09 Dec 2021  

KBH: Overskyet, 1 °C

Britiske røde har grund til at fejre Corbyns sejr

Ny formand i Labour

Britiske røde har grund til at fejre Corbyns sejr

Labours nye formand Jeremy Corbyn er dybt rodfæstet i den progressive britiske bevægelse og har altid været synlig i dens kampe. Det forklarer den enorme goodwill, der har banet vejen til sejr, skriver the Mornings Stars Ben Chacko.

Jeg har stemt på en ny slags politik, står der på skiltene omkring Labours nye leder Jeremy Corbyn, som i dag er blevet valgt med 59,5 procent af stemmerne.
FOTO: Peter Nicholls/Reuters/Scanpix
1 af 1

Få dage efter, at Jeremy Corbyn havde bebudet, at han ville stille op til formand for Labour, sad jeg på en café med Kate Hudson, generalsekretær for Campaign for Nuclear Disarmament – kampagnen for atomafrustning.

– Det er vidunderligt, noget som hele venstrefløjen kan samles om, sagde hun.

Corbyns sejr er den stærkeste udfordring af ‘thatcherismen’ siden minearbejdernes strejke for 30 år siden.

I dag, hvor 59,5 procent har valgt Corbyn til ny leder for det britiske arbejderparti Labour, synes han momentum ustoppeligt.

En mand, der for blot et par måneder siden blev afvist som en symbolsk kandidat fra en gammeldags, socialistisk yderfløj, har nu fået flere stemmer end nogen af sine modkandidater.

Fordømmelser fra næsten hele Labours magtelite, inklusive to tidligere premierministre samt utallige eks-ministre har kun gavnet Jeremy Corbyns popularitet.

Corbin har forenet vestrefløjen

Igennem kampagnen har han ikke blot forenet venstrefløjen, som Kate Hudson forudsagde, men også vækket hundredetusinder af mennesker, som aldrig havde været politiske før, og fået dem til at lade sig registrere for at støtte ham.

Hvordan har han gjort det? Det spørger vores venner i Europa med rette om.

Justin Tallis/AFP/Scanpix

Labours nye leder er kendt som en aktiv deltager i den progressive britiske bevægelse, og sad da heller ikke stille på selve valgdagen i dag. Den brugte han nemlig til Refugees Welcome-demo i London.
Foto: Justin Tallis/AFP/Scanpix

Efter Labours nederlag ved valget i maj, var der næsten ingen af os, som kunne have forudset noget, der ligner dette.

Klokken seks om morgenen den 8. maj, da Labours nederlag stod klart, dukkede Blair-tilhængerne op på tv-skærmene for at fordømme labourleder Ed Miliband for at have trukket Labour så langt til venstre, at det kostede stemmer.

Tidlige signaler fra de senere formandskandidater Andy Burnham, Yvette Cooper og Liz Kendall – der i den britiske presse omtales som de “tre hovedkandidater” også efter Corbyns opstilling – viste, at partiets ledelse var af samme mening. Alle satte en kurs mod højre.

Men The Morning Star så anderledes på det. Vi pegede på følgende:

  • Det alt andet end socialistiske Skotlands Nationale Parti (SNP) smadrede Labour i Skotland med en meget effektiv kampagne med fokus på modstand mod nedskæringer.

  • Der var fremgang for Labour ved valget i England.

  • Og virkeligheden er, at der var flere vælgere, som blev hjemme end de, der stemte på et af de politiske partier.

Realiteten er, at stemmeafgivningen i 2015 gav et absolut flertal til de konservative med stemmer fra blot 24 procent af vælgerne. Det antyder en enorm utilfredshed med det politiske system.

Vi må ikke undervurdere de udfordringer, som venstrefløjen står med, nu hvor Corbyn har vundet.

 

Støtten til de partier, som betragtes som “mod systemet” – uanset om det gælder SNP, Ukip eller de Grønne, eksploderede. Det blev dramatisk tydeligt, da den 20-årige Mhairi Black vandt over Labour-sværvægteren Douglas Alexander, der har været Skotlands udenrigsminister.

Udviklingen viste, at det britiske politiske system har mistet folkelig støtte. Det er en udvikling, som også har vist sig ved faldende deltagelse i valgene gennem ti år samt en stadig mindre andel af stemmerne til de to “etablerede” partier – Tory (De Konservative) og Labour.

Så når en “anti-system-mand” med så solidt et renomé som Jeremy Corbyn blev en mulig leder i et af disse partier, så stod der en meget stor og beredvillig skare og ventede.

Liberale aviser har ofte givet det indtryk, at Corbyn er kommet “ud af ingenting”. Det er sandt, at han i modsætning til de andre kandidater ikke har haft ledende poster i Labour.

Han er imidlertid en af de mest erfarne og fremtrædende socialistiske parlamentsmedlemmer i landet.

Støtte fra fagbevægelsen

Corbyn har i et årti skrevet ugentlige klummer til vores avis The Morning Star, hvorfor vi naturligvis kendte ham.

Men faktisk har han været noget i retning af frontløber i nærmest enhver progressiv kampagne i Storbritannien: Formand for Stop the War Coalition, formand for gruppen af atomvåbenmodstandere i parlamentet, mangeårigt medlem af den britiske bevægelse mod apartheid, af Kampagnen for Solidaritet med Palæstina, en vedholdende modstander af NATO, en højlydt forsvarer af fagbevægelsen, forkæmper for handikappedes rettigheder.

Man kunne ikke være del af den britiske venstrefløj uden at møde Jeremy Corbyn, om det så var ved en blokade, en fredsmarch eller en demonstration mod nedskæringer.

Britiske fagforeninger er ikke ledet af drømmere. De ville ikke støtte Jeremy Corbyn, hvis de ikke troede, at han kunne styrke Labour.

Det forklarer langt hen ad vejen den store goodwill, som han kunne trække på, da han besluttede at stille op til formandsposten. En større goodwill end formodentlig nogen anden kunne mønstre.

Men hans kampagne har også fået et markant puf fremad på grund af støtten fra store dele af fagbevægelsen, herunder Storbritanniens to største fagforeninger, Unite og Unison.

Britiske fagforeninger er ikke ledet af drømmere. De ville ikke støtte Jeremy Corbyn, hvis de ikke troede, at han kunne styrke Labour.

Deres støtte til den mest venstreorienterede formandskandidat i flere generationer – måske siden partiets grundlægger, Keir Hardie i egen høje person, hænger sammen med en voksende forståelse af, at de angivelige “indrømmelser”, som labour-lederne Tony Blair, Gordon Brown og Ed Miliband kom med for at øge partiets appel til vælgerne, har været en katastrofe.

Det har været ødelæggende for landet, fordi “indrømmelserne” i praksis betød kapitulation til det nyliberale politiske program med øget privatisering og ulighed, som blev indledt af Margaret Thatcher, men som fortsatte under alle regeringer siden da.

Disse “indrømmelser” har været ødelæggende for verden, idet Labour-regeringer har hjulpet USA med uprovokeret at føre hærgende krige på Balkan, i Mellemøsten og det centrale Asien. Det har medført tab af et ukendt antal menneskeliv, ufattelig lidelse og fordrivelser – hvilket vi nu ser nogle af konsekvenserne af i dagens flygtningekrise.

Og “indrømmelserne” gav ikke engang noget afkast.

Uanset, hvad hylekoret påstår, så er Corbyn ikke en tilbagevenden til “det gamle Labour”.

Labour mistede fem millioner stemmer under Tony Blair, og disse stemmer er aldrig vendt tilbage. De er heller ikke gået til De Konservative. De fleste af dem er simpelthen holdt op med at stemme.

Labours andel af stemmerne er faldet ved alle valg fra 1997 til 2015, hvor partiet med et marginalt mere venstreorienteret program endelig fik fremgang, men ikke nok til at undgå sammenbruddet i Skotland eller De Konservatives fremgang på grund af De Liberale Demokraters implosion.

Arbejderbevægelsen har nu klart tilkendegivet, at nok er nok. En radikal udfordring af den politiske konsensus, som skader os alle, er ikke kun ønskeligt. Det er nødvendigt, hvis Labour skal undgå en definitiv nedtur.

Labours rolle set fra venstre

Labours rolle har altid været et kontroversielt emne på den revolutionære venstrefløj.

The Morning Star har altid ment, at som arbejdernes masseparti – et parti skabt af fagbevægelsen, som det fastholder vitale bånd til –  spiller Labour en betydningsfuld rolle.

Tilbage i 1920’erne ansøgte det dengang nystiftede kommunistiske parti om medlemsskab af Labour. Selvom det blev afvist af Labours højreorienterede kerne, så har der altid været tætte forbindelser mellem Labours venstrefløj og det revolutionære venstre.

Kommunisterne har spillet en central rolle med at formulere og gennemføre kampagner for politiske mærkesager, som skulle blive anerkendte sejre for Labour-regeringer; det nationale sundhedsvæsen (NHS), den sammenhængende folkeskole kan nævnes som to eksempler. Og de har uophørligt ført valgkamp for Labour ved valgene fra 1945 til 2015.

Labours tilsyneladende evige march mod højre fik mange til at konkludere, at partiet var tabt for venstrefløjen for altid. Men der er ikke vokset noget troværdigt alternativ op med den nødvendige støtte i fagbevægelsen samt appel til befolkningen.

Socialismen igen på dagsordenen

Så Jeremy Corbyns sejr skal så afgjort bydes velkommen.

Det viser den styrke, som venstrefløjen stadig har i Labour – omend ikke blandt de, der er indvalgt i parlamentet. Og hans sejr er den stærkeste udfordring af ‘thatcherismen’ siden minearbejdernes strejke for 30 år siden.

Socialisme bliver igen diskuteret som en seriøs ideologi i Storbritannien.

Vi må dog ikke undervurdere de udfordringer, som venstrefløjen står med, nu, hvor Corbyn har vundet. Et urokkeligt parlamentarisk parti, som stadig domineres af højrefløjen. En ubarmhjertig og fjendtlig presse, der ejes af en håndfuld milliardærer.

Og så naturligvis det simple faktum, at vi stadig vil leve under en stærkt højreorienteret, konservative regering, som presser nye regler igennem for at gøre det stort set umuligt at strejke og for at bryde båndene mellem fagforeningerne og Labour-partiet med den hensigt at svække partiets økonomi og dets venstrefløj.

På den anden side skal vi heller ikke undervurdere de muligheder, som hans valg giver. Uanset, hvad hylekoret påstår, så er Corbyn ikke en tilbagevenden til “det gamle Labour”.

Han taler for demokratisk, offentlig ejerskab, for demokratisering af Labours strukturer og af hele landet. Og frem for alt så udmærker hans antiimperialistiske udenrigspolitik ham og adskiller ham fra ikke blot Tony Blair men også Clement Attlee. 2)

Jeremy Corbyn er mere end pust af frisk luft. Han har potentiale til radikalt at forandre Storbritannien til det bedre.


NOTER:

1) Labour-partiet har ved dette formandsvalg inviteret ikke blot partimedlemmer til at stemme i den urafstemning, hvormed partiets formand vælges. Også støtter af partiet og vælgere har for tre pund kunnet købe sig til til stemmeret ved formandsvalget. Men partiet har oplevet, at valgprocessen er kommet ud af kontrol, og derfor har man renset ud i de personer, der har købt sig til stemmeret.

Når artiklen taler om at stemmer på en ‘sekundær kandidat’ kan fratage Corbyn sejren, hænger det således sammen: Vælgerne kan stemme på en eller flere kandidater, og prioritere deres valg; nummer 1, 2, 3, 4… Hvis en kandidat får over 50 procent af 1.-prioritets-stemmerne, så er vedkommende valgt. Hvis ikke, så lægges kandidaternes  2., 3., 4… prioritetsstemmer til med lavere og lavere stemmevægt. Det kan betyde, at Corbyn – selvom han får flest stemmer, kan blive overhalet af en anden kandidat, som har mange flere 2., 3., og 4. prioritet-stemmer.

2) Clement Attlee var Labours leder fra 1935 til 1955 og Storbritanniens premierminister fra 1945 til 1951: Han fik vedtaget en række skelsættende sociale og sundhedsmæssige love. Under hans regering blev Indien, Pakistan og andre britiske kolonier afkoloniseret.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


12. sep. 2015 - 18:01   12. sep. 2015 - 19:15

Storbritannien

Ben Chacko
Redaktør

Ben Chacko er chefredaktør på den venstreorienterede britiske avis the Morning Star.

The Morning Star er en del af det internationale avissamarbejde mellem Arbejderen, junge Welt og Zeitung vum Lëtzebuerger Vollek.

http://www.morningstaronline.co.uk/