På tirsdag den 15. maj er det 70 år siden, at Israel blev grundlagt på ruinerne af 400-500 palæstinensiske landsbyer.

Den israelske historiker Ilan Pappe mener i sin bog, "Det moderne Palæstinas historie", at der var tale om en "etnisk udrensning af Palæstina".  Et helt folk blev fordrevet.

Zionisterne plukkede alle mænd mellem 18 og 50 år ud af folkemængden og skød dem ned på stedet. 
Fatima Ohtman

Zionisterne – tilhængerne af oprette et nationalt hjem for alverdens jøder – nåede at ødelægge hjemmene for knap en million indbyggere i det historiske Palæstina. Eller deres hjem blev overtaget. Med magt og trusler blev der gjort plads til et jødisk hjemland, grundlagt måneder efter, nemlig den 15. maj 1948.

Zionismen triumferede i 1948 med idéen om, at jøder udgør et folk, der har krav på en egen religiøs stat i Palæstina med Jerusalem som hovedstad.

Men 70 års forvisning, belejring og besættelse af den oprindelige befolkning – palæstinenserne – ser nu ud til at eksplodere i Gaza, hvor 53 mennesker hidtil er dræbt og 1600 såret af skarpe skud fra israelske soldater, der mejer ubevæbnede ned som fasaner, skriver Fatih El-Abed på Dansk-Palæstinensisk Venskabsforenings Facebook-side.

De protesterende kræver retten til at vende hjem til det Palæstina, deres familier blev fordrevet fra.

Et jødisk hjemland?

Så, vi må endnu længere end 70 år tilbage i tiden for at forstå nutidens voldsomme reaktion, mener den palæstinensiske historiker Rashid Ismail fra universitetet i Columbia, USA i en artikel i Journal of Palestine Studies.

Omkring 1900 boede der omkring en halv million palæstinensere og en mindre gruppe jøder i Palæstina. De fleste af disse jøder var religiøse og dyrkede deres religion i fred, side om side med landets kristne og muslimer. I øvrigt havde de palæstinensiske jøder aldrig ytret ønske om en stat for jøder på palæstinensisk jord, skriver han.

 

"1948 var forholdet mellem jøder og palæstinensere meget fredeligt. Vi var venner og naboer, og der var ingen problemer mellem os. Da var jeg 13 år gammel.  Vi boede i bydelen Al-Manshiya mellem Tel Aviv og Jaffa, ved siden af Hasan Beik-moskeen og i nærheden af Al-Carmel-markedet. Vi gik ned til Al-Carmel-markedet for at købe grøntsager til min mor. Min far plejede at arbejde på markedet, og min søster og jeg plejede at besøge ham. Han sad normalt og læste sin avis".

Huda Abu-Dheer, født i al-Manshiya-bydelen i Jaffa i det gamle Palæstina, et sted, som i dag ligger i staten Israel, erindrer hun i rapporten "Nakba Eyewitnesses", Nablus 2007.

 

Allerede da den zionistiske bevægelse i slutningen af 1800-tallet opstod, truede katastrofen forude. Zionismens erklærede mål var nemlig at oprette en jødisk stat, der kunne beskytte dem imod antisemitisme. De besluttede hurtigt, at jødestaten skulle ligge i Palæstina. Straks efter begyndte jøder at indvandre til Palæstina, skriver det danske magasin Palæstinaorientering.

Dokumenter viser​, at zionisterne helt tilbage i 1930’erne havde lavet planer om at fordrive palæstinenserne for at sikre, at der var jødisk flertal i i den kommende jødiske stat. 

Storbritanninens rolle

I 1917 underskrev den britiske udenrigsminister den såkaldte Balfour-erklæring. Heri forpligtede Storbritannien, der kontrollerede dele af Palæstina som en slags koloni, sig til at støtte zionisternes plan om at oprette en jødisk stat i Palæstina.

Zionisterne nåede at ødelægge mellem 418-500 plæstinensiske  landsbyer.

Mens den jødiske indvandring til Palæstina tog fart, startede palæstinenserne en modstandskamp, der især blussede op fra 1936-1939, hvor palæstinensiske modstandsgrupper kæmpede både mod det britiske mandatstyre og imod de zionistiske terrorgrupper. Det lykkedes palæstinenserne at lave den længste generalstrejke i landets historie, skriver Palæstinaorientering.

Tabene var omfattende. Mere end 5000 palæstinensere blev dræbt og 14.000 såret.

Oprøret blandt palæstinenserne bidrog til at styrke zionisterne, så de kunne udbygge deres militær, hvilket kom dem til gode, da palæstinenserne mere effektivt skulle fordrives i 1947-1948 og i krigen med de arabiske lande, mener bladet.

LÆS OGSÅ: ZIONISME ER RACISME

FN deler Palæstina

FN vedtog den 29. november 1947 at dele Palæstina i tre dele – en jødisk, en palæstinensisk og storbyen Jerusalem, som skulle være under international administration.

Baggrunden var, at folk i Vesten efter Anden Verdenskrig havde dårlig samvittighed og følte sig meget skyldige på grund af det nazistiske Holocaust mod jøderne og mente, at der måtte være et land, hvor jøderne kunne føle sig sikre, skriver Ilan Pappe.

Ifølge delingsplanen skulle 56 procent af Palæstina gå til en jødisk stat, selv om jøderne kun ejede syv procent af Palæstinas jord.

Krigen brød ud samme dag, staten Israel blev erklæret den 15. maj 1948. Men de arabiske landes indsats for palæstinenserne var dog kun halvhjertet. Det er værd at bemærke, at deres tropper stort set kun befandt sig i det område, som ifølge delingsplanen skulle være den palæstinensiske stat, skriver Bodil Heinø og Dagmar Dinesen i Palæstinaorientering.

Det lykkedes alligevel zionisterne at erobre så meget land, at de ved krigens afslutning kontrollerede 78 procent af det oprindelige Palæstina.

Uretfærdig deling 

Her 70 år efter begivenhederne mener den palæstinensiske historiker Walid Khalidi, at resolutionen i FN om at dele Palæstina hverken er lovlig eller retfærdig. Palæstinenserne afviste allerede dengang at anerkende delingsplanen. De mente, den var skræddersyet efter zionisternes interesser. 

– Delingen var i direkte modstrid med FN's eget Charter, FN's "grundlov", for så vidt som den ignorerede majoriteten, der bestod af palæstinensere, født og opvokset i det land, de havde beboet i generationer. De blev aldrig hørt, som FN's charter kræver, sagde Walid Khalidi i FN's bygning i New York under en debat ifølge FN's nyhedsbureau.

 

"Vi blev boende i Al-Ajami indtil massakren i Deir Yassin kom. Vi hørte, at zionisterne havde voldtaget pigerne og dræbt mange gravide kvinder. Min far og min onkel sagde, at de måtte flytte deres døtre langt, da de var meget bekymrede for vores sikkerhed. Min far havde fire døtre, herunder mig. De besluttede at sende alle os med vores mødre til Nablus, hvor vi havde familie. De mandlige medlemmer af familien blev.

Huda Abu-Dheer, født i Al-Manshiya, Jaffa, bor nu i Nablus, Vestbredden.

 

Zionistisk terror

Zionistiske terrorgrupper som Irgun og Stern stod bag blodige aktioner mod både palæstinensere og briter i 1947-48.

Volden toppede i 1948, da terrorgruppen Stern myrdede FN’s særlige Palæstinamægler, den svenske greve Folke Bernadotte, skriver den israelske historiker Ilan Pappe i bogen: "Den etniske udrensning af Palæstina".

 

"En dag i juni 1948, da jeg om min familie kom hjem fra arbejdet i marken, kom fem zionistiske militærbiler kørende gennem landsbyen. De standsede på landsbytorvet, hvor de over højtalere beordrede folk ud af deres huse og til samling på torvet. De var bevæbnede, og folk i landsbyen skyndte sig ud af deres huse og hjem og samlede sig på pladsen, mens zionisterne ransagede deres hjem for at finde ud af, om nogen havde gemt sig dér."

Fatima Othman, født i 1923 i landsbyen Zakariyya, der lå uden for Hebron (Al-khalil). Fortalt til barnebarnet Buthaina Shaheen.

 

Omkring og lige efter 1948 fandt der 70 massakrer på palæstinenserne sted. Den mest kendte af dem er myrderiet i den lille landsby Deir Yassin 9. april 1948.

Her blev over 100 palæstinensere myrdet af terrorgruppen Irgun, skriver den danske forfatter og journalist Birgitte Rahbek i bogen "En stat for enhver pris". 

Dog forklarede det israelske udenrigsministerium i 1969 i en engelsksproget brochure, at Deir Yassin ikke var en massakre, men en militær træfning, idet der lå en irakisk garnison ved byen. "Historien om en massakre er eventyrfortælling", stod der i brochuren.

 

"Det var 1948, og jeg var knapt 13 år gammel. Indbyggerne i byen forberedte sig på at kæmpe, og familier købte våben. Mænd solgte deres ægtefællers smykker, så de kunne købe pistoler. Nogle var ansvarlige for at erhverve våben, mens andre måtte bygge skyttegrave og forskansinger med sandsække. De bevæbnede var vågne om natten, og Abu Mahmood plejede at kontrollere, om de sov eller ej". 

Abu Bassam Al-Arda, født i 1930'erne, Yazoor ved Jaffa, nu Al-Ein-flygtningelejr, Nablus.

 

En anden regulær massakre skete i juli 1948 i Tantura ved Middelhavskysten, hvor 200 palæstinensere blev skudt, og endnu flere tvunget på flugt.

Massakrerne skabte panik, skræk og rædsel blandt palæstinenserne og drev dem på flugt, skriver Bodil Heinø og Dagmar Dinesen i en artikel i bladet Palæstinaorientering.

Omkring og lige efter 1948 fandt der 70 massakrer på palæstinenserne sted. Den mest kendte er myrderierne i Deir Yassin.

Samtidig blev 400 mænd, kvinder og børn dræbt i de lidt større byer Lydda og Ramle, og mere end 50.000 måtte tag flugten. Ramle og Lydda lå i det område, som var tiltænkt palæstinenserne i FN's delingsplan.

De fordrevne og forfulgte palæstinensere søgte tilflugt i flygtningelejre i Palæstina og i de arabiske lande omkring Palæstina. Selv om FN’s resolution 194 garanterer palæstinensernes ret til at vende tilbage, har Israel sagt nej til denne ret, noterer Ilan Pappe i sin bog, "Den etniske udrensning af Palæstina".

Øjenvidner beretter

I rapporten "Nakba Eyewitnesses" optræder en overlevende flygtninge fra Nakbaen i 1948 med interview. Her kan ældre palæstninensere fortælle, hvordan Israel blev til. Muhammad Ahmad Saleh Abu Kishek, der er født i 1935, beretter om det skelsættende år 1948.

"Hvedstråene på markerne var blevet høje, da vi flygtede fra Ras El Ein. Zionisterne besatte vores jord med magt. Vi forlod den ikke frivilligt. Jeg husker, at de britiske tropper støttede den zionistiske milits, da de angreb palæstinensiske landsbyer – briterne hjalp militserne med at blive stærkere og bedre forankret i de nyligt besatte landsbyer".

Senere måtte Ahmad Saleh Abu Kishek bosætte sig i Askar-flygtningelejren i Nablus på Vestbredden.

En anden er Fatima Othman fra landsbyen Zakariyya, hvis historie blev fortalt til barnebarnet Buthaina Shaheen, der videregav hendes ord i Arbejderen den 28. april 2015

"Zionisterne plukkede alle mænd over 18 og under 50 år ud af folkemængden og skød dem ned på stedet. Blandt dem var et af mine familiemedlemmer. Zionisterne krævede, at de gamle skulle fjerne de døde fra pladsen. Alle blev derefter advaret om, at de dagen efter ville komme tilbage og dræbe dem, der blev i Zakariyya. Vi blev ekstremt bange, forlod vores hjem og gik op mod bjergene, hvor vi gemte os i to dage".

Fatima Ohtmans familie måtte efter 1948 slå sig ned på Vestbredden.

Rejste frivilligt?

Omvendt hævder støtter af staten Israel, at Fatima Othman og de andre 750.000 palæstinenserne flygtede, fordi deres ledere bad dem om at gøre det og rejse til Libanon eller Jordans Vestbred.

 I 1948 var forholdet mellem jøder og palæstinensere fredeligt. Vi var venner og naboer, og der var ingen problemer mellem os. 
Huda Abu-Dheer

For eksempel skriver det det pro-Israelske netsted, israel-info.dk, at palæstinenseren frivilligt rejste – uden vold fra israelernes side.

"Den arabiske verden gør det klart, at man agter at tilintetgøre den jødiske stat, samme øjeblik den blev udråbt. Mens englænderne gør klar til at trække sine sidste tropper ud, kæmper jødiske og arabiske undergrundsmilitser om at positionere sig bedst muligt forud for den forestående, arabiske invasion. Udsigten til krig får titusinder af palæstinensiske arabere, inklusive det meste af den arabiske elite til at forlade Palæstina", lyder forklaringen.  

 

"Zionisterne kom til Lydda tre dage før ramadanen fra alle fire sider. De kom fra syd gennem Ennabah, Abu Shusheh, Deir Tareef og Al-Abbasyah; de kom fra bjergene gennem Jemzo, Al-Hadetha og slog lejr i Beit Nabala, som blev brugt af den jordanske hær, som havde trukket sig tilbage til Bodrus. De lukkede alle veje og begyndte at beskyde byen med mortergranater. De nedkastede en folder, der bad indbyggerne om at overgive sig, "fordi der ikke var nogen arabiske stater til at beskytte jer".

Abu Anees Al-Fakhouri, født i 1938 i Lydda, Palæstina. Gengivet i "Nakba Eyewitnesses", Nablus 2007.

 

"Vi boede i et kystområde kaldet Ras El Ein. Vi havde en butik, hvor vi plejede at sælge produkter til de palæstinensere, jøder og englændere, der boede i området. Hver nat kom mellem 10-15 zionistiske militsfolk til Ras el Ein og forskansede sig i en bygning, hvor de skød på folk. (...) I 1948 blev tre eller fire medlemmer af Tette-familien, der arbejdede på vore marker, dræbt, og hele familien flygtede med os til Majdal Sadeq".

Abu Khaled Al-Refaee, født i 1941, Ras El Ein, nu Askar-flygtningelejren, Nablus. Gengivet i "Nakba Eyewitnesses", Nablus 2007.