I dag er store dele af Frankrig lammet af en 24-timers generalstrejke.
At skabe et kampfællesskab mellem fagbevægelsen og De Gule Veste er meget afgørende.
Dimitri Moreau, kommunist
Strejken er indkaldt af landets største franske fagorganisation CGT med 710.000 medlemmer. I indkaldelsen til strejken skriver CGT, at "måneders mobilisering fra De Gule Veste har tvunget præsident Emmanuel Macron til at give indrømmelser. Alligevel fortsætter han sin politik for at give gaver til de rige og smadre de offentlige tjenester."
>> LÆS OGSÅ: EKSMINISTER OPFORDRER TIL AT SKYDE PÅ DE GULE VEST
CGT kræver mere i lønningsposen, stop for korttidskontrakter, genetablering af købekraften, flere arbejdspladser og bedre pensioner, rapporterer dagbladet Libération.
Desuden kræver CGT lige løn for kvinder og mænd og nedsat moms på grundlæggende fornødenheder. Fagorganisationen kræver desuden formueafgiften genindført og øget beskatning af høje indkomster.
CGT indkalder også til 24-timer strejke i næste måned.
Pres for strejke
Ifølge Dimitri Moreau, der er med i ledelsen for organisationen Centret for Genskabelse af det Kommunistisk Parti i Frankrig (PRCF), bliver strejken i dag meget vigtig for de næste måneders kampe.
– At skabe et kampfællesskab mellem fagbevægelsen og De Gule Veste er meget afgørende for den videre kamp, siger han til Arbejderen.
CGT arrangerede en månedlang protest- og strejkebølge i foråret 2016 mod Macrons nedskæringer.
Strejken i dag er dog kun blevet til efter stort pres fra lokale CGT-fagforeninger, siger Dimitri Moreau og tilføjer, at CGT-ledelsen har været meget nølende med støtte til De Gule Veste.
I starten af De Gule Vestes protester sidste år sagde CGT-formand Philippe Martinez, at bevægelsen rummede fascister og racister.
– Det er noget vås. Racisterne er i meget, meget stort mindretal og tegner ikke bevægelsen, siger Dimitri Moreau, der blandt andet er med i et af de De Gule Vestes mange folkeråd i Paris.
Ifølge Libéracion var lørdagens demonstrationer fra De Gule Veste lige så store som før jul. 10.000-15.000 deltog i demonstrationen i Paris og fordømte politiets brutalitet.
Tusinder var for på gaden for 12. weekend i træk i andre byer som Tours, Valence, Marseille, Besancon, Strasbourg, Rouen, Lille, Toulouse, Saint-Quentin, Caen, Grenoble, Montpelier og Bordeaux.
Macrons afledning
Dimitri Moreau har ikke meget til overs for præsident Macrons seneste ide om en folkeafstemning. Det er ene og alene et forsøg på at stoppe De Gule Veste – en afledning, mener kommunisten.
Ifølge TV-stationen France24 overvejer Macron at udskrive folkeafstemning den 26. maj om at reducere antallet af medlemmer i parlamentet eller forkorte deres mandatperiode.
Folkeafstemningen skal finde sted samme dag som EU-parlamentsvalget.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278