Cuba er i gang med at modernisere sin økonomiske model.

Det er en proces, som har stået højt på dagsordenen i Cuba i fem-seks år. I efteråret 2010 blev der udsendt et debatoplæg og Cubas Kommunistiske Parti (PCC) fremlagde en færdig udarbejdet plan på deres kongres i april 2011.

Forinden havde forslagene - et papir på 32 sider med hele 291 forslag - været til debat blandt befolkningen. Omkring halvdelen af Cubas befolkning tog del i et eller flere møder. Der fremkom mange ændringsforslag, og 36 nye forslag kom med i dokumentet.

87,4 procent af ændringsforslagene og nye forslag fra denne debat blev taget i betragtning, finpudset og fremlagt på partikongressen, fremgår det af oplysninger fra regeringen.

Men hvad indebærer disse ændringer helt konkret?

Antallet af ansatte i statens virksomheder skal ned. Det gælder både inden for produktionen og inden for service fagene. Man regner med, at cirka 500.000 statsansatte vil forlade deres arbejdsplads.

Disse vil, alt efter hvor længe de har arbejdet for staten, få en godtgørelse, så de har lidt kapital til at starte på. Formålet er også at motivere folk til at skaffe sig et nyt arbejde eller starte som selvstændige.

Men man kan stille spørgsmålet, om en person, som har tilbragt mange år i et departement, klarer at omskole sig til bonde, frisør, murer eller andet på ganske få måneder?

Ændringer på vej

Her er nogle af de ændringer, der sker:

- Cubanerne skal kunne sælge og købe personbiler.

- Der bliver åbnet for salg/handel med boliger.

- Rammerne for privat virksomhed bliver udvidet.

- Det bliver muligt at ansætte, ikke kun familiemedlemmer, som det er i dag.

- Produktionen af fødevarer skal hæves betydeligt, så landet bliver selvforsynende med fødevarer.

- Rationeringsbogen skal langsomt udfases. Den foreslås erstattet med en ”målrettet socialhjælp” til ”de som virkelig trænger”.

- Der skal som tidligere betales licens for at starte en virksomhed.

- Desuden vil der blive opkrævet en indkomstskat ved overskud - ganske som vi kender det.

- Og det skal være lettere for den menige cubaner at rejse ud af Cuba.

Man kan sige, at Cuba nedlægger tusinder af statslige virksomheder/stillinger og i stedet opretter dem som kooperativer eller små selvstændige firmaer. Disse skal betale skat til staten og kan så beholde den indtægt, der står i forhold til deres reelle arbejdsindsats, og de skal selv afholde deres driftsudgifter.

Men…det skal ikke forstås sådan, at staten giver ”køb” på det hele.

I forslagene fastslås blandt andet:

- At statsejendom er og forbliver den dominerende ejendomsform.

- At udlændinge ikke kan erhverve sig fast ejendom i Cuba.

- At de centrale og strategiske sektorer i økonomien forbliver på statens hænder, og at staten ved at overlade en række serviceydelser til kooperativer og selvstændige får bedre muligheder for at koncentrere sig om og udvikle de strategiske sektorer i økonomien.

- At planøkonomi og ikke markedsøkonomi er det grundlæggende princip.

- At man ikke tillader koncentration af ejendom og rigdom.

- At der stadig er lige og gratis adgang til sundhed, uddannelse, kultur og sport.

Nationalforsamlingen

Dette plus meget mere blev vedtaget ved kongressen i det kommunistiske parti. Vedtagelse i partiet er dog ikke nok til at beslutninger kan blive effektueret. Gældende love skal vedtages af Nationalforsamlingen.

Og det er forslagene gradvist blevet fra og med Nationalforsamlingens møde i juli 2011. Det skal nævnes, at Nationalforsamlingen mødes ordinært to gange om året, nemlig juli og december.

Kommunistpartiet mødtes igen i november 2011 for at drøfte, hvordan udviklingen har været i den forløbne periode. Partiet mødes hvert halve år for at evaluere gennemførelsen af moderniseringsplanen.

Det ser ud til, at denne politiske ændring vil fortsætte, men hvor det præcist fører Cuba hen, vil tiden vise.

Økonom Omar Everleny Perez, som mange mener, er fadder til reformerne, siger rent ud, hvad det indebærer: ”Ja, der er folk som vil tabe på reformerne. Ja, der er folk som vil blive arbejdsløse. Ja, ulighederne vil øges. Men disse findes allerede. Det vi har nu er en falsk lighed. Vi må bestemme os for, hvem som virkelig fortjener at ”være på toppen”.

I foråret 2012 blev ”rationeringsbogen” udfaset endnu mere.

Stort set er det kun ris, bønner, sukker og enkelte småting, som stadig fordeles over rationeringsbogen til lave, statsstøttede priser. Det sikrer den grundlæggende ernæring, og salget foregår gennem den lokale ”bodega”.

Det er stort set frit for bønderne og små private at sælge deres kød, grøntsager og frugt til priser bestemt af ”udbud og efterspørgsel”.

Dette ses overalt i Cuba, hvor små og store boder eller markeder skyder op.

Den nye migrationslov

Fra den 14. januar 2013 blev det muligt for ”menigmand” at erhverve sig et pas og frit rejse ud af Cuba i op til 24 måneder.

Reformen af migrationspolitikken giver cubanere større frihed til at rejse til udlandet. Cubanerne - med undtagelse af højtkvalificerede personer - skal ikke længere have tilladelse fra myndighederne for at kunne rejse til udlandet.

Det vil ikke længere være nødvendigt at skaffe en ”indbydelsesskrivelse” fra en udlænding for at kunne rejse ud af landet.

I alt blev der givet 941.953 udrejsetilladelser i perioden 2000 – 2012.

Langt størstedelen af disse vendte tilbage. 12,8 procent valgte at bosætte sig fast i udlandet.

Med den nye lov vil tallet sikkert stige.

Mange af dem vil være i udlandet for at tjene penge, som de kan sende hjem til deres respektive familier. For mange familier er dét den store indtægt.

For det cubanske samfund spiller disse pengeoverførsler også en betydelig rolle. Men de sundhedsydelser, som cubanske læger, lærere og socialarbejdere yder uden for Cuba, udgør faktisk landets største indkomstkilde og er vigtigere end turisme, pengeforsendelser fra cubanere bosat i udlandet og eksporten af nikkel.

Men ifølge uofficielle tal overføres der årligt op imod en milliard dollars alene fra eksilcubanere i USA.

Mange af disse penge hjælper den menige cubaner med at klare sin hverdag, men pengene bruges også til at investere i at skabe virksomheder, som små cafeterier, værksteder og andre små virksomheder.

Nye toner

Søndag den 3. februar 2013 var der valg til Nationalforsamlingen, som er Cubas lovgivende parlament.

Alle 612 opstillede blev valgt til Nationalforsamlingen, og samme dag blev der valgt 1269 medlemmet til de 15 provinsråd.

Der var en stemmeprocent på 90,8. Af de afgivne stemmer var 94,1 procent gyldige. Resten var enten blanke eller ugyldige og må opfattes som proteststemmer.

Nationalforsamlingen mødtes tre uger efter valget i weekenden 23. og 24. februar for blandt andet at vælge præsident, vicepræsidenter og sekretariat.

Raul Castro blev her valgt som præsident for en femårs periode. Samtidig gav han udtryk for, at det nok var hans sidste periode.

Som en af de fem vicepræsidenter blev valgt Miguel Diaz-Canel. Han er ny i præsidiet og en person, som den menige cubaner venter sig meget af.

Samtidig blev der vedtaget retningslinjer for en kommende periode.

Det blev nu muligt for cubanerne at låne penge af staten til at sætte gang i forskellige tiltag inden for servicesektoren og landbruget.

En voksende ”liberalisering” er langsomt på vej.

Cuba åbner sig

Hvis vi ser på, hvilke muligheder Cuba har for at komme ud af landets ”isolation” rent økonomisk og ser på Cubas forhold til andre lande, er der kommet nye ting til.

I en første uge af december 2011 underskrev 33 lande i Latinamerika og Caribien en aftale om samarbejde, handel, social og økonomisk udvikling kaldet CELAC.

CELAC er den spanske forkortelse af ”Sammenslutningen af Latinamerikanske og Caribiske stater”.

CELAC er et nyt skridt mod en enhedsproces, som hidtil har skabt regionale organisationer som UNASUR, som samler alle lande i Sydamerika og ALBA, der foreløbig har samlet ti lande i Caribien.

Med CELAC er alle med under ”en hat”,

Og det er netop pointen.

Latinamerika ønsker et forum som det allerede eksisterende, Organisationen af Amerikanske Stater (OAS), men uden den dominerende politiske indflydelse, som USA udøver i OAS.

USA og Canada er som de eneste lande i regionen ikke med i CELAC.

Måske er dannelsen af CELAC en del af et globalt og kontinentalt skift, der er karakteriseret af USA´s dalende dominans, og som vil blive/er en del af den nye globale balance.

Hvor går Cuba hen?

Profetierne om, at øen ville undergå en hastig forvaltning på samme måde, som tilfældet har været i Kina og Vietnam og ikke mindst efter den tidligere Sovjetbloks fald, har igen og igen vist sig ikke at holde stik.

Men Cuba ser meget anderledes ud i dag end for ti eller flere år siden. Eller endda bare siden 2006, hvor en alvorlig sygdom tvang Fidel Castro til at trække sig tilbage.

Cuba står ikke stille, men er på vej ind i en ny æra. Tiden vil vise, om det lykkes at nå det erklærede mål om at skabe en ”velstående og bæredygtig socialisme”.

Ovenstående ændringer  - ”liberaliseringen”, migrationsloven etc. - blev sat i gang efter udtalelser fra Raul Castro. Ved et stort folkemøde i 2010 faldt hans første officielle udtalelser om et påtrængende behov for forandringer.

Her lød hans kritik blandt andet: ”at den cubanske model ikke engang fungerer for os selv længere” og ”Cuba er det eneste land i verden, hvor man kan leve godt uden at arbejde/lave noget”. ”Enten, laver vi reformer, eller også synker vi”, var budskabet fra den cubanske præsident. 

Processen blev sat i gang fra toppen, med en for Cuba radikal revision af forholdet mellem stat, individ og samfund – uden at kappe den socialistiske ide.

Det afspejler sig i øjeblikket ved et spirende skel mellem offentlig og privat, hvor forskellige former for produktion, privat ejendomsret og investeringer eksisterer side om side med statsvirksomheder, en del drevet af militæret og et fortsat etpartisystem samt en slankere velfærdsstat og større personlig frihed.

Reformspor

Cuba er ikke færdig med at gennemføre forandringer

Som den 53-årige Miguel Diaz-Canel - vicepræsident og måske Raul Castros efterfølger - har understreget, så ”har Cuba gjort fremskridt med hensyn til de problemer, der er enklest at løse, ” men ”tilbage står de vigtigste valg, dem som vil blive afgørende for landets udvikling”.

Reformerne har ”på papiret” allerede haft en omend behersket effekt.

Man har skåret kraftigt ned på importen af blandt andet fødevarer, og som sagt skåret kraftigt ned på de offentlige udgifter.

Cuba har fået gode bilaterale aftaler blandt andet med Brasilien, som har skudt milliarder i istandsættelsen af havnen i Mariel, der ligger 30 kilometer vest for Havanna. Dér bygges et anlæg, der skal gøre havnen i Mariel til en central containerhavn og et frihandelsområde.

Ligeledes er det statslige brasilianske olie- og gasselskab gået i gang med at søge efter olie. Cuba har brug for energikilder.

IT

Et andet signal om mere åbenhed for befolkningen er den stigende brug af digitale kommunikationsmidler.

Tidligere var det kun folk i ledende stillinger, der havde adgang til internettet…. Eller hvis det blev ”hevet ned” sort ude i de små hjem.

Igen er det Diaz-Canel, der er kommet med markante udtalelser som, at det er umuligt at forbyde nyhedsstrømmen via sociale medier og internet – men at fordelene, som regeringen kan opnå ved at sørge for større internetdækning, meget vel kan overstige fordelene ved at kontrollere adgangen.

Forholdet til USA

I fem år har Obama-regeringen ignoreret ikke kun Cuba, men en næsten samlet Latinamerikansk kritik af den amerikanske regerings Cuba-politik.

Men i stedet for at lykkes med en diplomatisk isolation af Cuba, har den amerikanske politik, som bygger på forestillinger fra en svunden tid, bidraget til USA´s egen marginalisering.

Raul Castro har faktisk givet udtryk for, at han er parat til dialog, og Cuba har ved nye indenrigspolitiske tiltag også sendt signaler.

Blandt andet beslutningen om at løslade mere end 120 såkaldte dissidenter/systemkritikere. Og tilladelse til at bloggere og aktivister kan rejse udenlands og have mulighed for at vende hjem igen.

Og så var der Nelson Mandelas statsbegravelse i Sydafrika, hvor Raul Castro var blandt de få udvalgte talere - som en tak for Cubas solidaritet under kampen mod apartheid.

Under begravelsen tirsdag den 10. december 2013 i Johannesborg ”kom” Obama ”til” at trygge hånd med Raul Castro. Det gav stor opstandelse hjemme i USA og kraftig efterfølgende kritik af Obama.

Udenlandske investeringer

Midt i april 2014 trådte Cubas Nationalforsamling sammen og vedtog en ny lov om rammerne for udenlandske investeringer. Hensigten med loven er at skabe vækst.

Cuba står i det dilemma, at den samlede produktion er alt for lille.

Staten begyndte at give brugsretten til den statsjord, som ligger brak, til personer, der ønsker at dyrke den. Disse kan, ligesom iværksættere inden for andre enhver, optage mikrolån. Det er lån som formidles gennem staten, og som skal betales tilbage efter nogle år, alt efter aftale. Lånene er rentefrie.

Dette har allerede – i tillæg til den hidtidige landbrugsproduktion – medført, at Cuba nu selv er oppe på at producere hovedparten af friske grøntsager og frugt.

Udviklingszoner

Udenlandske firmaer får stillet såkaldte ”udviklingszoner” til rådighed en række steder i Cuba.

Et eksempel er Mariel vest for Habana. Her bygges der i disse år en dybvand havn. Store dele er allerede færdige. I tilknytning til havnen anlægges en produktionszone med hjælp af brasiliansk kapital og med aftaler om, at en stor havneoperatør fra Singapore, skal være med til at drive havnen.

I tilknytning til havnen er der en frihandelszone, hvor udenlandske investeringer kanaliseres hen i produktion- og samlevirksomheder.

Landets lovgivning vil komme til at gælde for området.

Overenskomsterne bliver cubanske og fagforeningerne har adgang til områderne.

Ifølge minister for udenrigshandel og investering Rodrigo Malmierca får den udenlandske investor:

* Fuld sikkerhed for at bevare ejendomsretten til sin investering.

* Otte år fritaget for beskatning af overskud.

* Ret til frit at kunne flytte investeret kapital og eventuelt overskud ud af landet i hård valuta.                                                    

Modeller

Nogle tolker udviklingen i Cuba, som at landet er på vej mod markedsøkonomi.

Ingen tvivl om, at landets strateger studerer udviklingen i både Kina og Vietnam. Men sikkert også i Skandinavien og andre lande for at finde den rette vej til at forbedre udviklingen.

Men det betyder ikke, at Cuba ønsker en kinesisk eller vietnametisk udvikling eller at kopiere andre landes samfundsmodeller.

Selv kalder Cuba det – en genopfindelse, af den cubanske socialisme.                                                    

Tøbrud Cuba og USA

17. december 2014.

På to uafhængige pressemøder sagde henholdsvis USA´s præsident Barack Obama og Cubas præsident Raul Castro, at tidspunktet var kommet for at normalisere forholdet mellem Cuba og USA.

Efter halvandets års hemmelige forhandlinger i Canada og i Vatikanet i Rom godkendte Obama og Raul Castro tirsdag den 17. december i en telefonsamtale en aftale, som de begge fremlagde på deres pressekonferencer.

Præsident Obama meddelte på sit pressemøde, at det var på tide at normalisere forholdet mellem landene:

Vi går i gang med et nyt kapitel. Mere end 50 års isolation har vist, at det ikke virker. Handelsembargoen, der har været i kraft siden 1960, skal langsomt ophæves, mens rejseforbuddet også skal ophæves. USA`s sanktioner blev indført med de bedste intentioner, men i dag tjener de ikke længere hensigten.

Sådan talte den amerikanske præsident.

Præsident Raul Castro sagde på sit pressemøde, at de to lande nu er i dialog, og at den er baseret på lighed mellem to suveræne lande.

Efter opfordring fra den amerikanske regering skal vi nu løse og diskutere vores forskelligheder.

Castro opfordrede den cubanske befolkning til at anerkende og respektere amerikanernes beslutning om dialog.

Den amerikanske regering bør fjerne de forhindringer, der begrænser forholdet mellem vores befolkninger, familier og borgere i begge lande, lød det fra Havanna.

De to lande har aftalt seks hovedtiltag, som skal bringe de to lande tættere på hinanden (se boks).

Alle disse tiltag vil dog have lange udsigter. Men man er kommet i gang med en ”opblødning”. En ”opblødning” og lempelse som, for at blive effektueret fra amerikansk side dog først, skal vedtages i Kongressen.

Spørgsmålet er, om Kongressen i den nære fremtid vil ophæve blokaden og nogle af de andre restriktioner, den har indført.

Obamas initiativ sender et signal, der udfordrer de blokadelove, som USA har vedtaget i flere omgange fra starten i 1961 til den såkaldte Helms-Burton-lov fra 1996, som strammede blokaden mod Cuba yderligere. Formålet med blokaden var hele vejen igennem at bringe Castro-styret til fald.

De fem

”Tøbruddet” mellem USA og Cuba har også medført en fangeudveksling.

De sidste tre af fem cubanere (note 2), der var idømt livslange fængselsdomme for angiveligt at true USA’s sikkerhed, er hjemme i Cuba.

Til gengæld har Cuba løsladt amerikaneren Alan Gross, som har været fængslet i fem år.

En anden, unavngiven person, som har siddet i fængsel i Cuba for at spionere for USA, er også løsladt.

Løsladelsen af de sidste tre af ”de fem” blev fejret med store jubel-demonstrationer hjemme i Cuba. (Note 2)

Nationalforsamlingen 20.-22. december 2014

Raul Castro åbnede mødet i Nationalforsamlingen den 20. december. Han hyldede det kommunistiske styre og den tidligere præsident og storebror Fidel Castro.

Præsidenten lagde vægt på, at han er åben på flere områder, men at de socialistiske principper står fast forankret i det politiske system i Cuba.

Ligesom Cuba aldrig har krævet, at USA skal ændre dets politiske system, kræver vi respekt for vores, fastslog Raul Castro.

Nationalforsamlingen afsluttede med at levere en adskillig minutter lang klapsalve til ”de fem”, mens Raul Castro afsluttede sin tale med ordene ”Viva Fidel”.

Hvordan?

De grundlæggende dilemmaer vil være:

Hvordan kan og vil Cuba tiltrække og forvalte, de udenlandske investeringer, som der er behov for? Det er ikke første gang, at Cuba åbner for udenlandske investeringer, men der har stort set været stop for disse igennem de senere år. Små 800 udenlandske firmaer opererer i øjeblikket i Cuba. Langt de fleste inden for turistindustrien og alle på joint-venture basis.

Hvor stor ulighed vil den menige borger tolerere, hvis den ikke får større gennemsigtighed, offentlig ansvarlighed og demokratisk medbestemmelse?

Hvor det hele ender, er svært at sige, men et er sikkert: Cubanerne eksperimenterer på livet løs.

Derfor er der kun at håbe, at den seneste udvikling vil vise, at Cuba vil fortsætte den gradvise, stille og rolige tilnærmelse til et mere åbent, pluralistisk samfund, men hvor den udenrigspolitiske uafhængighed bevares.

En svær og lang vej ligger foran.

Noter:

1: Brian Rasmussen er blandt andet forfatter til bogen ”Cuba - en ø i Caribien” og hyppig rejseleder i Cuba. (www.cuba-brians-rejser.dk) Kontakt: brian.cuba.rasmussen@gmail.com

2: Læs vedr. ”de fem”,  i bogen ”Cuba - en ø i Caribien”, forlaget Frydenlund.