28 May 2022  

KBH: Spredte skyer, 14 °C

Coronapandemien afslører konsekvenser af EU's privatisering

Privat profit på sundhed kortlagt

Coronapandemien afslører konsekvenser af EU's privatisering

EU-pres på offentlige budgetter har ført til privatiseringer af eksempelvis hospitaler og plejehjem i mange EU-lande. Ny rapport sætter fokus på privatiseringens konsekvenser for landenes evne til at bekæmpe pandemier som corona.

Spanien er blevet ekstra hårdt ramt af coronavirussen. Det skyldes blandt andet besparelser på sundhedsbudgetter flere steder i Europa.
FOTO: Oscar Del Pozo/AFP/Ritzau Scanpix
1 af 1

Privatisering af sundhedsydelser, flere privathospitaler og private plejehjem i EU har forringet nationalstaternes beredskab til at tage hånd om pandemier som corona. Det konstaterer en ny rapport fra Corporate Europe Observatory (CEO), der holder et vågent øje med industriens lobbyisme i EU.

Under corona-pandemien har privathospitalernes bidrag været minimalt. De har i den grad været vant til at overlade den slags til de offentlige hospitaler.
Olivier Hoedeman, Corporate Europe Observatory

Ikke mindre end 26 millioner borgere i EU (inklusive Storbritannien) har foreløbig været smittet med corona. Heraf er 466.000 døde.

Men der er stor forskel på, hvor hårdt corona har ramt de forskellige lande i EU. En del af forklaringen er, ifølge CEO, at der er forskel på, hvor meget landene har lukket private investorer ind i deres sundhedsvæsen.

Private senge hjælper ikke coronapatienter

Ifølge OECD er andelen af de offentlige investeringer i sundhed faldet i langt de fleste lande i Europa. I flere østeuropæiske lande er de offentlige investeringers andel af de samlede investeringer i sundhed faldet med mere end 30 procent.

Samtidig er andelen af private sengepladser i EU i perioden 2007 til 2015 steget fra 17,50 procent til 20,50 procent af samtlige sengepladser i EU. Og under 10 procent af EU's privathospitaler har akutmodtagelser.

"Privathospitalerne blomstrer, mens nationale og EU-krisetiltag skærer i offentlige sundhedsbudgetter, og offentlige hospitaler bliver lukket eller solgt til private", konstaterer Corporate Europe Observatory blandt andet i sin rapport.

– EU's markedsgørelse af sundhed og pleje og pres på de offentlige budgetter har ført til øget privatisering af sundhedsydelser, forklarer Olivier Hoedeman til Arbejderen.

Han er researcher hos Corporate Europe Observatory og har været med til at udarbejdet rapporten.

Privatiseringer spænder ben

Den omfattende privatisering af sundhedsydelser har spændt ben for coronabekæmpelsen i en række EU-lande.

Privathospitalerne prioriterer nemlig de mest profitable patienter – det vil sige patienter med kroniske sygdomme samt ambulante operationer.

Privathospitalerne prioriterer ikke de mange akutpatienter og intensivpatienter, der har brug for hjælp under en pandemi som corona. De bliver overladt til det offentlige sundhedssystem – der de senere år har fået en mindre og mindre andel af det offentlige sundhedsbudget.

"Det betyder, at når en pandemi som corona rammer, kan privathospitalerne – på trods af deres fremgang i antal sengepladser – ikke afhjælpe manglen på sengepladser – især intensivsenge – i det offentlige sundhedssystem", konstaterer CEO i sin rapport.

Ifølge FN's Udviklingsprogram (UNDP) har omfanget af privatiseringer en direkte konsekvens for, hvor mange mennesker der bliver smittet og dør af corona. Jo flere penge der bliver brugt på private sundhedsløsninger desto større risiko for at blive smittet med og dø af corona.

"10 procent stigning i private sundhedsudgifter betyder 4,3 procent stigning i covid-19-tilfælde og 4,9 procent stigning i covid-19-relaterede dødsfald", vurderer UNDP i sin analyse.

UNDP konkluderer, at politiske beslutninger om at privatisere sundhedssystemer på kort sigt kan "booste effektiviteten", men på den lange bane "reducerer landenes beredskab til at bekæmpe pandemier".

Det italienske skrækscenarie

Italien var det første europæiske land, der for alvor blev ramt af corona. Kort før påske sidste år havde Italien det største antal officielt registrerede ofre for corona af alle verdens lande.

Akutmodtagelser udgør en af grundpillerne i ethvert lands sundhedsvæsen – især under en pandemi som corona.

80 procent af Italiens offentlige hospitaler har en akutmodtagelse. Til sammenligning har kun 10 procent af privathospitalerne i Italien en akutmodtagelse.

"Det er ikke overraskende, idet privathospitaler koncentrerer sig om profitable serviceydelser. Akutmodtagelser er en dyr sundhedsydelse, fordi der skal være sundhedspersonale til rådighed fuld tid uanset behovet", konstaterer Livio Garattini fra Center for Sundhedsøkonomi i Italien sammen med to andre eksperter i en opsamling af erfaringerne fra corona i Italien.

Også når det gælder intensivsengepladser, er Italiens offentlige sygehusvæsen i front med 92 procent af alle Italiens intensivsengepladser.

"Den høje andel af offentlige intensivsengepladser lader til at skyldes den lave rentabilitet ved intensivsenge, der er kendetegnet ved høje omkostninger i både ansatte og udstyr", konstaterer de tre italienske sundhedseksperter.

Antallet af akutsengepladser i Italien per 1000 indbyggere er faldet fra 7 i 1990 til 2,6 i 2015.

Ifølge EU-kommissionen er 68 procent af Italiens akutsengepladser offentlige, 4 procent er drevet af private nonprofitorganisationer, og 28 procent bliver drevet af privathospitaler med profit for øje.

Flere studier viser, at netop antallet af tilgængelige sengepladser er afgørende for at overleve corona.

Selvom privathospitalerne i årevis har sat sig på en større og større andel af de offentlige sundhedsbudgetter, så var privathospitalerne – modsat de offentlige hospitaler – hverken i stand til eller forpligtet til at hjælpe til med at tage sig af de stadigt flere borgere, der blev ramt af corona.

Først flere uger inde i pandemien vedtog den italienske regering et dekret, der tvang privathospitalerne til at tage ansvar under corona – privathospitalerne skulle naturligvis have fuld kompensation for den ekstra service.

Men det viste sig hurtigt, at privathospitalernes evne til at tage sig af patienter med corona var minimal.

Efterhånden som antallet af patienter med behov for akut hjælp steg, og brug for intensivsenge steg uge for uge, blev konsekvenserne af markedsgørelsen af den offentlige sundhedssektor tydeligere.

Privathospitalerne havde nemlig først og fremmest specialiseret sig i patienter med brug for langtidspleje (eksempelvis uhelbredelig kræft) og genoptræning. Ud af Italiens i alt 5300 intensivsenge under corona var bare 800 på privathospitaler. Det svarer til 15 procent.

– Så under coronapandemien har privathospitalernes bidrag været minimalt. De har i den grad været vant til at overlade den slags til de offentlige hospitaler", konstaterer Olivier Hoedeman fra Corporate Europe Observatory.

Lombardiet: Rig på privathospitaler – fattig på kollektiv sundhed

Før coronapandemien var sundhedssystemet i Italiens rigeste region, Lombardiet, kendt for at være i top. Lombardiets sundhedssystem blev beskrevet som et af de mest effektive i verden, og regionen markedsførte sig selv under sloganet: "Vær sund, kom til Lombardiet!"

Men så kom coronaen til Lombardiet ... Og Lombardiet blev igen verdensberømt. Ikke på sit effektive sundhedssystem, men derimod på billeder af militærkøretøjer der fjernede lig fra regionens hospitaler. Sundhedspersonale stod frem i medierne og sammenlignede situationen med krigstilstand.

I april 2020 – to måneder efter coronaen ramte Lombardiet – var 67.000 mennesker i regionen smittet med corona, hvoraf næsten 12.000 var døde. Regionen stod for 20 procent af Italiens befolkning, men for 51 procent af landets samlede coronatilfælde.

Forud var gået en omfattende privatiseringsbølge. De offentlige sygehuse og klinikker i Lombardiet skulle konkurrere med hinanden om de offentlige sundhedsbudgetter.

I perioden fra 2010 til 2020 steg privathospitalernes andel af de offentlige udgifter i Lombardiet fra 30 procent til 50 procent.

Privathospitalernes indtog betød mindre fokus på almen forebyggelse – altså at undgå at borgerne blev syge og kom på hospitalet. I stedet indførte privathospitalerne et nyt regime med massivt fokus på den enkelte patient og på at få borgerne indlagt på privathospitalerne.

Da Lombardiets hospitaler blev privatiseret, skiftede de ikke kun ejere, de skiftede også fokus. 

Lombardiets sundhedssystem blev kritiseret for at sætte behandling med profit for øje over forebyggelse og at gøre sundhed til en vare og ignorere gratis midler til forebyggelse, fordi det ikke skaber profit, konstaterer CEO.

Privathospitalernes fokus på at få så mange syge borgere indlagt betød, at da coronapandemien ramte Lombardiet, kunne coronaen hurtigt sprede sig på hospitalerne, og smittede patienter blev sendt hjem fra hospitalerne og kunne derhjemme smitte deres pårørende.

Ved siden af Lombardiet ligger Veneto-regionen. Her udgør privathospitalernes andel af det samlede sundhedsbudget kun 7 procent.

I Veneto har man satset på omfattende test, forebyggelse og oprettet særlige coronahospitaler. Lokale læger i beskyttelsesdrager har behandlet borgerne i deres eget hjem. Resultatet er, at dødeligheden i Veneto-regionen er 6 procent – tre gange lavere end i Lombardiet, hvor dødeligheden er 18 procent.

Private plejehjem

I Spanien bliver tre ud af fire plejehjem drevet af private. En af de førende private plejehjemsgiganter er DomusVi Group, der driver 135 plejehjem i Spanien. 

I marts sidste år blev 21 ældre fundet døde på DomusVi Groups plejehjem i den spanske by Alcoy. Hæren blev sat ind for at desinficere plejehjemmet og en række andre plejehjem.

– Hæren fandt ældre efterladt alene i deres senge – i nogle tilfælde endda døde, fortalte den spanske forsvarsminister Margarita Robles i nyhedsmediet Metro.

I alt er 2100 borgere på DomusVi Groups plejehjem døde med corona, ifølge Metro.

"Profitdrevne plejehjem har holdt deres omkostninger nede ved at ansætte for lidt plejepersonale, der ofte er dårligt lønnede, utilstrækkeligt uddannede. De dårligt lønnede ansatte har været nødt til at arbejde på flere forskellige plejehjem, og det har været medvirkende til at sprede virussen", konstaterer CEO i sin rapport.

Kort før coronapandemien brød ud i Spanien, viste en undersøgelse, at arbejdsbyrden blandt sygeplejersker i den private sundhedssektor var højere end i den offentlige sektor, og at lønnen for en privatansat sygeplejerske lå 20-25 procent under lønnen til en offentligt ansat sygeplejerske.

Undersøgelsen viste også, at 82 procent af sygeplejerskerne på private sygehuse og private sundhedsklinikker vurderede, at antallet af ansatte var utilstrækkeligt til at sikre kvaliteten.

Den spanske Ombudsmand for Patienter har beskrevet, hvordan private plejefirmaer har sparet på blandt andet udstyr og ansatte for at sikre overskud.

Den britiske TV-station BBC har via interviews med en række pårørende dokumenteret, hvordan ældre med coronasymptomer ikke blev isoleret, og hvordan ansatte måtte knokle uden at blive afløst, hvilket førte til længere, udmattende vagter med mangel på tilstrækkelig beskyttelse.

Presset på de offentlige sundhedsudgifter har også betydet mere løstansat plejepersonale på timebasis, der har arbejdet på flere forskellige plejehjem og dermed har været med til at sprede smitten.

Pressede hospitaler afviste ældre

Den eksplosive smitte blandt de ældre på Spaniens private plejehjem førte til et stort pres på landets hospitaler.

Da coronapandemien i Spanien var på sit højeste, blev ældre afvist på de overfyldte hospitaler. Den spanske regering udarbejdede endda retningslinjer til plejehjem og instruerede dem i ikke at henvise ældre beboere med corona til hospitalerne.

Afvisningen af de ældre på de spanske hospitaler har fået menneskeretsorganisationer som Amnesty International på banen.

– På plejehjem er ældres ret til sundhed, ret til liv og ret til ikke at blive forskelsbehandlet blevet krænket, konstaterer direktør for Amnesty i Spanien, Esteban Beltrán.

I december sidste år slog Amnesty International fast, at: "Afslag på retten til sundhedsydelser er tæt forbundet med nedskæringer og underfinansiering af sundhedsydelser i Spanien. Et årti med social- og sundhedsnedskæringer har undermineret det offentlige sundhedssystem og forværret borgernes adgang til sundhedssystemet og kvaliteten i sundhedssystemet".

Amnesty slog også fast, at selvom mange ældre bor på private plejehjem eller modtager privat plejehjælp, så "fritager det ikke staten for forpligtelsen til at beskytte de ældres menneskerettigheder" – herunder beskytte dem mod menneskeretskrænkelser begået af private virksomheder.

Ifølge Amnesty er Spaniens sundhedsbudget faldet 11,2 procent i perioden 2009 til 2018.

Den Europæiske Sammenslutning af Offentlige Fagforeninger (EPSU), der samler offentlige fagforeninger fra hele Europa, kræver nu – sammen med Den Europæiske Platform af Ældre (AGE) og Det Europæiske Handicapforum – at de mange coronarelaterede dødsfald i ældre- og plejesektoren bliver undersøgt, og at der kastes lys på forfejlede politiske beslutninger, underfinansiering, brud på menneskerettighederne og underbemanding.

Fra coronapandemiens start i januar til november 2020 er næsten 41.000 spaniere døde med corona. Heraf vurderes cirka halvdelen af dødsfaldene at være sket på plejehjem.

EU's krav 

Presset på de offentlige sundhedsbudgetter og privatiseringer af sygehuse og plejehjem, der følger i kølvandet, er ikke opstået ud af det blå.

"EU's økonomiske styring med krav til de offentlige budgetter og reformer har været en stærk motor for nedskæringer og privatisering af sundhedsydelser", konstaterer CEO.

I kølvandet på finanskrisen i 2008 og euroens krise oprettede EU en række instrumenter med det formål at indføre en strammere styring af medlemslandenes økonomier.

EU's Vækst- og Stabilitetspagt forpligter medlemslandene til maksimalt at have et underskud på de offentlige budgetter på 3 procent, og at den offentlige gæld maksimalt må udgøre 60 procent af et lands bruttonationalprodukt.

I 2011 indførte EU-kommissionen "det europæiske semester". Proceduren går ud på, at EU-kommissionen og Ministerrådet skal forhåndsgodkende landenes finanslove, inden de vedtages.

Målet med det europæiske semester er blandt andet at "sikre sunde offentlige finanser" og "støtte strukturreformer for at skabe job og vækst".

I rapporten Disciplin og Straf kortlægger det tyske parti Die Linke og GUE/NGL-gruppen i EU-parlamentet omfanget af de økonomiske krav – heriblandt krav om økonomiske nedskæringer på sundhedsvæsenet – som EU i årevis har stillet til medlemslandene.

Siden det europæiske semester blev indført i 2011, har EU-kommissionen fremsat 63 krav til regeringer om at skære i den offentlige sundhedssektor og/eller outsource eller privatisere sundhedsydelser, fremgår det af rapporten.

Det er op til EU-kommissionen at vurdere, om et lands såkaldte genopretnings- og resiliensplan lever op til kravet om at skabe vækst.

EU's mest direkte og konkrete krav til landenes offentlige sundhedssystemer kommer via de låneaftaler, som EU's Centralbank laver med lande i økonomisk nød.

I kølvandet på krisen pressede EU's Centralbank den italienske regering til omfattende nedskæringer på de offentlige sundhedssystemer. Og fra 2010 til 2015 blev antallet af offentlige akutsengepladser reduceret med 13 procent.

EU åbnede op for privates indtog i Spanien

I 2012 skrev Spanien under på en låneaftale med EU.

I aftalen lover EU et økonomisk lån til Spaniens finansielle sektor. Men lånet er ikke gratis. Ud over at lånet skal betales tilbage, stiller EU en række politiske krav til Spanien.

EU kræver blandt andet, at Spanien skal overholde "det europæiske semesters anbefalinger om at håndtere de makroøkonomiske ubalancer".

– Det åbnede døren for, at EU-kommissionen kunne gribe direkte ind i politiske beslutninger om offentlige sundhedsbudgetter, samme år – 2012 – som Spanien underskriver låneaftalen med EU, konstaterer Olivier Hoedeman fra Corporate Europe Observatory.

Amnesty International konkluderede i en rapport i 2018, at EU lagde et massivt pres på den spanske regering for at gennemføre offentlige nedskæringer – velvidende, at det ville få store konsekvenser for landets sundhedsvæsen og ramme nogle af de svageste samfundsgruppers fundamentale ret til lægehjælp og adgang til et velfungerende hospitalsvæsen.

EU krævede blandt andet i sine anbefalinger til Spanien i 2013 og 2014, at Spaniens sundhedssektor skulle være mere omkostningseffektiv.

Ifølge et notat fra Amnesty i Spanien førte loven til, at antallet af ansatte i Spaniens offentlige sundhedssystem blev reduceret med 28.500 i perioden fra 2012 til 2014 – ud af i alt 477.000 ansatte.

EU har også stillet lignende krav om nedskæringer i de offentlige sundhedsbudgetter til eksempelvis Grækenland og Portugal.

I kølvandet på finanskrisen og eurokrisen blev Portugal i 2011 tvunget til at underskrive en låneaftale med EU's Centralbank, der blandt andet dikterede, at Portugal skulle reducere i sine offentlige sundhedsudgifter. Som en konsekvens reducerede Portugal antallet af sundhedsansatte med 27 procent i perioden 2010 til 2012.

Første del af artiklen kan downloades og printes i PDF her

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


02. feb. 2021 - 08:13   03. feb. 2021 - 11:46

Privatisering

ml@arbejderen.dk