Den australske journalist og grundlægger af WikiLeaks, Julian Assange, er tydeligt svækket psykisk og fysisk af års isolation i Storbritannien.
Alligevel afviste en britisk domstol mandag i sidste uge at udsætte hans retssag, der kan føre til, at han bliver udleveret til USA-fængsler.
Julian Assange viste i retten nøjagtigt de samme symptomer som et torturoffer – desorient-ering og forvirring.
Craig Murray, tidligere britisk ambassadør
Her risikerer han at blive idømt 175 års fængsel for at have offentliggjort tusindvis af "klassificerede" dokumenter, som afslører amerikanske krigsforbrydelser i blandt andet Irak og Afghanistan og andre "statshemmeligheder".
Blandt andet offentliggjorde WikiLeaks en video af ubevæbnede irakiske civile og to Reuters-journalister, der bliver mejet ned af skud fra en Apache-helikopter.
Udsætter ikke retssag
Dommeren ved Westminster Magistrates Court i London afviste Assanges advokater i deres anmodning om at få sagen – der kommer for retten i februar – udsat.
>> LÆS OGSÅ: Massiv opbakning til Julian Assanges asyl
Advokaterne argumenterede med, at en vigtig retssag i Spanien, der kan gavne Assanges sag, endnu ikke er slut. Desuden fremhævede de, at Assange er dødssyg.
I retten kæmpede en tydeligt forvirret og svækket Assange med at sige sit eget navn og fødselsdato, beretter Craig Murray, der var tilhører i retssalen.
Craig Murray er forfatter, var rektor ved University of Dundee og var britisk ambassadør i Usbekistan fra 2002 til 2004.
– Jeg kan ikke tænke ordentligt, sagde Assange til dommer Vanessa Baraitser, fremgår det af Craig Murrays oplevelser, beskrevet på det norske webmedie derimot.no.
WikiLeaks-stifteren har været isoleret, siden han blev trukket ud af den ecuadorianske ambassade af britisk politi i april. Advokaterne siger, at Assanges aftagende fysiske og mentale helbred er en konsekvens af hans langvarige isolation.
>> LÆS OGSÅ: Ecuadors præsident taget i løgn om Assange
Tidligere har FN's særlige rapportør om tortur, Nils Melzer, beskrevet Assanges isolation som "tortur".
Som et torturoffer
Selv siger Craig Murray, at han var rystet over, hvor svækket Assange var i retssalen.
"Efter selv at have overværet retssager i Usbekistan og Sierra Leone med flere ofre for ekstrem tortur må jeg konkludere, at Julian (Assange red.) viste nøjagtigt de samme symptomer, som torturofre gør: Han var desorienteret og forvirret", skriver Murray.
Han tilføjer, at en af de største journalister og vigtigste dissidenter i vores tid "bliver tortureret til døde af staten lige foran vore øjne".
Craig Murray skriver, at det ikke var til at holde ud at se en af de "mest velartikulerede og hurtigste tænkere, jeg nogensinde har mødt, reduceret til et usammenhængende vrag".
Partisk dommer
Også den prisbelønnede australske journalist John Pilger var på plads i Westminister Magistrate Court.
Han skriver på netmediet for undersøgende journalistik Consortium News, at retssagen var "en farce og en skueproces".
>> LÆS OGSÅ: Assange vil udleveres til Sverige
"Den er det værste, jeg har set i mange år. Og jeg – der har overværet mange retssager og set dommerne misbruge deres positioner – er dybt rystet. Denne britiske dommer, Vanessa Baraitser, chokerede os alle. Hendes ansigtsudtryk viste skiftevis både sarkasme, arrogance og ligegyldighed", beretter John Pilger.
Det mindede om en retssag under apartheid-Sydafrika, bemærker journalisten.
Han kritiserer også, at fem udsendte embedsmænd fra USA sad bag anklagerens bord og flere gange konfererede med denne og "leverede instruktioner til ham", skriver Pilger.
CIA bestilte videoovervågning
Craig Murray er også rystet over, at han selv som person optræder på skjulte videooptagelser fra Ecuadors ambassade i London, hvor han taler med Julian Assange.
Ecuadors ambassade hyrede i 2017, efter at landets nuværende præsident Lenin Moreno kom til magten, det spanske sikkerhedsfirma UC Global til at øge sikkerheden på ambassaden og spionere mod Assange og hans advokater, der drøftede hans forsvar i retten, forklarede Assanges advokater i retten.
Men den amerikanske efterretningstjeneste CIA har skaffet sig adgang til optagelserne fra UC Global.
>> LÆS OGSÅ: Whistleblower Manning mishandlet
Materialet blev præsenteret i retten af Assanges advokater.
En retssag ruller netop nu i Spanien om netop den ulovlige spionaktivitet. Advokaterne gav i London udtryk for, at de ville have Assange-retssagen udsat i tre måneder til efter, at der er faldet dom i den spanske sag.
Advokaterne kunne også fremlægge materiale, der afslører, at CIA ønskede at kidnappe Assange på ambassaden i London.
Fascismen lurer
For John Pilger er sagen principiel.
I den britiske lov om udvisninger fra 2007 står der i paragraf 4, at "udleveringer ikke må finde sted, "hvis lovovertrædelsen er af politisk karakter" eller "politisk motiveret".
>> Læs også udleveringsloven her (engelsk, PDF)
Sagen berører fremtidens journalistik og hele demokratiet, mener han.
"Hvem vil fremover vove at afsløre noget af betydning om de vestlige regeringers forbrydelser? Hvem vil fremover fortælle offentligheden, at demokratiet er blevet undergravet af virksomhedernes autoritarisme, så det nærer fascismen?"
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278