6000 mennesker deltog i en demonstration i Chiles hovedstad Santiago. Det blev "en farverig march til forsvar for rent vand til alle", beretter arrangørerne

Retten til vand er et centralt politisk spørgsmål i valgkampen frem mod præsident- og parlamentsvalget den 17. november i år.

En alliance af over 100 organisationer stod bag demonstrationen i forrige uge og kravet om offentlig kontrol med vandet i Chile. Deres konkrete krav er, at en vandlov, vedtaget i 1981 under general Augusto Pinochets diktatur, bliver ophævet.

Høje vandafgifter til kunderne skaber profit i selskaberne.
Ana Maria Miranda, formand for vand- og renovationsarbejdernes fagforening

Loven privatiserede dengang vandet, og den var blot en af talrige love om privatiseringer, som blev iværksat, da Chile under Pinochet  fungerede som nyliberalismens laboratorium, hvor man gav kapitalen og markedet helt frie tøjler og reducerede staten til et minimum - bortset fra politi og militær.

En af kampagnens drivkræfter er den kendte studenterleder Camila Vallejo, der til november stillet op ved parlamentsvalget for Chiles Kommunistiske Parti.

Camila Vallejo var med til at aflevere en appel til landets konservative præsident Sebastian Piñera:

"Vi véd, at der er masser af vand i Chile, men vi oplever, at den 'dæmning', som adskiller os fra adgang til dette vand, er profit. 'Dæmningen' blev bygget med vandloven fra 198,1 med regler i forfatningen og med paragrafferne i mineaftalen med Argentina. Vi bliver ramt af en holdning om, at den regn, der falder ned fra himlen, har ejere", lyder det i brevet til præsident Piñera.

National vandkrise

Loven fra 1981, der privatiserede vandet, har ført til to sæt af problemer.

For det første at vandforsyningen i byområder er i private hænder og dyr for befolkningen.

For det andet har mineselskaber fået kontrol med områder, hvor isgletsjere - der er grundlaget for store dele af Chiles ferskvand - findes. Mineselskaberne driver rovdrift på vandressourcerne og forurener vandet i floderne.

- Vi står med en national vandkrise, siger Rodrigo Villablanca til nyhedsbureauet IPS. Villablanca er leder af den indianske befolkning i Diaguita Sierra Huachacan.

Han mener det er nødvendigt at fjerne den gamle lov fra Pinochet-tiden, fordi den definerer vand som privat ejendom, og at staten har dertil overladt denne ejendom til private virksomheder nærmest gratis.

Loven åbner for, at råderetten over vandet og vandforsyningen kan handles videre eller leases, uden at den lokale befolknings behov for vand respekteres, forklarer Villablanca.

- I Latinamerika findes de største forekomster af ferksvand i Andesbjergene. Her lever 80 procent af Chiles oprindelige befolkning, som er helt afhængige af dette vand, påpeger Rodrigo Villablanca, som selv lever i det nordlige Chile.

800 kilometer syd for hovedstaden lever Teresa Nahuelpán:

- Vores hovedkrav er at rulle vandloven tilbage, fordi den nægter os det vand, vi skal overleve på, siger aktivisten Teresa Nahuelpán fra byen Mehuin.

Sammen med vandloven udgør en mineaftale fra 1997 mellem Chile og Argentina et hovedproblem for befolkningens adgang til rent vand.

Mineaftalen overlader hele 4000 kilometer Andesbjerge til transnationle mineselskaber. Kontrakter indgået med udenlandske selskaber giver selskaberne lov til at udvinde ressourcerne og til at bruge vandet næsten uden at betale for det, fortæller Rodrigo Villablanca.

I starten af april afsagde Chiles højesteret en kendelse i en sag mellem den chilenske stat og et mineselskab. Kendelsen har skabt vrede og været med til at udløse de aktuelle protester.

Højesteret besluttede, at det ikke er ulovligt, når mineselskabet - uden at betale for det - tømmer depoter af grundvand i områder, hvor selskabet har fået tilladelse til at drive minedrift.

Og højesterets begrundelse er særdeles påfaldende, noterer nyhedsbureauet IPS, idet mineselskabet 'Sociedad Legal Minera NX Uno de Peine' slipper af sted med at bruge vandet gratis, fordi selskabets virksomhed er "at udvinde mineraler og ikke er at udnytte vandressourcerne som sådan", citerer IPS fra kendelsen.

Vand til høj pris

Det er ikke nyt, at der er kritik af Chiles lov om privatisering af vand.

Ved valgkampen i 2009 var vandforsyning også et varmt tema, hvor den daværende centrum-venstre regering under præsident Michelle Bachelet forsøgte at vinde stemmer på løfter om at gøre op med vandloven fra 1981.

Også dengang blandede fagbevægelsen sig i debatten:.

- Vi har altid ment, at vand er et alment gode, der tilhører alle chilenere, sagde generalsekretær i vand- og sanitetsarbejderens fagforening Ana Maria Miranda.

Fagforeningen oplyser, at med privatiseringen fik 99,8 procent af alle byboere adgang til rent drikkevand. Men det er opnået på bekostning af "høje afgifter til kunderne, som skaber profit i selskaberne", påpeger Ana Maria Miranda.

I landdistrikterne er der ikke nogen sikkerhed for vandforsyning, og de floder og søer, som forsyner landbefolkningen med vand, udtørrer, eller er forurenet med arsenik, aluminium, kobber, svovl og andre affaldsstoffer fra minedriften, skriver IPS.