25 Aug 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Delvis sejr til havnearbejderne

Havnestrejke slutter

Delvis sejr til havnearbejderne

Ti procent mere i løn, betalt frokostpause og lov til at gå på toilet i arbejdstiden. Det blev resultatet af 40 dages strejke.

Der blev samlet ind til de strejkende havnearbejdere blandt indbyggerne i Hong Kong. Her fra en sådan indsamlingsaktivitet den 21. april
FOTO: Sigurd Guldbrandsen
1 af 1

Hong Kongs havnearbejdere har vundet en lønstigning på 9,8 procent samt løfter om forhandlinger om bedre sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen.

Kranførere, som tidligere skulle arbejde uden pauser og spise under arbejdet, får nu betalt spisepause, og mens de før skulle "skide på en avis" i kranens førerhus - som de selv formulerede det - så må de standse kranen for at gå på toilettet.

Aftalen kom på plads i forrige uge efter 40 dages strejke. I sidste uge var over 300 strejkende tilbage på arbejde, men 108 af de strejkende er ikke blevet genansat i deres gamle firma, som lukkede under konflikten, og foreløbigt heller ikke i et andet firma.

Havnearbejdernes fagforening (UHKD) besluttede på et stort fællesmøde at sige ja til tilbuddet, der kom fra fire store virksomheder, der opererer i havnen. Den indgåede aftale opfylder ikke alle fagforeningens krav.

Lønstigningen er cirka det halve af det krav, som blev stillet, og man fik ikke en egentlig kollektiv overenskomst.

Men den 40 dage lange strejke har "brudt traditionen med arbejdsgivernes ensidige diktater og tvunget dem til at skrive under på en aftale om visse løn- og arbejdsforhold", skriver UHKD i en udtalelse. Det betragter man som et vigtigt skridt på vejen.

Havnearbejdernes fagforening mener også, at den lange strejke har ændret mange indbyggeres syn på fagforeninger, faglig kamp og på den traditionelle respekt for arbejdsgiverne. UHKD takker for stor støtte fra Hong Kongs indbyggeres samt for solidariteten fra den internationale fagbevægelse.

"Sammen med jer har vi demonstreret vigtigheden af arbejderenhed i kampen ikke kun for en rimelig løn, men også for vores værdighed", skriver fagforeningen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


23. maj. 2013 - 10:51   23. maj. 2013 - 11:00

Hong Kong

se@arbejderen.dk