Onsdag aften vandt Cuba en historisk sejr i FN, da selv USA valgte ikke at stemme imod Cubas resolution, som kræver, at USA ophæver blokaden.
I stedet for at isolere Cuba, har vores politik isoleret USA.
Samantha Power, USA's FN-ambassadør.
Alle FN's 193 medlemslande var til stede i salen og afgav deres stemme. 191 lande stemte for Cubas resolutionsforslag med titlen: "Nødvendigheden af at afslutte USA økonomiske, handelsmæssige og finansielle blokade mod Cuba".
USA og Israel undlod i år at stemme.
Resolutionen har med stort set samme indhold været diskuteret og sat til afstemning i FN i 25 år, og alle tidligere år har USA og Israel stemt imod resolutionen, der kritiserer blokaden.
Kort før afstemningen i Generalforsamlingen talte USA's FN-ambassadør Samantha Power.
– Efter 55 år med forsøg på at isolere [Cuba], vælger vi nu en vej med engagement, sagde Power, men tilføjede, at USA ikke godkender alle den cubanske regerings handlinger, men kritiserer Cuba for brud på menneskerettighederne, skriver BBC
– I stedet for at isolere Cuba, har vores politik isoleret USA, erkendte Samantha Power fra talerstolen lige før afstemningen.
Klapsalver til USA i FN
USA's tilkendegivelse udløste klapsalver i Generalforsamlingen og Cubas udenrigsminister kvitterer for USA's nye holdning:
– En forandret stemmeafgivning fra USA's side er et lovende signal. Vi håber, at den vil blive omsat til virkelighed, sagde Bruno Rodriguez, der i sin tale forud for afstemningen udtrykte Cubas anerkendelse af Obama-regeringens vilje til dialog, men samtidig påpegede, at med få undtagelser så er USA's blokade mod Cuba stadig en realitet.
– Der er ikke én familie i Cuba og ikke én sektor i vort land, der ikke lider under følgerne af blokaden. Og den opretholdes af myndighederne i USA i dette minut, sagde Rodriguez ifølge netavisen Cubadebate.
Kongressen i Washington
Afstemningen i FN får ikke umiddelbare konsekvenser. Blokaden baserer sig på love, som USA's kongres skal ophæve, hvis blokaden skal helt væk, og der er i den nuværende kongres ikke et flertal for at ophæve blokadelovene.
Præsidenten har magt til at administrere blokaden lempeligere på en lang række områder, og Cuba kritiserer Obama for langt fra at have udnyttet sine beføjelser til at lempe blokaden administrativt.
Hans embedsmænd har tværtimod håndhævet blokaden hårdere end nogen tidligere præsident på det finansielle områder og blandt andet idømt internationale banker milliardbøder for at servicere Cuba.
Cuba afleverede forud for debatten i Generalforsamlingen en rapport til FN om konsekvenserne af blokaden. Af rapporten fremgår det, at blokaden gennem mere end 50 år har kostet det cubanske samfund over 700 milliarder dollars i øgede udgifter og tabte indtægter.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278