Det er i dag 70 år siden, at den socialdemokratiske Hans Hedtoft-regering på vegne af et flertal i Folketinget meldte Danmark ind i Atlantpagten, som NATO hed dengang.
Vi var dengang overbeviste om, at Atlantpagten (NATO) ville føre til vanvittig oprustning og krig.
Jørgen Tved
86-årige Jørgen Tved husker tydeligt de dage i marts-april 1949. Da var han 17 år og smedelærling på De Forenede Jernstøberier i Frederiksværk i Nordsjælland.
– Vi var dengang overbeviste om, at Atlantpagten ville føre til oprustning og krig og ikke til en fredeligere verden, som tilhængerne påstod. Se bare på de sidste 20-30 år, hvor Danmark har været med til den ene krig og intervention efter den anden i Irak, Afghanistan og Libyen, siger Jørgen Tved til Arbejderen.
Danmark neutralt?
Jørgen Tved havde den 24. september 1947 – på sin fødselsdag – meldt sig ind i Danmarks Kommunistiske Ungdom, der sammen med Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) var blandt de kræfter, der kæmpede allerhårdest imod dansk medlemskab af Atlantpagten.
Det så ud til, at det skulle lykkes at holde Danmark neutralt. Statsminister Hans Hedtoft havde så sent som den 30. januar 1948 udtalt i radioen, at "vi skal overhovedet ikke placere vort land i nogen blok. Vi er medlemmer af FN og skal dér gøre vor pligt som nordisk land".
En meningsmåling i februar 1949 viste, at en tredjedel af de adspurgte var imod Atlantpagten, en tredjedel sagde ja, og den sidste tredjedel var i tvivl.
>> SE VIDEO FRA NATO's STIFTELSE (ENGELSK)
Hetzkampagne
Men fra 1947 indledte Soclaldemokratiet og de borgerlige partier en kampagne mod Sovjetunionen og mod kommunistiske partier i Europa.
Det strategiske mål var at bane vejen for Atlantpagten, skrev det kommunistiske dagblad Land og Folk. Højdepunktet i kampagnen var fordømmelsen af arbejdernes magtovertagelse i Tjekkoslovakiet i februar 1948.
"Kuppet i Tjekkiet" blev ifølge de hjemlige borgerlige medier et bevis på, at kommunisterne var uærlige og voldelige. Der gik straks rygter om russisk invasion af Sjælland.
– Men på min arbejdsplads følte mange, at det var meget svært at rejse anklager mod Sovjetunionen, som rigtig mange faktisk havde sympati for efter Anden Verdenskrig. Sovjetunionen havde jo lidt i kampen mod nazismen, og de hjemlige kommunister havde været særdeles aktive i modstandskampen. erindrer Jørgen Tved.
– Mange mennesker havde svært ved at indstille sig på, at Sovjetunionen og kommunisterne nu var en fjende i den kolde krig,
>> LÆS OGSÅ: Da Kommunisterne var hovedfjenden
Men hetzen kørte ifølge Jørgen Tved alligevel derudad med 200 kilometer i timen.
Trods det samlede 75.000 mennesker sig i protest mod Atlantpagten foran Christiansborg Slotsplads den 23. marts 1948. Protesterne andre steder var også store, skrev Land og Folk.
Mistænkeliggjort
I Hvidovre ved København mærkede den 13-årige Enid Riemenschneider også "koldkrigspresset". Hun voksede op i et hjem med kommunistiske forældre, hvor moderen arbejdede på Forlaget Tiden, der tilhørte DKP. Enid Riemenschneider fortæller, at hun var vant til politiske diskussioner og læste Land og Folk som blot ni-årig!
– Jeg vil ikke sige, at der blev set skævt til mig i skolen, men det var lige før. Vi blev mistænkeliggjort, og man prøvede at indbilde folk, at landet ville blive ramt af russisk invasion og krig. Hysteri var, hvad det var, siger Enid Riemenschneider i dag fra sin bopæl i København.
Hun mener, at hetzen mod Sovjetunionen var mange gange værre end dagens russofobiske kampagne.
– Uanset omfang og styrke svarede hetzen dengang nogenlunde til dét pres, der flere gange er blevet lagt på Danmark, når vi har EU-folkeafstemninger, mener Enid Riemenschneider.
Hun meldte sig ind i DKU, uddannede sig til socialrådgiver, og fortsatte sit politiske virke ii DKP, siden i KPiD, og i 2006 blev hun medlem af Kommunistisk Parti.
Lærekontrakt i fare
For Jørgen Tved var hetzen i 1947-1949 ved at få store personlige konsekvenser, idet han både havde sat plakater op mod Atlantpagten og delte Land og Folk ud på sin arbejdsplads til dem, der abonnerede.
– Min værkfører, der havde underskrevet min lærekontrakt, meddelte mig, at lærekontrakten ville blive ophævet, hvis jeg ikke stoppede med uddelingen af avisen. Jeg stoppede og overlod i stedet tjansen til en elektriker, griner Jørgen Tved.
Sovjetisk invasion?
Også udenfor fabriksporten var stemningen "paranoid". I marts 1949 skrev den danske marineattaché i USA, Fritz Hammer Kjølsen, i et notat, at der var risiko for, at "Sovjet besætter punkter i Danmark".
Den 11. marts bad den danske regering USA’s ambassadør i København om militærhjælp – der er brug for geværer og patroner og antiluftskyts ...i tilfælde af... ", lød det.
I marts 1949 viste en enkelt meningsmåling, at støtten til Atlantpagten pludselig var steget til 47 procent.
Ugen før gav Socialdemokratiets hovedbestyrelse regeringen grønt lys til at gøre, "hvad der var nødvendigt".
Så gik det stærkt.
Ind i NATO på 36 timer
Folketinget hastebehandlede tilslutningen til Atlantpagten den 24. marts 1949 og gav dispensation til at træffe en beslutning på få dage – ikke som normalt flere uger.
Efter blot 36 timer vedtog Socialdemokratiet, De Konservative og Venstre at slutte Danmark til Atlantpagten, og den 4. april underskriver Danmark Atlantpagten i USA.
>> LÆS TEKSTEN TIL ATLANTPAGTENS GRUNDLÆGGELSE 4. APRIL 1949 (PÅ DANSK)
Oprustning i gang
Enid Riemenschneider rømmer sig,
– Kommunisterne dengang advarede om, at NATO ville stille krav om oprustning for at yde såkaldt beskyttelse. Det betød dyre våbenindkøb og blev en stor forøgelse af forsvarsudgifternes del af finansloven, mens værnepligten blev længere, siger hun.
Jørgen Tved opsummerer lidt bittert.
– Socialdemokraterne har altid været gode til at fremme en samfundsbevarende politik.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278