13 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Danske svineproducenter scorer kassen i Ukraine

Medvirker til jordtyveri

Danske svineproducenter scorer kassen i Ukraine

Dansk-baseret firma har lejet 55.000 hektarer jord i Ukraine til at dyrke korn på. I alt 100 danske selskaber tjener store penge i Ukraine. Udenrigsministeriet støtter.

Grise i landsbyen Ostrozhets i Ukraine. Danske selskaber slagter tusindvis af svin i Ukraine og lejer jord.
FOTO: Wikipedia
1 af 1

Det dansk-baserede firma Trigon Agri A/S har lejet 55.000 hektarer jord i Ukraine, hvad der svarer til hele Bornholms størrelse. Her dyrker de korn.

Det britiske dagblad Financial Times skriver, at Trigon Agri A/S er et dansk moderselskab i den skandinaviske Trigon Agri-gruppen. 

Selskabets aktiviteter omfatter i alt 177.000 hektar jord i sortjordsområdet i Ukraine og Rusland. 

Vi sætter en masse i gang. Vi skaber arbejdspladser.
Tom Axelgaard

Dermed har Danmark sluttet sig til de lande, der udnytter noget af Europas allerbedste jord til at skaffe sig selv fødevarer eller profit.

I alt har firmaer fra USA, EU-lande, Mellemøsten og Asien opkøbt i alt 1,6 millioner hektarer jord af Ukraines 41 millioner hektarer landbrugsjord. 

Udenrigsministeriet støtter

Det har ikke været muligt at opgøre, hvor meget jord danske firmaer og landmænd har lejet i Ukraine. Men Udenrigsministeriet kan oplyse, at der på nuværende tidspunkt er over 100 danske virksomheder med registrerede selskaber i Ukraine.

Investeringsfonden for Udviklingslande (IFU) under Udenrigsministeriet oplyser, at de sammen med danske virksomheder som Carlsberg, A.P. Møller-Mærsk og Bols Planteskole har lavet knap 60 investeringer i Ukraine, Balkan og Kaukasus. De har investeret for godt 3,5 milliarder kroner.

IFU har bidraget med 600 millioner kroner i form af aktiekapital og lån.

Et andet stort dansk foretagende, der opererer i Ukraine, er Danosha, ejet af det danske selskab Axzon Group. Firmaet har i 2012 fået 30 millioner kroner fra IFU.

Danosha har lejet mere end 11.000 hektar jord nær landsbyen Kalush i Ivano-Frankivsk-regionen i det vestlige Ukraine. Afgrøderne anvendes til dyrefoder i Danoshas fem lokale svinefarme.

Den samlede årlige produktion er på næsten 280.000 slagtesvin.

Skattesnyd og forurening

Ifølge dagbladet Politiken betaler danske svinefabrikker Ukraine ikke skat af overskuddet. Lobbyister har fået skabt en lovgivning, hvor landbruget er helt fritaget for skat. Som holdingselskab skal de danske firmaer betale skatten i produktionslandet, ikke i hjemlandet, erfarer avisen.

I 2012 havde Axzon Group et overskud på 250 millioner kroner på deres 27 svinefarme i Polen og Ukraine, og dets samlede skat for aktiviteter i Danmark og udlandet var 900.000 kroner. 

Tom Axelgaard, administrende direktør for Axzon Group, mener dog, at de betaler rigeligt i skat. 

– Vi sætter en masse i gang. Vi skaber arbejdspladser, og medarbejderne betaler skat af deres løn. Dertil kommer ejendomsskatter og jordleje til landsbyerne. Vi har fået ros fra myndighederne, som kalder os en af de største skatteydere derovre, siger han til Politiken.

De danske svineproducenter anslås at have investeret omkring 24 milliarder kroner i Østeuropa. De producerer 3,8 millioner slagtesvin om året hér, og de 12 største danskejede svineselskaber i Østeuropa har på fire år seksdoblet det samlede overskud fra 73 millioner kroner i 2009 til 486 millioner sidste år.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


07. sep. 2014 - 12:10   25. feb. 2022 - 11:03

Ukraine

Anders Fenger
Skribent
Ukraines økonomi
  • Bruttonationalprodukt i 2012: 629 milliarder kroner
  • Udlandsgæld 2014: 102 milliarder euro, hvilket svarer til 762 milliarder kroner.
  • Underskud på statsbudgettet 2014: Over 10 procent af bruttonationalproduktet, hvis der ikke skæres ned.
  • Ifølge en aftale med valutafonden IMF skal underskuddet bringes ned til 2,5 procent i 2016. 
  • Officielt er arbejdsløsheden 8,4 procent, men uofficielt er den tættere på 25 procent. Virksomheder i Ukraine indberetter ikke fyringer.
  • Ofte går arbejdere ulønnet i flere måneder, før de bliver afskediget.
  • Manglen på job har drevet 4,5 millioner arbejdere – næsten 20 procent af arbejdsstyrken – til udlandet.
  • 60 procent af Ukraines eksport går til Rusland og andre post-sovjetiske stater.

Kilder: CIA World Factbook, IMF