Varm te, iskoldt vand, brød og hummus. Der er ro på nu. Arbejderen møder Salah Khawaja få timer efter, at tusind palæstinensere demonstrerede på 70-års dagen for fordrivelsen i 1948 udenfor byen Ramallah på den besatte Vestbred.

Jeg er mere fri end Israels premierminister Benjamin Netanyahu.
Salah Khawaja, BNC

Sammen har vi allerede tilbragt timer i tåregasregn fra den skyfri himmel, og følt på varmen fra den stegende sol og de brændende bildæk.

I Salah Khawajas øjne er demonstrationer nødvendige, en legitim handling mod en ulovlig besættelse, men han ser med bekymring på konsekvenserne.

– Demonstrationerne forhindrer, at vi alle mødes for at udtrykke vor modstand. Tåregas og kugler er ikke for alle, ikke de syge og svage. De unge, der kaster med sten, bliver skudt og møder en håbløs fremtid. Derfor skal vi have en folkelig bevægelse, hvor alle bidrager med, hvad de kan, hvert vågne minut, siger han.

– Mit mål er, at modstanden bliver en del af alle palæstinenseres liv. Når Israel lukker de militære kontrolposter, så bryder vi dem åbne, så lægen kan hjælpe de syge i Jordandalen. Så læreren kan komme på arbejde og undervise de unge. Vi skal tage et frit liv tilbage.

Det centrale aspekt af Salahs liv er ikke-voldelig modstand. Han mener, den væbnede kamp har været fejlslået og skadet den palæstinensiske frihedskamp: For hver sten, der bliver kastet, styrker Israel dets militære jerngreb om de besatte områder og presser befolkningen dybere ned i apartheidlignende tilstande.

Aktivisme som livsprojekt

Salah Khawaja er lige trådt ind i sidste halvdel af livet, men er stadig en utrættelig aktivist.

Han har fulgt i sine forældres fodspor som centralt medlem af det marxistiske PFLP, men skiftede i 2002 spor, da han var med til at starte det i dag marginale al-Mubadara, et socialistparti ledet af Mustafa Barghouti og med en af Palæstinas intellektuelle giganter Edward Said i front. Ambitionen var at danne en tredje vej mellem de dominerende partier Fatah og Hamas.

I dag sidder han i landsudvalget for BDS-bevægelsen – Palestinian Boycott, Divestment and Sanctions National Comittee (BNC), der opfordrer det internationale samfund til at lægge økonomisk og kulturelt pres på Israel – på lige fod med det pres, der efterhånden ramte Sydafrikas apartheidregime.

Og han sidder i Palæstinas styregruppe for samtlige politiske partier, der arbejder for forsoning og en fælles politisk front mod besættelsen og støtte til de politiske fanger.

Flere ser ham som den absolutte frontfigur i Palæstinas ikke-voldelige modstand mod Israels besættelse.

– Israel anklager BDS-bevægelsen for antisemitisme og terror, men ingen her opfordrer til at smide hverken Israel eller jøder i havet. BDS-kampagnen er en ikke-voldelig strategi og en del af den folkelige modstandsbevægelse, som vi har ret til som et besat folk, forklarer han og fortsætter:

– Den internationale domstol har erklæret seperationsmuren i strid med international lov. Besættelsen er ulovlig. Bosættelserne er ulovlige. Fra BDS-bevægelsen kommer der et samlet opråb om, at Israel skal efterleve sine forpligtelser overfor det internationale samfund. Indtil landet gør det, så kræver vi, at Israel boykottes.

Vrangforestillingen Israel

Mens Israel står på skuldrene af supermagten USA, har Palæstina mistet meget af den internationale støtte i de senere år, både økonomisk og politisk.

Samtidig er palæstinensernes fælles vandring gennem historien blevet stadig mere afsondret. Oplevelsen af "Palæstina" er vidt forskellig, afhængig af, om du bor i Gaza, Østjerusalem, Vestbredden, Libanon eller Europa.

Men der er lyspunkter, fastholder Salah. Den demografiske fordelingen gør, at der nu er flere palæstinensere end israelere i området set under et. Det kan byde på store problemer for Israel, som hårdnakket fastholder sin zionistiske vision om at være en jødisk stat, hvor religiøse minoriteter bliver samfundsborgere uden lige rettigheder.

Ligesom mange andre palæstinensere, ser Salah Oslo-aftalen det som den store fejl, at verden fik indtrykket af, at Israel var villig til fred, men er i stedet blevet ført bag lyset. Siden har Israel brugt fredsprocessen til at dække over den ekspanderende besættelse, uden sanktioner fra det internationale samfund, samtidig som palæstinenserne lagde al politisk magt i hænderne på Yassir Arafat og Fatah-partiet.

– Vi blev narret og betaler for det gennem manglende politisk indflydelse. Men vi ser stadig ændringer. Sociale medier har gjort det mulig for os at vise besættelsens sande ansigt, og i BDS bruger vi det bevidst. Vi ønsker ikke at forklare til verden, hvad der sker – I kan se det selv. Det bliver stadig sværere for Israel at holde vrangforestillingen om fred oppe, spår han.

Men gør det ham ligefrem til en optimist?

– Hver morgen ser jeg verdens i et nyt lys, siger Salah, som tilsammen har brugt 11 år af sit liv bag tremmer i israelske militærfængsler.

Det er ikke mere end fem måneder siden, at han kom ud fra sin seneste et-års dom, da han blev officielt erklæret en "fjende af Staten Israel".

– Vi er et besat folk, men du kan ikke kun kigge på besættelsen her. [Israels statsminister] Netanyahu er ansvarlig for at have dræbt over 100 mennesker i Gaza siden marts. Hvis vi taler om frihed, så vil jeg sige, at jeg er mere fri, end han er.