalt i Verdenshandelsorganisationen (WTO).

Et flertal i Underhuset vedtog ellers før parlamentsvalget en lov, der forbyder et hårdt brexit, men efter valget har de Konservative absolut flertal og skal ikke længere tage hensyn til andre partier i Underhuset.

Også på andre områder er Boris Johnson på tilbagetog i forhold til brexitaftalen. I oktober lovede Johnson at sikre de faglige rettigheder og miljørettigheder i den kommende brexitlov. Løftet blev dengang givet for at sikre Underhusets opbakning til brexitloven.

Men nu afviser regeringen at bekræfte, at faglige og miljørettigheder indgår i den brexitlov, som regeringen fremlægger på fredag, skriver det britiske dagblad The Independent.

Det drejer sig eksempelvis om EU's arbejdstidsdirektiv og lige løn for lige arbejde samt om maksimumsgrænsen for antallet af forurenende stoffer i luften.

Vanskelige forhandlinger

EU's chefforhandler med Storbritannien Michel Barnier tror imidlertid ikke på, at parterne kan lande en endelig aftale inden udgangen af 2020, skriver The Independent.

Ifølge netstedet euractiv.com forventer EU at indlede forhandlinger om en endelig aftale i marts. EU har allerede afvist at indgå en endelig aftale, hvis der ikke er garantier for fair konkurrence for virksomhederne i EU.

EU's krav til de kommende forhandlinger omfatter netop faglige og miljørettigheder samt statsstøtte for at sikre, at britiske vikrsomheder ikke kan sælge varer i EU billigt på grund af ringere regler for miljøbeskyttelse og faglige rettigheder.

Et andet problem i de kommende forhandlinger er Storbritanniens planer om at indgå en frihandelsaftale med USA. Den britiske regering kan blive presset til at slække reglerne i landbruget og fødevareproduktionen af USA, men det vil komme på tværs af EU's regler, skriver euractiv.com.

Tysklands kansler Angela Merkel erkender også, at forhandlingerne bliver vanskelige:

– Det vil blive kompliceret. Det hander om en række relationer fra handel, fiskeri og samarbejde om sikkerheds- og udenrigspolitik, sagde Merkel på en pressekonference efter EU-topmødet i fredags.

Artiklen kan downloades og printes i PDF her

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


18. dec. 2019 - 10:54   19. dec. 2019 - 10:41

Storbritannien

mj@arbejderen.dk
Boris Johnsons brexitaftale vedtaget
  • Tirsdag den 22. oktober 2019 vedtog det britiske Underhus premierminister Boris Johnsons brexitaftale med stemmerne 329 stemte for og 299 imod.
  • 19 medlemmer af oppositionspartiet Labour brød med partidisciplinen og stemte for Johnsons aftale.
  • Det sikrede, at aftalen blev stemt igennem.
  • Regeringen tabte dagens anden afstemning om en tidsplan for de nødvendige lovvedtagelser, som skal føre til brexit.
  • Det betyder, at Storbritannien ikke forlader EU den 31. oktober, men 31. december 2020.
  • Nu rådfører Boris Johnson sig med de øvrige ledere i EU om at udsætte deadline for brexit.
  • Allerede nu er Tyskland åben over for kortvarigt at udsætte brexit.

Kilder: The Independent, Morning Star