Der står en kommunist på talerstolen:
- Vi ved, at vi står over for en fjende, som er klar til at tage de sidste 400 euro fra den langtidsarbejdsløse familie for at sikre, at bankerne kan berette, at deres fortjeneste i år blev 80 procent højere end sidste år. Menneskers nød og elendighed holder ikke kapitalisterne vågne om natten.
Arbejderklassen og den brede befolkning skal ud af opgivelse, vanetænkning og resignation.
Den første weekend i november talte generalsekretæren for De Spanske Folks Kommunistiske Parti (PCPE) ved en politisk fest i hjertet af Madrid. Ikke i hjertet af turisternes Madrid, men lidt mod syd i et arbejderkvarter, hvor det kommunistiske parti også har sit landskontor.
Carmelo Suárez talte både til partiets medlemmer, til en kreds af internationale gæster, der var mødt frem til de spanske kommunisters fest for partiets blad, Unidad y Lucha - "Enhed og kamp".
Men han talte nok mest til kvarterets beboere, som af nysgerrighed og politisk interesse var mødt op, og som Carmelo Suárez gerne ville gøre interesserede i det kommunistiske parti:
Søvnløse kapitalister
- Hvad er det, som kan gøre en kapitalist søvnløs? Jo, der er én ting, som rider alle kapitalister som en mare, og det er, at arbejderklassen igen bliver revolutionær. At arbejderklassen går med i det kommunistiske parti, og at der på deres fabrikker og virksomheder vokser tusinder af kommunistiske grupper frem, som organiserer arbejdernes kamp for magten og opbygning af socialismen.
Der behøver ikke at være fattigdom og nød - hverken i det kriseramte Spanien eller i fattige lande i syd, forsikrede Carmelo Suárez:
- Vi har en fantastisk udviklet teknologi, som menneskeheden aldrig tidligere har kendt. Vi har et produktionssystem skabt under kapitalismen, med hvilken vi ville være i stand til at levere rent drikkevand til alle mennesker i hele verden samt medicin for at helbrede sygdomme og redde tusindvis af menneskeliv hver dag. Når det ikke sker, er det alene på grund af kapitalismen og den private ejendomsret til alle disse højtudviklede produktionsmidler.
Festens deltagere blev blandt andet opfordret til at læse og abonnere på Unidad y Lucha:
- Den ideologiske kamp er helt central i dagens revolutionære kamp. Den ideologiske kamp handler om at redde arbejderklassen og hele den brede befolkning ud af opgivelse, vanetænkning og resignation. Tanker, som præger millioner af arbejdere, der ikke har fået chancen for at forstå, at der eksisterer en reel mulighed, baseret på et helt materielt grundlag, for at løse problemerne ved at indlede overgangen fra kapitalisme til socialisme.
Carmelo Suárez
At møde Carmelo Suárez giver lidt samme fornemmelse, som når man møder eller mødte de gamle danske kommunister, der var med i modstandskampen. Mild og skarp på samme tid.
De Spanske Folks Kommunistiske Parti (PCPE) er stiftet i starten af 1980'erne som et svar på, at Spaniens historiske kommunistiske parti, PCE, tilsluttede sig den såkaldte 'eurokommunisme'. PCE er i dag del af Spaniens valgallince til venstre, "Izquierda Unida" og en del af Det Europæiske Venstreparti.
Med en beslutsom kamp, hvor skraldet hobede sig op i hovedstaden, lykkedes det at afvise kravet om lønnedgang.
Modsat PCE fastholder PCPE det marxistisk-leninistiske grundlag og har modstanden mod EU og euroen som ét af partiets absolutte hovedprioriteter, siger Carmelo Suárez, som Arbejderen møder i partiets hovedkontor i Madrid en kold dag i slutningen af november. Suarez bor til dagligt i et blidere klima på De Canariske Øer.
Han har sagt ja til i en pause i Centralkomitéens møde for at fortælle, hvordan partiet arbejder og kæmper i den spanske virkelighed:
- PCPE er et kommunistisk parti, der udvikler sit direkte forhold til den spanske arbejderklasse.
- De fleste af de organisationer og partier, som tidligere havde denne holdning, har nu tilsluttet sig den reformistiske lejr og samlet sig i ”Izquierda Unida”. De er blevet en del af systemet i parlamentet, i kommunalbestyrelserne, og de har stort set lagt det direkte forhold til arbejderklassen på hylden, fortæller Carmelo Suárez.
PCPE har modsat insisteret på at udvikle et direkte forhold til arbejderklassen. Og altså ikke kun gennem fagbevægelsen og gennem andre organisationer. Det giver dag efter dag partiet en plads i arbejdernes kampe. En mulighed for at rejse kravet om en generalstrejke som svar på den politiske og økonomiske situation. En plads i blokaderne ved fabrikkerne – i strejker og konflikter ved strategiske virksomheder, forklarer generalsekretæren.
- Et eksempel er vores deltagelse i skraldemændenes strejke i Madrid i sidste uge. Vores parti og vores ungdomsorganisation var aktive og med i blokaderne.
Med skraldemænd og bagere
Skraldemændenes strejke blev ikke en total sejr, men med en beslutsom kamp over flere uger, hvor skraldet hobede sig op i hovedstaden, lykkedes det at afvise kravet om lønnedgang samt planen om at fyre flere hundrede. I stedet for fyringer blev det aftalt, at alle Madrids skraldemænd på skift skal gå arbejdsløse i 45 dage om året - på understøttelse.
Og på brødfabrikken Panrico. Her bølger kampen mod fyring af næsten halvdelen af de 4000 ansatte på fem fabrikker i landet og mod ejernes krav om lønnedgang på op til 45 procent.
- Vi er med til at organisere blokadevagten – både partiet og de unge – for at sikre, at skruebrækkerne ikke kommer ind og udføre det strejkeramte arbejde.
Men Carmelo Suárez er fjernt fra at ville foregøgle, at PCPE nok 'skal klare ærterne'. Vores parti har hårdt brug for at blive større og stærkere. Vi har brug for flere kræfter og bedre organisering, større kapacitet, understreger han.
Noget af det, som kommunisterne gør for at forbedre arbejderklassens organisering og styrke kampen, er dannelsen af CUO. Det er komitéer for arbejderenhed.
- Vi står med utroligt mange forskellige fagforeninger og faglige organisationer. Og de faglige organisationer her i Spanien involverer sig på hver sin måde i de kampe og på de områder, hvor de har foden indenfor.
I Spanien er der to håndfulde faglige LO'er og der er bogstaveligt talt et utal af små og større fagforeninger, som enten opererer helt selvstændigt eller er tilknyttet en af LO'erne.
Og i disse måneder arbejder den højreorienterede spanske regering sammen med EU for at 'gøre arbejdsmarkedet mere fleksibelt', som man kalder det. Med den nye arbejdsmarkedsreform er det nemmere at fyre ansatte, og det bliver nemt at lade overenskomster løbe ud og lade være med at indgå en ny, hvorefter arbejdsgiveren kan forhandle individuelle kontrakter med hver enkelt ansat.
CUO: Komitéer for arbejderenhed
- Partiet arbejder med en strategi, der går ud på at overvinde denne store opsplittelse i fagbevægelsen. Vores plan er at opbygge 'komitéer for arbejderenhed' CUO (Comites por la Unidad Obrera). Det er ikke en fagforening! Det er derimod et initiativ for enhed i fagbevægelsen og den faglige kamp, som man kan tilslutte sig, uanset hvilken organisation i fagbevægelsen man måtte tilhøre, forklarer Carmelo Suárez.
- Tanken er, at arbejderkomitéen på en arbejdsplads i konflikt skal være den centrale autoritet. Det er her, man skal tage beslutningerne. Det er her, arbejdsklassen kan komme til orde og skal have magten. En fagforening skal ikke kunne indgå en aftale med arbejdsgiverne, uden at aftalen er godkendt i arbejdskomitéen på virksomheden.
- Det er vores første skridt på en vej, der på længere sigt skal overvinde splittelsen i arbejder- og fagbevægelsen og sikre enheden i arbejderklassen. Skabe en enhedsorganisation på arbejdspladserne.
Det er en plan, som PCPE lagde for flere år siden på en faglig konference, som partiet indkaldte til. Det går fremad med at omsætte planen til virkelighed i minesektoren og i dele af transportsektoren, fortæller Carmelo Suárez.
Han påpeger, at krisen i Spanien, kapitalismens krise, er dyb og langvarig, og de hårde angreb på arbejderne i landet vil fortsætte. Partiet arbejder ud fra en plan om, at skabe enhed og mobilisere støtte og solidaritet med alle, der kæmper.
Det er skridt på vejen mod generalstrejken.
- Vi har gjort erfaringer med generalstrejker gennem de senere år. Vi ser, at arbejderklassen svarer positivt på opfordring til kamp. Mest når der er en ambitiøs, politisk målsætning for generalstrejken.
- Omvendt ser vi, at det er vanskeligere at mobilisere til generalstrejke, hvis hensigten med den er mindre ambitiøs og mere begrænset.
- Vi ser sådan på det, at arbejderklassens ultimative redskab er generalstrejken. Det kan bruges mod ethvert angreb fra regeringens og arbejdsgivernes side. Og det er i denne kamp, at arbejderklassen og partiet styrkes.
Men for tiden ønsker fagbevægelsen ikke at indkalde til nye generalstrejker. Derfor bruger PCPE kræfterne på konkrete kampe de steder, hvor arbejderne er i bevægelse.
- Her fremlægger vi vores politik og vores mål om arbejdermagt, siger Carmelo Suárez.
Partiets aktuelle hovedkrav er nationalisering af alle banker og andre strategiske dele af økonomien, modstand mod krig, forsvar for arbejdernes rettigheder og kamp for socialisme.
Ideologisk kamp
PCPE bider til den ideologisk kamp i det kriseramte Spanien, hvor tilliden til systemet er ringe, men hvor også den ideologiske forvirring er stor.
Kommunisterne vil oprette partigrupper på de enkelte arbejdspladser.
- Vi forklarer, at under kapitalismen kan arbejderne ikke skabe den fremtid, som den stræber efter. Under kapitalismen vil udbytningen vokse. Undertrykkelsen og og nøden vil vokse. Og derfor – helt objektivt – må arbejderklassen sætte kampen for socialismen på dagsordenen nu.
Og her adskiller PCPE sig fra Spaniens traditionelle kommunistiske parti, der ikke taler om revolution og socialisme:
- Hvis vi ser på det andet kommunistiske parti, PCE og Izquierda Unida, så er de med i Det Europæiske Venstreparti. Her taler man ikke om arbejderklassen, man taler derimod om mandlige og kvindelige medborgere, men ikke om at de tilhører en klasse, påpeger Carmelo Suárez.
- De taler ikke om arbejderklassens magtovertagelse. Hele deres forhåbning, hele deres politiske projekt er at skabe fremgang ved valgene, vinde øget plads i institutionerne og så angiveligt på et tidspunkt at vinde regeringsmagten – logisk vil det blive i en alliance med socialdemokratiet – her i Spanien altså det socialistiske parti (PSOE). De har ikke er revolutionært program.
Ung fremgang
Suárez fortæller uden at sætte tal på, at partiet oplever fremgang. Størst er den i partiets ungdomsorganisation CJC, der står for "Kollektiverne for Unge Kommunister", hvis man oversætter det direkte.
- En række kammerater kommer til partiet fra ungdomsorganisationen. De kommer politisk velskolede. Der foregår et stort uddannelses- og skolingsarbejde i ungdomsorganisationen. Også i partiet foregår der ideologisk uddannelse, tilføjer Carmelo Suárez..
Lige efter nytår lancerer PCPE en ny kampagne, som Centralkomitéen lægger sidste hånd på ved sit igangværende møde:
- Målet er at give partiet mere fodfæste på arbejdspladserne. Vi vil oprette partigrupper på de enkelte virksomheder og arbejdspladser. Her står vi alt for svagt. Her står den kommunistiske bevægelse meget svagt af historiske årsager.
Men nu gennemfører partiet sammen med ungdomsorganisationen en kampagne for at oprette 'celler' på arbejdspladserne. Organisere og styrke partiets direkte forbindelse til arbejderklassen og dens kampe.
- Det er den første store opgave for partiet i det nye år, slutter generalsekretæren.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278