27 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Britisk milliardær bag støttekoncert for Guaidó

Massivt pres på Venezuela

Britisk milliardær bag støttekoncert for Guaidó

Den britiske milliardær Richard Branson har sat sig i spidsen for en støttekoncert til fordel for den selvudnævnte præsident i Venezuela, Juan Guaidó. Koncerten foregår i aften i Cúcuta, Colombia, hvorfra USA og Guaidó vil sende nødhjælp ind i Venezuela.

Arbejdere i færd med at opbygge scenen til Richard Bransons 'Venezuela Live Aid Concert' i Colombia i aften.
FOTO: Raul Arboleda/AFP/Ritzau Scanpix
1 af 1

I dag gennemfører den britiske milliardær Richard Branson en støttekoncert: Venezuela Live Aid i Cúcuta i Colombia ved grænsen til Venezuela.

Alle kunstnere optræder gratis ifølge Richard Branson, som selv er god for 4,1 milliarder dollars. 

Koncerten er ifølge Branson kommet i stand i tæt samarbejde med den selvudnævnte præsident i Venezuela, Juan Guaidó. Den finder da også sted, dagen før Guaidó gennemfører en storstilet aktion for at få 600 tons amerikansk nødhjælp ind i Venezuela fra flere grænseovergange i Colombia, "koste hvad det vil". Også i Brasilien ved grænsen til Venezuela er der lagret nødhjælp, som skal indgå i aktionen i morgen. 

Højrefløjen samles

Ifølge det britiske erhvervsmedie Argus bliver det en storslået mediebegivenhed, der overværes af flere præsidenter. Ud over Colombias højreorienterede præsident, Ivan Duque, vil de højreorienterede præsidenter fra Chile og Paraguay, henholdsvis Sebastian Piñera og Mario Abdo, samt den brasilianske udenrigsminister Ernesto Araujo deltage.

Desuden vil Luis Almagro, formand for OAS, Organisationen af Amerikanske Stater, Elliot Abrams, Donald Trumps særlige udsending for Venezuela, deltage. Endelig deltager seks konservative medlemmer af EU-parlamentet fra Spanien, Portugal og Holland. De seks blev sidste søndag nægtet indrejse til Venezuela.

De seks parlamentarikere var ifølge den latinamerikanske TV-station TeleSur på privat rejse og havde blandt andet planlagt at mødes med Juan Guaidó.

Koncerten

Bransons koncert bliver afholdt på grænsebroen Tienditas i Cúcuta, og han forventer, at 300.000 deltager. Richard Branson, der ifølge Forbes er god for 4,1 milliarder dollars, siger, at alle kunstnere optræder gratis.

Milliardæren har to formål med koncerten: Den skal indbringe 100 millioner dollars til nødlidende venezuelanere, "som bogstaveligt er døende på grund af manglende medicinsk hjælp", som Branson formulerer det over telefonen til AP fra sin private ø Necker i de Britiske Jomfruøer i Caribien.

Han håber også, det kan tvinge Venezuela til at åbne grænserne for USA's nødhjælp. Ifølge Richard Branson optræder 32 kunstnere fra Latinamerika og Europa.

Branson har hævdet, at den kendte fransk/spanske musiker Manu Chao har givet tilsagn om at spille, men det er et falsum, skrev kunstneren på Twitter i tirsdags.

Også Peter Gabriel skulle angiveligt optræde på koncerten, men det kommer næppe heller til at ske. I hver fald har ingen medier kunnet få en bekræftelse fra Peter Gabriel.

Få hundrede meter på den venezuelanske side af grænsen har Venezuelas kulturminister i hast arrangeret en to-dages musik- og kulturfestival imod den "humanitære invasion" og det USA-ledte pres på landet. Festivalen foregår under overskriften "Hands off Venezuela". 150 kunstnere optræder, ifølge nyhedsbureauet Prensa Latina.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


22. feb. 2019 - 15:00   22. feb. 2019 - 16:27

Venezuela

mj@arbejderen.dk
Juan Guaidó

  • 35 år, ingeniør og har en master i offentlig administration fra George Washington University i USA.
  • Var i 2009 med til at starte partiet Volundad Popular (Folkets Vilje).
  • Volundad Popular havde 14 mandater i det opløste parlament og er medlem af den socialdemokratiske internationale SI.
  • Blev den 5. januar 2019 udpeget som formand for Venezuelas opløste Nationalforsamling.
  • Deltog i november 2010 i et kursus i Mexico City om en plan for at vælte Venezuelas daværende præsident Hugo Chávez.
  • Den serbiske gruppe Otpor stod som arrangør af kurset.
  • Otpor finansieres af USA via den statslige bistandsorganisation USAID og National Endowment for Democracy.
  • Juan Guaidó erklærede den 23. januar 2019 sig som midlertidig præsident i Venezuela.
  • Han henviser til en paragraf i forfatningen om at påtage sig midlertidig præsidentmagt.
  • Ifølge paragraffen kan formanden for Nationalforsamlingen overtage præsidentembedet og udskrive nyvalg inden 30 dage, hvis den siddende præsident handler i strid med forfatningen eller har forladt posten. 

Kilde: grayzone.com, TeleSur