08 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Centrum-venstre vakler

Stortingsvalg i Norge:

Centrum-venstre vakler

Meningsmålinger giver Høyre og den borgerlige koalition magten ved valget på mandag. Hvad er årsagen til den nuværende centrum-venstre-regerings krise?

Statsminister Jens Stoltenberg fra Arbeiderpartiet og hans såkaldt rød-grønne koalitionspartnere ser ud til at miste regeringsmagten på mandag ved Stortingsvalget.
FOTO: Commons Wikipedia
1 af 1

På mandag er en sand skæbnedag for den rød-grønne regering i Norge. Socialdemokraterne i Arbeiderpartiet er nervøse. Partiledelsen i Sosialistisk Venstreparti er utrygge. Senterpartiet bæver. Sammen har de dannet regering siden 2005 og blev genvalgt i 2009.

Men nu tyder alle meningsmålinger på, at det er slut. Det konservative parti Høyre sammen med det indvandrerfjendske parti Fremskrittspartiet, står til at få flertal sammen med andre små højrepartier på godt 55,6 procent af stemmerne.

Vi ønsker os mere beskyttelse af norske lønmodtagere mod social dumping.
Gerd Kristiansen, LO Norge

Det har givet stor uro i det politiske landskab i Norge, at Fremskrittspartiet er på tale som partner i en ny regering under Høyre-lederen Erna Solberg. Massemorderen Anders Breivik startede i øvrigt sin politiske karriere i Fremskrittspartiet, der har tråde til Dansk Folkeparti.

Hvad er årsagerne til, at statsminister Jens Stoltenbergs centrum-venstre-regering efter otte år ved magten er ude på så dybt vælgervand - at den ser ud til at indkassere en valglussing af de norske vælgere til Stortingsvalget på mandag?

Hvad siger LO?

Selvom Stoltenberg kan glæde sig over en helt ny fremgang i meningsmålingerne, er genvalget dog langt fra i hus.

Ifølge en meningsmåling fra norsk TV2, står Erna Solbergs Høyrekoalition til at få 95 af Stortingets 169 pladser. Samme måling viser også, at Stoltenbergs socialdemokratiske parti står til at blive parlamentets største.

Forkvinden for Norges LO, Gerd Kristiansen, anbefaler et genvalg af regeringen, selv om hun tilhører venstrefløjen i Arbeiderpartiet. Arbejderen fanger hende på mobilen et sted i Norge under LO’s valgturne med Arbeiderpartiet.

- Meningsmålinger er meningsmålinger. Et valg er noget andet. Vi ønsker den rød-grønne regering i endnu en periode. De har skabt arbejdspladser og opfyldt mange af fagbevægelsens krav, men der mangler meget igen at udrette, siger hun til Arbejderen.

Arbejdsløsheden var i 2005 på 4,5 procent. Den var på blot to procent i februar 2013, viser tal fra regeringen.

Hun vil ikke gå i detaljer om, hvorfor meningsmålingerne ser så triste ud for regeringen, heller ikke om den rød-grønne regering har begået fejl. Hun ønsker i stedet at advare om alternativet til en Stoltenberg-regering. En Høyre-regering under Erna Solberg.

- Det vil betyde et presset arbejdsliv for millioner, mere privatisering, det vil gå ud over lønnen og pensionen, det vil betyde flere på deltid og midlertidige ansættelser, siger Gerd Kristiansen.

Men er der noget, regeringen kunne have gjort bedre?

- Der er altid ting at udrette. Men en regering kommer ud for vanskeligheder og problemer, der dukker op. Men jeg ser gerne, at kampen mod midlertidige ansættelser bliver prioriteret højere. Og så ønsker vi os mere beskyttelse af norske lønmodtagere mod social dumping. Der er vedtaget noget beskyttelse, men vi ser gerne endnu mere, siger LO-forkvinden til Arbejderen.

Forholdet til EU

Social dumping betyder, at for eksempel østeuropæiske arbejdere får udbetalt langt lavere løn end norske ansatte, der er dækket af overenskomst. Derved bliver norsk løn presset i bund, hvilket LO vender sig imod.

Social dumping hænger sammen med Norges medlemskab af EØS-aftalen (Europæisk Økonomisk Samarbejdsområde) for lande, der ikke er medlem af EU.

Med EØS-aftalen er Norge en del af EU's indre marked. Til gengæld skal Norge  indføre alle EU's love om det indre marked, som har forrang overfor norsk lovgivning, uanset om de er i strid med norske love. Det norske Storting kan imidlertid afvise lovene, men ingen regering har indtil nu brugt af muligheden. 

LO's kongres fra 3.-7. maj i år valgte Gerd Kristiansen som ny forkvinde. Kongressen besluttede også at kræve genforhandling af Norges EØS-aftale med EU.

Hidtil har LO haft en beslutning om, at EØS-aftalen skal danne grundlag for organisationens politik europapolitik.

I LO’s afdeling i byen Trondheim mener man, at regeringen desværre lusker uden om den varme grød om EØS-aftalens betydning for den voksende sociale dumping.

Regeringen har ikke leveret varen.
Marielle Leraand, partiet Rødt

LO Trondheims næstformand Svein Åge Samuelsen er tillidsmand og fabriksarbejder på virksomheden ATEA i byen, og han kræver en meget mere markant kritik af EØS-aftalen.

- EU’s direktiver påvirker os i Norge, de berører den norske model. Hvis ikke vi som land kan få forsikringer fra EU om at blande sig udenom norske forhold, må vi kræve EØS-aftalen væk fra Norge, siger han til Arbejderen.

Han tilføjer, at Norge i stedet kan få en handelsaftale med EU. LO Trondheim kræver, at FN's ILO-konvensjoner, norske overenskomstaftaler og norsk lovgivning på arbejdsmarkedet får forrang frem for EU-regler.

Svend Haakon Jacobsen, der er formand for Norges Kommunistiske Parti, mener også, at kampen mod EØS er helt central.

- Aftalen bidrager til social dumping og undergraver fagbevægelsen, siger han til Arbejderen.

Partiet stiller op til Stortingsvalget på mandag i syv ud af 19 amter. 

Velfærd og krav

Svein Åge Samuelsen fra LO i Trondheim holder igen med sin kritik af regeringen, tilsyneladende fordi alternativet er værre.

- Det gælder om at redde velfærdsstaten, erklærer han.

Høyres statsministerkandidat Erna Solberg har under valgkampen flere gang lovet, at hun vil spare på sygesikring, sære ned i kontanthjælpen og sænke pensionerne.

Næstformanden i LO Trondheim mener, at regeringen trods alt har gennemført ”gode ting” i sin regeringsperioder, men at EU's pres på den norske regering har været stærk.

- LO og dele af fagbevægelsen har altid stillet krav til partierne og regeringerne. På det overordnede plan er vi enige med den nuværende regering om, hvordan samfundet grundlæggende skal styres – om medbestemmelse og modstand mod markedsgørelsen af samfundet, siger Svein Åge Samuelsen til Arbejderen.

LO Trondhjem har siden 2005 stillet konkrete krav til Stoltenberg-regeringen for at yde sin støtte til dem i valgkampen. Organisationen samler hundreder af fagligt aktive på den politiske venstrefløj til de tilbagevendende ”Trondheim-konferencer”.

Sekretær i LO Trondheim, John-Peder Denstad, oplyser i en mail til Arbejderen, at ”Fagbevægelsen mobiliserer for de rød-grønne partier på grundlag af svarene fra de politiske partier på konkrete faglige krav, som LO har stillet til alle partiene efter LO-kongressen i foråret”.

Jeg tror, folk måske er trætte.
Mona Wærnes, SV

”Det betyder genvalg af den rødgrønne Stoltenberg-regering, fordi regeringen har indfriet krav fra fagbevægelsen ved at give den mange vigtige værktøjer i kampen mod social dumping, som aktindsigt, regionale beskyttelseskrav, kæde-ansvar, kollektiv ret til at lægge sag an mod firmaer, der bryder reglerne og så videre”, skriver LO-sekretæren.

Han oplyser dog om, at afdelingen på den anden side er stærkt kritisk, fordi regeringen i fire tilfælde har brugt tvungen faglig voldgift mod fagbevægelsen under strejker, der handlede om vigtige krav for arbejderne.

Rødt

John-Peder Denstad mener, der mangler noget for at trække regeringen til venstre.

- For at sikre, at den rød-grønne regering kan trækkes mod venstre, vil det være vigtigt, at partiet Rødt får valgt en eller flere repræsentanter ind i Stortinget, siger han.

Netop partiet Rødt står dog ikke så godt i meningsmålingerne; 1,4 procent ifølge TV2 Norges partibarometer. Spærregrænsen er fire procent. I stedet er det Miljøpartiet, der i de seneste målinger ser ud til at score et mandat i Oslo-kredsen.

Næstformand i partiet Rødt, Marielle Leraand, mener ikke, at regeringen fører en konsekvent rød og grøn politik.

- Regeringen har ikke leveret varen. Den har ikke gjort noget ved klasseskellene i samfundet. De rige er tværtimod blevet rigere, og de fattige er blevet fattigere. I dag er der 100.000 børn, der lever i fattigdom sammen med deres familier. Regeringen har ikke gennemført nogen reformer for at ændre på klasseforskellene, siger hun til Arbejderen.

Hun mener, at regeringen ligger som den har redt.

- Når man fører højrepolitik, synes vælgerne, at de lige så godt kan stemme på et fuldtonet og erklæret højreparti. Det er absurd, fordi en ny højreregering under Solberg vil betyde forværrede forhold for vælgerne, siger hun.

Marielle Leraand beklager, at regeringen og Stortinget accepterer direktiver fra EU uden at diskutere dem.

- De bliver ikke godkendt af folket, men i ministerierne, for eksempel sundhedsdirektivet, siger hun til Arbejderen.

Næstforkvinden er klar over, at det kan være svært at forstå, at Rødt, der er søsterparti til danske Enhedslisten, ikke ser ud til at slå igennem parlamentarisk – ligesom den danske pendant.

- Hele det politiske landskab i Danmark er anderledes. Det er mere højrevendt. SF har abdiceret, og er nu et socialdemokratisk parti, mener Marielle Leraand.

SV-forsvar

I Socialistisk Venstreparti (SV) som er søsterparti til danske SF, er de godt klar over problemet med vigende meningsmålinger. SV gik i regering med Arbeiderpartiet og Senterpartiet i 2005 og blev genvalgt fire år senere. Nu ser partiet ud til at ryge under spærregrænsen med sølle 3,5 procent af stemmerne i en meningsmåling, der blev offentliggjort den 27. august af avisen Verdens Gang. I 2009 fik partiet 6,2 procent af stemmerne.

- Jeg tror, folk måske er trætte. Men vi tager diskussionen efter valget. Vi ved, at mange endnu ikke har besluttet sig for, hvad de vil stemme, og der er mange sofavælgere. Folk skal op af sofaen nu, siger Mona Wærnes til Arbejderen.

Hun er rådgiver for  SV’s parlamentsgruppe i Stortinget i spørgsmål om udenrigs- og forsvars-spørgsmål. Hun afviser, at det er SV’s udenrigspolitik, der skræmmer traditionelle venstreorienterede vælgere væk. Regeringspartiet bakkede op om, at norske F-16-fly deltog NATO's bombe krig mod Libyen i 2011.

Marielle Leraand fra Rødt mener derimod, at det netop er SV’s ”krigskurs”, der er skyld i mange af partiets problemer.

- Når to tredjedele af deltagerne på SV’s landsmøde i 2011 kan bakke op om bomber over Libyen – i strid med folkeretten - er der noget galt. De undergraver det traditionelle venstrefløjssynspunkt, at være imod krig, siger hun til Arbejderen fra et hektisk valgkampskontor i Oslo.

SV var oppe på 8,7 procent af stemmerne før Irak-krigen brød ud i 2003, men ligger altså nu under spærregrænsen. I dag mener SV, at det er klogt at holde sig ude af et angreb på Syrien uden et mandat fra FN. I sidste uge meddelte regeringen så officielt, at Norge støtter en FN-løsning på konflikten.

Kommunisterne

Svend Haakon Jacobsen fra Norges Kommunistiske Parti mener, at den rød-grønne regering i virkeligheden har ført borgerlig politik - både udenrigspolitisk og indenrigspolitisk. Det er årsagen til det truende nederlag ved valget på mandag.

- Der er ikke de store forskelle på de to fløje, den socialdemokratiske og den åbent borgerlige. Der er en vis træthed blandt vælgerne ovenpå denne regering. Det er der vel traditionelt med regeringer i dette land. Mange nordmænd er skuffede over, at intet reelt er sket på otte år med den rød-grønne regering.

- Godt nok har SV fået længere barselsorlov til mænd igennem, men samtidig oplever vi en fortsat markedsgørelse af vores sundhedsvæsen, siger formanden, der også langer ud efter Rødt, som han anser for at være "venstresocialdemokratiske" uden bid mod kapitalismen.

 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


07. sep. 2013 - 09:45   07. sep. 2013 - 09:45

Valg i Norge

Anders Fenger
Skribent
Stortinget i dag

Stortinget har 169 pladser. Valget i 2009 gav følgende mandatfordeling:

  • Arbeiderpariet: 64 mandater. 
  • Sosialistisk Venstreparti (SV): 11 mandater.
  • Senterpartiet: 11 mandater.
  • Høyre (konservativt): 30 mandater
  • Kristeligt Folkeparti: 10 mandater.
  • Venstre (liberalt): to mandater.
  • Fremskrittspartiet (indvandrerfjendsk): 41 mandater.

 

De rød-grønne

Den rød-grønne regering har fik magten efter valget i 2005 og blev genvalgt 2009. Den består af:

  • Arbeiderpartiet (socialdemokratisk)
  • Sosialistisk Venstreparti (SV) – SF’s søsterparti.
  • Senterpartiet – svarer til Det Radikale Venstre.
 
Norge
  • I dag er over 10 procent af kommunerne "fattige" og sat under statslig administration.
  • 350 000 familier lever i fattigdomsfælden.
  • Tusinder af ansatte indenfor det offentlige i selskaber som Post, de norske jernbaner NSB og Telenor har gennemført "reformer", der har givet tusinder af offentligt ansatte sparket for at spare penge.
  • På 20 år er boligprisen steget i gennemsnit med 400 procent. 
  • I juli 2011 besluttede statsminister Jens Stoltenberg, at Norge indskyder 55 milliarder norske kroner i Den Internationale Valutafond IMF. I februar 2012 blev det rapporteret om yderligere overførsler af milliarder. Alle pengene gik fra Norges nationale Oljefond, der stammer fra overskuddet fra den norske olie i Nordsøen.
  • I 2008 blev Norge verdens fjerdestørste våbeneksportør.

Kilde: Statistisk Sentralbyrå, Friheten.