Colombia er USA's nære allierede i Latinamerika. Alliance er blevet styrket siden USA proklamerede sin krig mod terror og intensiverede den yderligere efter terrorangrebet mod USA den 11. september 2001. 

Den såkaldte "Plan Colombia» blev offentliggjort i august 2000. Officielt havde planen til formål at ødelægge 60.000 hektar coca-marker. Som led i planen skulle der oprettes tre anti-narko bataljoner, trænet og udrustet af USA og forsynet med 60 helikoptere. USA forpligtigede sig samtidig til at betale 1300 milioner dollars i overvejende militær bistand. Formålet med planen var i første række at ramme guerillaen.

Efter angrebet på New York 11. september 2001, blev Colombia sat på USA's liste over lande, hvor «terroren skulle bekæmpes». 

Det førte til, at fredsforhandlingerne mellem regeringen og FARC brød sammen 20. februar 2002, og valget i maj blev vundet af den stærkt højreorienterede Álvaro Uribe Vélez. Han var knyttet til de højreorienterede dødspatruljer, Autodefensas Unidas de Colombia, AUC. 

I maj 2002 - straks efter Uribes valgsejr, bevilgede USA 2,6 milliarder til militære aktioner i Latinamerika.

Uribe havde under sin valgkamp erklæret, at han ville «skabe sikkerhed for alle colombianere», og selvom han talte om en hård politik mod både guerilla, højreorienterede dødspatruljer og narkobaroner, så betød Uribes forbindelser til dødspatruljer og narkobaroner, at den hårdhændede politik ensidigt blev rettet mod FARC.

I januar 2003 anmodede Uribe om direkte intervention fra USA's side i kampen mod guerillaen og paramilitære grupper, som han karakteriserede som terrorister. Samme måned ankom de første specialstyrker fra USA og blev sat ind i Arauca provinsen. De er således de første styrker fra USA, der blev aktive deltagere i borgerkrigen i Colombia.

I juli samme år anmodede 200 britiske parlamentsmedlemmer den britiske regering om at indstille militærhjælpen til Colombia på grund af de kendte tætte forbindelser mellem de statslige sikkerhedsstyrker og de paramilitære grupper i dødspatruljeorganisationen AUC.

Raul Reyes forhandler

I august 2003 fremsatte en talsmand for FARC et forslag om direkte forhandlinger mellem guerilla og regering om udveksling af fanger mellem regeringen og FARC. I et interview til tv-programmet Noticias Uno accepterede guerillalederen Raúl Reyes udpegningen af Fredshøjkommissæren Luis Carlos Restrepo til mægler. Reyes sagde, at FARC ikke ønskede at forhandle fra det skjulte eller i udlandet, men bad i stedet regeringen om at indrette en demilitariseret zone til forhandlingerne.

Uribe-regeringens svar var negativt.

I oktober samme år gik hundredetusinder af mennesker på gaderne i hele landet i protest mod Uribe regeringen. Der var tale om en af de største manifestationer i landets historie. Protesterne var koncentreret om den høje arbejdsløshed og forløb fredeligt.

Omkring tre millioner colombianere lever som internt fordrevne i deres eget land.

I juni 2005 udstedte Uribe amnesti til medlemmerne af landets paramilitære grupper - herunder de flere tusinde medlemmer af AUC, der var ansvarlig for langt den overvejende del af de foregående års menneskerettighedskrænkelser. Gennem mere end et år havde der været hemmelige forhandlinger i gang om amnesti og demobilisering mellem regeringen og AUC. Siden november 2003 var omkring 5000 medlemmer af disse dødspatruljer allerede blevet demobiliseret, og udvidelsen af amnestiloven skulle bane vej for demobilisering af yderligere 10.000 dødspatruljemedlemmer.

Regeringens totale krig har skabt et enormt internt flygtningeproblem. Omkring tre millioner colombianere lever som internt fordrevne i deres eget land.

Venezuela tilbød sig i 2007 som mægler ved fredsforhandlinger mellem FARC og den colombianske regering. Den colombianske regering spændte imidlertid ben for fredsforhandlingerne, der brød sammen. I januar 2008 erklærede Venezuelas regering officielt, at den i modsætning til USA og EU ikke betragter FARC som en terrororganisation, men som en legitim, væbnet oprørsbevægelse. Denne holdning deles af de fleste latinamerikanske lande.

Raúl Reyes dræbes

Den 1. marts 2008 gennemførte Colombias militær en angreb ind i Ecuador, udslettede en FARC lejr, og dræbte alle i lejren. Deriblandt FARC's næstkommanderende, Raúl Reyes. Angrebet skete på baggrund af sporing af en satellittelefonsamtale, Reyes havde ført. Sporingen blev foretaget af USA's efterretningsvæsen, og USA støttede umiddelbart Colombias angreb på Ecuador. Reaktionen var anderledes i resten af Latinamerika. Ecuador afbrød de diplomatiske forbindelser med Colombia, og Venezuela og Nicaragua trak deres ambassadører hjem og fordømte angrebet. Venezuela trak samtidig troppestyrker til grænsen mod Colombia.

Med drabet på Reyes lykkedes det Colombias regering at begrave Venezuelas fredsinitiativ og forhandlinger om frigivelse af FARC fanger. Reyes havde fra FARC's side været hovedperson i disse forhandlinger, og havde forhandlet med blandt andre den franske udenrigsminister Kouchner og Venezuelas præsident Hugo Chávez.  

Amnesty International rapporterede i 2009, at i den 12 måneders periode, der endte i juni 2008, blev 1515 civile dræbt i Colombia på grund af krigen i landet. De fleste blev dræbt af militæret og dødspatruljer. Amnesty tillagde FARC og den mindre befrielseshær ELN ansvaret for 189 af drabene. 46 faglige tillidsfolk var blandt de dræbte og 12 var menneskerettighedsaktivister.

USA får syv baser

Colombia og USA underskrev i 2009 en aftale, der gav USA adgang til at bruge syv militærbaser i Colombia.

Officielt er formålet at bekæmpe narkotrafikken fra Colombia til USA, og baserne skulle angiveligt erstatte den base i Manta, Ecuador, som Ecuador to år tidligere havde lukket. En række analytikere pegede imidlertid på, at ingen af de syv baser ligger ved Stillehavet, hvor Manta ellers havde haft en vigtig rolle i opsnapning af narkoflyvninger. Tre af de nye baser ligger derimod på Colombias caribiske kyst nær grænsen til Venezuela. Placering og udstyring af baserne indikerer, at de ikke skal bruges til opsnapning af narkoforsendelser, men skal bruges til at intimidere Venezuela og andre lande i området.

Tre af de nye baser ligger på Colombias caribiske kyst nær grænsen til Venezuela.

Venezuela, Ecuador og Brasilien protesterede umiddelbart mod USA's militære opbygning i regionen.

Præsident Uribe anklagede i april 2010 senator Piedad Córdoba for at være medlem af FARC. Senatoren har i en årrække fungeret som mægler mellem regering og FARC for at facilitere fangeudvekslinger mellem de to parter i landets væbnede konflikt, men trods et stærkt ønske i befolkningen om fangeudveksling, var regeringen ikke interesseret. 

FARC løslod i april på eget initiativ en række krigsfanger - tilfangetagne colombianske soldater.

Fra Uribe til Santos

I maj 2010 var der præsidentvalg i Colombia, og den siddende præsident Uribe kunne ikke stille op igen. Det kunne imidlertid hans forsvarsminister Juan Manuel Santos. Som højrefløjens kandidat vandt Juan Manuel Santos 1. runde af valget med 46,7 procen af stemmerne, mens de Grønnes Antanas Mockus fik 21,5 procent. I 2. valgrunde fik Santos 69,1 procent mens Mockus måtte nøjes med 27,5 procent. 

Santos har siden overtagelsen af regeringsmagten arbejdet på at få en fredsaftale med FARC. Han presser på for at en aftale er på plads inden nytår.

Der er præsidentvalg i maj 2014 og Santos stiller op igen.

KILDE: leksikon.org & Telesurtv.net