27 Dec 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Britisk LO forbereder generalstrejke mod regeringen

Angreb på velfærd

Britisk LO forbereder generalstrejke mod regeringen

Delegerede fra fagforeningerne under britisk LO (TUC) har på deres kongres besluttet, at pålægge den nyvalgte LO-ledelse at forberede en generalstrejke for at stoppe regeringens angreb på velfærden.

Den britiske formand for transportarbejderne, Bob Crow, mener der skal resolut handling til for at forsvare britiske arbejdere mod regeringens økonomiske angreb.
FOTO: theriskyshift.com
1 af 1

Den 20. oktober går briterne på gaden for at presse den konservativ-liberale regering til at stoppe angrebene på velfærden. Det er britisk LO (TUC), der står i spidsen for protesten, men også talrige andre organisationer vil deltage i marchen, som ventes at samle hundredetusinder.

En tilsvarende march sidste efterår samlede omkring en halv million.

Men på Britisk LO's kongres i forrige uge var den holdning udbredt, at det ikke er nok blot at demonstrere. Det stopper ikke Cameron-regerigens nedskæringspolitik, som efter TUC's mening ødelægger fremtiden for befolkningen.

Derfor vedtog de delegerede en resolution, der pålægger ledelsen at "overveje og foretage praktiske forberedelser" til en generalstrejke.

Fagforeningsformand Bob Crow fra transportarbejderforbundet RMT påpegede i sin støtte til forslaget, at alle 500 delegerede kender mennesker og repræsenterer medlemmer, der "er under angreb fra denne rådne regering".

- Hvis der er nogen, der kaster spyd imod os, så kan vi ikke gøre andet end at holde vores skjolde op. Hvis det betyder generalstrejke, så lad os komme i gang og gøre det, sagde Bob Crow ifølge dagbladet Morning Star.

Talere på kongressen gjorde opmærksom på, at regeringens voldsomme nedskæringer ikke skyldes mangel på penge, for da bankerne var i pengenød, leverede regeringen straks 1300 milliarder pund.

Hvor mange af vores medlemmer bliver overhovedet 68 og kan få pension?

Bygningsarbejder Chris Murphy

Et af regeringens mange spareforslag handler om at hæve pensionsalderen til 68 år.

Det besluttede TUC-kongressen at protestere mod med en direkte henvendelse til regeringen.

- Regeringens pensionspolitik er endnu et angreb på arbejderklassen, sagde bygningsarbejder Chris Murphy.

- Efter at have arbejdet som murer, er ryggen, armene og benene smadret. Som en håndens arbejder bliver man langsommere med alderen. Og hvor mange af vores medlemmer bliver overhovedet 68 og kan få pension, lød det fra murernes delegerede.

Regeringen har bebudet besparelser på mange milliarder pund på de offentlige udgifter. Endnu er kun cirka 20 procent af nedskæringerne effektueret, så det bliver værre, og der er grund til at være klar til at  forsvare velfærden, siger Steve Gillan. Han støtter ideen om at forberede en generalstrejke - så regeringen er advaret:

- Det betyder ikke generalstrejke lige nu, men vi bør have det i vores våbenarsenal, sagde Gillan, der er formand for de britiske fængselsbetjente.

De delegerede vedtog over 80 resolutioner - heriblandt:

* at iværksætte en kampagne for at unge arbejdere melder sig i fagforening. De unge skal høre om fagbevægelsens betydning for opbygningen af det eksisterende samfund: "Du ved ikke, hvad du har, før du risikerer at miste det", bliver kampagnens titel.

* at kæmpe imod den eksploderende ulighed i det britiske samfund.

* at bankerne bør være offentligt ejede: "... en sådan ny form for bankvæsen kan spille en vigtig rolle i opbygningen af en bæredygtig økonomi", udtaler TUC.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


25. sep. 2012 - 10:59   25. sep. 2012 - 11:00

Storbritannien

se@arbejderen.dk