21 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Dansk bistandsorganisation smidt på porten

IBIS ud af Bolivia 26. marts

Dansk bistandsorganisation smidt på porten

Efter 30 års arbejde i Bolivia ser det ud til at den danske bistandsorganisation IBIS må forlade landet. Organisationen har efter den bolivianske regerings mening blandet sig i interne politiske konflikter.

Ngo'er, som opererer politisk, vil blive udvist af Bolivia, fastslog præsident Evo Morales' talsmand Juan Rámon Quintana på pressemødet.
FOTO: Carlos Barrios/ABI
1 af 1

Bolivias regering smider den danske ulandsorganisation IBIS ud. Regeringen kritiserer, at IBIS politiserer sit bistandsarbejde. Organisationen får frem til 26. marts til at afslutte igangværende projekter, skriver nyhedsstationen Telesur.

- Nogle ngo'er kommer for at blande sig politisk. De finansierer oppositionen og behandler os oppefra og ned som en anden arbejdsgiver, som om vi var uvidende. Men vi er ikke naive, hverken som regering eller som nation, sagde præsident Evo Morales den 23. december i anledning af sagen 

Ifølge præsidentens talsmand Juan Ramón Quintana har myndighederne beviser for, at IBIS har arbejdet for at splitte organisationerne Conamaq og Cidob samt at sætte dem op imod landets præsident.

MAS-regeringen er kendt for meget aktivt at svække sine politiske modstandere.
Stephan Gamillscheg, IBIS' kommunikationsrådgiver

Conamaq er organisationen for den oprindelige befolkning i Bolivias højland, mens Cidob er organiserer den oprindelige befolkning i Bolivias lavland.

Ifølge det bolivianske dagblad El Cambio henviser regeringen blandt til organisationens skriftlige materiale, om IBIS's lokale arbejde med Conamaq og Cidob - materiale, som Juan Rámon Quintana offentliggjorde på en pressekonference 20. december.

IBIS kritiserer Morales

Quintana kritiserer den danske ulandsorganisation for at misbruge Bolivias gæstfrihed, blande sig landets politiske forhold samt ikke mindst at puste til konflikter i Conamaq og Cidob.

- Vi mener direkte, at IBIS i de sidste par år har arbejdet på at splitte de sociale organisationer, finansiere denne splittelse og fejlfortolke sin egen rolle, sit ansvar, sit mandat og engagement, erklærede Quintara på pressekonferencen.

Han henviser blandt andet til rapporten Sistematización Regional - Gobernabilidad Intercultural Indígena, som IBIS Boliva offentliggjorde i marts.

Her skriver den danske organisation blandt andet, at dele af de to bolivianske organisationer mener, at respekten for landets oprindelige befolkning samt løfterne om deres rettigheder, som de formuleres i grundloven, ikke er blevet videreført i den nationale lovgivning.

De utilfredse medlemmer af de to organisationer oplever ifølge IBIS en voksende afstand mellem regeringen og de oprindelig folks forventninger, og de mener, at der er for få repræsentanter fra de oprindelige folk i den lovgivende forsamling.

"På dette område er det politiske skifte i præsident Evo Morales' regering tydeligt, og den bolivianske regering er ansvarlig for den organisatoriske svaghed samt den politiske opløsning, der råder i organisationerne for de oprindelige folk," skriver IBIS Boliva.

Det tolker regeringen som direkte indblanding i den interne situation i landet. Ifølge Juan Rámon Quintara antyder IBIS i et andet dokument, at organisationen vil skrue ned for sin støtte til Cidob og Conamaq, hvis den samarbejder med regeringen og op, hvis den undlader det, skriver El Cambio.

- Dette er politiske formynderi overfor organisationerne, en ngo's måde at kolonisere de oprindelige folks organisationer på. Forstyrre, blande sig og udøve politisk dominans, er noget vi ikke kan tillade i Bolivia, sagde Quintara. Ngo'er, som opererer politisk, vil blive udvist af Bolivia, sluttede Juan Rámon Quintara.

IBIS​ er uforstående

Den bolivianske regerings standpunkt kommer bag på IBIS' danske generalsekretær Vagn Berthelsen.

- Vi kan ikke acceptere beskyldningerne, som enten er forkerte eller forvrængede, siger han. Vagn Berthelsen rejser til Bolivia på onsdag for at mødes med repræsentanter for regeringen og "svare på anklager og opklare eventuelle misforståelser", oplyser han til Arbejderen.

IBIS har igennem 30 år støttet de oprindelige folks organisationer med kapacitetsopbygning og uddannelse, siger generalsekretæren.

- IBIS har et godt og tæt samarbejde med de forskellige ministerier, ikke mindst Undervisningsministeriet, som har rost vores arbejde med tosproglig undervisning, tilføjer Vagn Berthelsen

I organisationen Conamaq er der i månedsvis foregået en intens magtkamp beretter flere bolivianske medier.

Den ene gruppe støtter Bolivias præsident Evo Morales og han socialistiske MAS-bevægelse, Den anden kritiserer Morales og MAS-regeringen.

IBIS’ kommunikationsrådgiver i Bolivia, Stephan Gamillscheg, har den 18. december åbent kritiseret Evo Morales’ regering i en artikel om den interne strid  i Conamaq:

 ”Der er præsidentvalg i Bolivia i oktober 2014, og forholdet mellem de oprindelige folks bevægelser og MAS-regeringen har nået et nyt lavpunkt, efter at Bolivias oprindelige folk flere gange har oplevet ikke at blive hørt i forbindelse med storskalaprojekter på deres territorier. En ret som Bolivias forfatning ellers sikrer dem. MAS-regeringen er kendt for meget aktivt at svække sine politiske modstandere ved blandt andet at anvende militante partistøtter, statsapparatet og de regeringsdominerede domstole”,  skriver Stephan Gamillscheg på det danske website verdensnyt.dk.

Generalsekretær Vagn Berthelsen synes ikke IBIS har handlet upassende i Bolivia, men han er kritisk over for Gamillschegs artikel.

- Vi støtter en bred vifte af organisationer, herunder både organisationer, der er kritiske over for regeringen og organisationer, der støtter regeringen. Man kan ikke forlange, at vi kun skal støtte organisationer, der støtter regeringen, siger han til Arbejderen.

- Den første del af Stephans betragtning er et faktum, men jeg synes det er uheldigt at skrive om MAS-regeringen, at den er "kendt for at svække sine politiske modstandere". Det er alt for stillingtagende, tilføjer generalsekretæren.

I oktober sidste år satte IBIS sin støtte til Conamaq og Cidob i bero på grund af de interne konflikter i organisationerne - "indtil de får afklaret sig", beretter Vagn Berthelsen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


05. jan. 2014 - 08:58   05. jan. 2014 - 09:00

Bolivia

mj@arbejderen.dk
Ngo'er i Bolivia

Bolivias regering og parlament arbejder på en lov om rammer og normer for udenlandske organisationers arbejde i Bolivia.

Der er i dag næsten 2000 ngo'er, der arbejder i Bolivia. Kun 50 af dem har ifølge det statslige nyhedsbureau ABI indledt et arbejde med at tilpasse deres bistandsarbejde til regeringens "Plan for National udvikling".

I maj sidste år blev USA's bistandsorganisation USAID smidt ud af Bolivia. Bolivias regering anklagede USAID for at blande sig i landets interne politiske forhold og støtte regeringskritiske kræfter i sociale organisationer og fagforeninger.