Ifølge FN’s Palæstinakontor er over 8000 mindreårige palæstinensere blevet anholdt og retsforfulgt ved israelske militærdomstole siden år 2000. Nogle af dem er ned til 12 år gamle.

Børnene bliver bagbundet og med bind for øjnene sat til at vente. Måske er klokken tre om natten, og de har hverken mad eller drikke.
Gerard Horton, advokat

De bliver ofte dømt for stenkast mod den israelske besættelsesmagt eller bosættere. I 2015 blev 1000 mindreårige tiltalt ved militærdomstole.

To ildsjæle forsøger efter bedste evne at skærme børnene og kritiserer ubønhørligt de israelske myndigheder, der overtræder selv de mest grundlæggende regler på området.

Reglerne bliver konstant brudt 

Advokaterne Gerard Horton og Salwa Duaibis har besøgt Danmark for at oplyse om børnenes situation og presse på i forhold dansk reaktion på forholdene. De har holdt offentlige møder og mødt folketingspolitikere.

De to tilhører organisationen Military Court Watch, der holder øje med de israelske militærdomstole, og som omfatter advokater og jurister fra hele verden. Begge påpeger, at Israel har undertegnet den internationale Børnekonvention, som alle stater skal overholde.

Den siger, at anholdelse, tilbageholdelse eller fængsling af børn kun må bruges som en nødløsning og i så kort tid som overhovedet muligt. Men  de israelske myndigheder bryder konstant reglerne, mener de to advokater fra Military Court Watch.

– Der sker brud på selv de grundlæggende retsprincipper. Det er en følge af hele situationen på Vestbredden, som er et territorium erhvervet gennem magt og bebygget med ulovlige bosættelser, siger Gerard Horton og ryster på hovedet.

Han er født og opvokset i Australien. Her uddannede han sig til jurist og virkede som advokat, inden de palæstinensiske børns forhold trak ham til Mellemøsten, hvor han følger situationen på den palæstinensiske Vestbred.

– Efter de to verdenskrige formulerede det internationale samfund en række regler, baseret på vores kollektive erfaringer, for at forhindre historiens gentagelse. Men netop disse kollektive erfaringer – principper – overtrædes på det groveste på Vestbredden, tilføjer australieren i en samtale med Arbejderen.

Arresteret om natten

Den palæstinensiske advokat Salwa Duaibis bryder ind med et typisk eksempel på et brud på Børnekonventionen i de besatte områder. Børn bliver tit arresteret om natten.

– Angrebet begynder som regel efter midnat med et højt brag ved hoveddøren. Lyden vækker alle. Andre gange anvender militæret en specialenhed, der uden at lave lyde åbner en låst dør og går ind i huset, hvor familien sover.

– Mødre har fortalt mig, hvordan det er at høre støj i soveværelset og pludselig se en soldat med en pistol eller automatriffel. Jeg tror ikke, du nogensinde vil komme dig efter en sådan oplevelse, der skaber dyb usikkerhed.

Salwa Duaibis er palæstinenser og tilhører – ud over Military Court Watch – organistionen Women's Centre for Legal Aid and Counseling. Hun rådgiver mange gange kvinder, der er dybt rystede over anholdelsen af børn.

Palæstinenseren fortæller, at andre gange bliver hoveddøren smadret ved en "kontrolleret eksplosion". 

– Mødre fortæller mig, at de ikke sover godt om natten. Familierne må ofte sove på skift, så nogen hele tiden holder vagt. Det er meget foruroligende, så mødre er under konstant stress; de lider af hovedpine eller mavesmerter som følge af kronisk søvnmangel, fortæller hun.

Chokerede børn

Barnet eller børnene, som soldaterne tager med, er også dybt chokerede. Ifølge Salwa Duaibis tager soldaterne børn helt ned til 12 år med. Dét er den legale grænse for anholdelse.

Først tjekker soldaterne familiemedlemmernes identitetskort, identificerer drengen eller den person, de vil arrestere. Sjældent kommer soldaterne med en skriftlig begrundelse for arrestationen. Og de oplyser næsten intet om deres juridiske rettigheder. Inden for en halv time bliver personen bundet på hænderne foran eller bag ryggen med plasticstrips, får bind for øjnene og taget væk for at blive afhørt.

Ifølge internationale konventioner skal arresterede oplyses ordentligt om deres ret til tavshed. Børn må aldrig få bind for øjnene, få en hætte trukket over hovedet eller blive fastholdt i pinefulde stillinger. Børn må aldrig udsættes for voldelig, truende tvangsadfærd, skriver de internationale jurister fra Military Court Watch.

Gerard Horton forklarer, at børnene får bind for øjnene af "sikkerhedsgrunde", som de israelske myndigheder forklarer Military Court Watch.

– Men så vidt vi kan se, er årsagen, at det "blødgør" børnene op til et forhør. Hvis du har fået bind for øjnene og er bundet i mange timer, vil du frygte det værste, fortæller advokaten.

Vold og trusler

Børnene anbringes i et militært køretøj. Der kan ifølge Military Court Watch godt gå fem til 10 timer, før børnene ankommer til forhørscenteret, der typisk ligger i en bosættelse. Gerard Horton holder en pause, synker en klump, men fortsætter så – temmelig – fattet.

– Normalt vil soldaterne stoppe op på ruten undervejs ved mindre militære baser og bosættelser, da afhøringer tit finder sted efter klokken otte om morgenen. Børnene venter bagbundet og med bind for øjnene, måske klokken fra tre om natten, uden mad eller drikke.

Australieren fortæller, at børnene tit og ofte bliver skubbet, puffet til eller får slag og spark af soldaterne.

– Så bliver de afhørt i et lille rum med et bord. Bindet fjernes fra øjnene. Børnene har typisk ikke sovet, så psykisk er de meget svækkede. Den, der gennemfører forhøret, er store, kraftige mænd, normalt klædt i jeans og t-shirt, og de identificerer sig ikke. Du ved ikke, om det er politiet, sikkerhedstjenesten eller militæret.

Børnene får ikke at vide, at de ifølge israelsk militærlov har ret til en advokat.

– Det respekteres kun i omkring 20 procent af sagerne, og i disse tilfælde er der simpelthen tale om et meget kort telefonopkald, fortæller  Gerard Horton.

Otte ud af ti gange bliver barnet ikke informeret om sin ret til tavshed. De, der afhører, anvender en række teknikker, der består af "intimidering og trusler for at få dig til at tilstå", tilføjer advokaten.

– Det er normalt, at den voksne går helt tæt på barnets ansigt, råber ad det og truer med, at det "kommer lang tid i fængsel, hvis det ikke tilstår. Andre gange får børnene at vide, at de vil blive udsat for fysisk vold, hvis de ikke tilstår.

"Tilståelser"

Den voksne kan også true med, at barnets fader får inddraget arbejdstilladelsen i Israel eller i en bosættelse.

En typisk teknik er, at barnet får at vide, at dets venner allerede har "tilstået" at have kastet for eksempel sten. Efter "tilståelsen", der kan give op til 20 års fængsel, kommer man hjem.

Gerard Horton kræver, at børnene får mulighed for at rådføre sig med en advokat, inden de bliver afhørt. Og at de skal have en forælder eller værge til stede, inden og under afhøringen.

Military Court Watch kræver desuden at alle afhøringer optages audiovisuelt, samt at ingen børn må føres væk fra Vestbredden, som det er praksis i mange tilfælde.

Ifølge lokale menneskerettighedsorganisationer er der lige nu omkring 350 frihedsberøvede palæstinensiske børn i israelske fængsler og lejre. Årligt bliver der overflyttet mellem 7000-8000 fanger fra Palæstina til Israel.

Den Internationale Straffedomstol (ICC) fordømmer sådanne overførsler som krigsforbrydelser. Israel bryder derved den Fjerde Genèvekonvention, som et flertal af verdens lande har underskrevet, mener Military Court Watch.

For en militærdomstol

Efter to dage kommer et arresteret barn for en militærdomstol, der ligger på Vestbredden. Her ser barnet en advokat for første gang. Hvis barnet er anklaget for at kaste sten, bliver man næsten med sikkerhed nægtet løsladelse mod kaution, fortæller Salwa Duaibis.

En tilståelse giver typisk fire-seks måneder i fængsel. Og du må vente omkring fire måneder i fængsel på at høre dommen. Hvis barnet derimod udfordrer militærdomstolen og nægter sig skyldig, kan der godt gå seks måneder i fængsel, før dommeren ser på sagen.

Derfor tilstår mange palæstinensiske børn, senest den daværende 16-årige pige Ahed Tamimi, der fik en dom for at give en soldat en lussing sidste år.

Gerard Horton bryder ind.

– Hvis det kommer til afhøringer i retten af soldater og barnet selv, vil de militære dommere være mest tilbøjelige til at tro på de israelske soldater. En del af dommerne bor nemlig i bosættelserne, så der skal ikke megen fantasi til at tænke sig, at dommen mod en dreng for stenkast mod bosættere bliver hård, mener han.

Efter fængselsophold eller afhøring bliver børnene hårdt ramt, fortæller Salwa Duaibis, der har talt med tusinder af berørte børn og forældre.

Årsagen er, at de israelske afhørere ofte tvinger børnene til at give informationer om lokalområdet – de forsøger at gøre dem til stikkere.

– Uanset hvad stoler barnets familie, skolekammerater og naboerne i landsbyen eller byen ikke på ham eller hende, fordi der er risiko for, at informationer er tilgået den israelske besættelsesmagt. Det sker, selv om barnet ikke har sagt noget. Barnet ved godt, at ingen tror på ham eller hende på grund af et fængselsophold.

– Ingen ved, om barnet fortsat vil give oplysninger, så folk holder sig væk. Rent faktisk fortæller forældre mig, at det første råd, de giver deres børn, er at holde sig væk fra et andet barn, der er frigivet. I stedet for at få sit liv på skinner igen, bliver man udstødt og isoleret og mødt af mistro.

Frustration

De to advokater er ofte frustrerede over situationen, men føler ikke, at de har noget valg.

– Vi kan sidde passivt og se tingene kollapse omkring os eller prøve at gøre noget? Vores arbejde er meget fokuseret. Vi kan måske gøre situationen for børnene lidt bedre. Jeg bliver opmuntret og  får motivation, siger Salwa Duaibis.

Gerard Horton tøver en anelse. Han kan ofte have svært ved at adskille det professionelle ydre med den personlige indignation, indrømmer han.

– De israelske myndigheder gør, hvad der passer dem. Principper ignorerer de. Prøv at se på sagen om Østjerusalem. Trods flere resolutioner fra FN's Sikkerhedsråd, sker der intet. Men da for eksempel russiske Vladimir Putin annekterede Krim, klagede alle i Vesten over det og indførte sanktioner mod Rusland.

Australieren mener, at for eksempel EU gennem årene har strøget Israel med hårene.

– EU har været delvis kritiske om nogle få ting. Så tager EU's repræsentanter problemerne op med israelske embedsmænd på møder. Nogle gange offentliggør EU udtalelser om, at dette og hint er "uacceptabelt". Det er altså så langt de vestlige lande og EU er parat til at gå.

EU og Vesten vil ikke engagere sig i nogen form for reel ansvarlighed. 

Ingen forbedring

I 2013 udgav FN's børneorganisation UNICEF en fordømmende rapport om palæstinensiske børn i israelske fængsler. Hensigten var at få det militære retssystem til at rette sig efter international retspraksis.

I 2015 måtte UNICEF beklage, at intet var forbedret: Mishandlingen af børn i det militære detentionssystem var stadig udbredt, systematisk og institutionaliseret. 

Gerard Horton ryster på hovedet.

– Israels udenrigsministerium uddelegerede opgaven med at samarbejde med UNICEF til en israelsk militærjurist, der var officer og bosat i en bosættelse. Ud af UNICEF's 38 anbefalinger er én ting ændret i dag – tidsperioden, før et barn stilles for en dommer, er blevet en smule reduceret.

– Vi bliver ved med at presse på, lover den australske advokat.