To årtier efter Sovjetunionens og den europæiske socialismes sammenbrud er den internationale situation karakteriseret ved stor ustabilitet, usikkerhed og skærpet klassekamp.

Den globale kapitalistiske krise er blevet mødt af en imperialistisk offensiv mod arbejderklassen og verdens folk. Dette har medført skærpede arbejdskampe og fornyet kamp for de folk, som søger nye udviklingsveje udenfor den imperialistiske hegemoniske dominans.

USA er stækket økonomisk, og dollaren er under pres, men USA er fortsat uden sidestykke verdens førende militære supermagt.

Kapitalismens uens udvikling og interimperialistiske modsætninger skærpes med opbrud i internationale relationer til følge.

Imperialismens offensiv medfører store farer for verdens folk, og nye brændpunkter opstår, mens gamle modsætninger genopstår. Samtidig danner udviklingen basis for en ny forståelse for kapitalismens sande natur som et udbyttende, aggressivt og undertrykkende system. Modstanden er imidlertid fortsat relativt svag, omend udviklingen er positiv, men skrøbelig i Latinamerika. 

Kampen mellem de imperialistiske centre fokuserer på kontrol over energiressourcer, vandressourcer, sejlruterne for transport af varer. Dette skaber brændpunkter i Det Kaspiske Hav, det østlige Middelhav, Mellemøsten, den Persiske Golf, Afrika, det Sydkinesiske Hav og Arktis. Faren for regionale og sågar verdensomspændende konflikter er stigende. De imperialistiske akser omfordeler verdens markeder og territorier.

Krisens udbrud har kun forstærket tendensen, til at USA’s, EU’s og Japans andel af verdensproduktionen er for nedadgående. USA fastholder fortsat førstepladsen, men dets andel af bruttoverdensproduktet (BVP) faldt fra 22,2 procent i 2005 til 18,9 procent i 2012 (målt i købekraft). Eurozonen i faldt fra 16,5 procent i 2005 til 13,7 procent i 2012 og mistede således andenpladsen til Kina. Tilsammen har EU's 27 lande som helhed en andel svarende til USA's.

Tilsvarende faldt G7-landenes andel fra 45,0 procent i 2005 til 37,8 procent i 2012. G7 består af verdens største økonomier det vil sige USA, Storbritannien, Frankrig, Tyskland, Italien, Canada og Japan. Omvendt er Kinas og Indiens andel af bruttoverdensproduktet støt stigende, mens andelen for de resterende BRIKS-lande forbliver stabil (Brasilien, Rusland, og Sydafrika). Produktiviteten i disse lande er dog fortsat relativt lav sammenlignet med USA, der dog overgås af Norge, Irland og Luxembourg. Frankrig, Tyskland, Belgien og Holland kommer lige i hælene på USA.

Kapitalismens uens udvikling i Europa er med til at opdele EU i forskellige grupper, som bevæger sig i hver sin retning. Baseret på samtlige økonomiske indikatorer (BNP-vækstrate, industriel produktion, produktivitet, løbende poster, og finanspolitisk situation) kan tre kategorier skelnes inde i eurozonen i dag. (1) Den stærke gruppe (Tyskland, Holland, Finland), (2) mellemkategorien med blandt andet Frankrig og Italien, hvis afstand fra Tyskland er stigende, og (3) de svageste forgældede økonomier (for eksempel Spanien, Portugal, Irland og Grækenland)  

USA er stækket økonomisk, og dollaren er under pres, men USA er fortsat uden sidestykke verdens førende militære supermagt. Også her er der imidlertid ridser i lakken. USA har trukket sig ud af Irak, på nær en stribe militærbaser som de fortsat beholder i landet. I dag har nabolandet Iran dog på en lang række områder større indflydelse i Irak end USA. Samtidig ligner besættelsen af Afghanistan i højere og højere grad det første militære nederlag siden Vietnamkrigen.

EU's udenrigs- og militærpolitik. 

En gennemgang af udviklingen i den internationale situation, herunder også situationen i Mellemøsten, kan ikke forbigå EU og EU's voksende rolle som international aktør og magtfaktor.

Siden aftalen om EU’s Fælles Sikkerheds- og Forsvarspolitik blev sat i værk i 1999, har EU været udenrigspolitisk aktiv over alt i verden og militærpolitisk aktiv på flere kontinenter. EU’s kompetencer og aktiviteter på området lovfæstedes og udbyggedes med Lissabon-traktaten – den forklædte forfatningstraktat af 2009.  Den politiske ledelse ligger hos Kommissionen, EU’s ”høje repræsentant” (udenrigsminister) og ministerrådsmøderne, og området betjenes af et vidt forgrenet embedsværk bestående af civile og/eller militærpersoner.

EU-hæren er en realitet, hvilket netop er demonstreret i forbindelse med krigene i Mali og i Centralafrikanske Republik.

Under forsæde af "den høje repræsentant" afholdes der månedlige møder i Ministerrådet for udenrigs- og sikkerhedspolitik, og hvad angår mellemøstlige og afrikanske lande og forhold, findes de på praktisk taget hver eneste mødedagsorden. Siden 1999 har EU gennemført 30 operationer og missioner på tre kontinenter. De bemandes med civile og/eller militærpersoner, og til de igangværende missioner er for tiden udsendt omkring 7000 personer. 

Hvad sikkerhedspolitikken angår, fremstår EU gennem sine egne dokumenter som fredsskaber og -mægler, men virkeligheden viser, at EU – som USA og NATO – i krisestyring ikke viger tilbage fra at bruge militære midler. 

EU-hæren er en realitet, hvilket netop er demonstreret i forbindelse med krigene i Mali og i Centralafrikanske Republik. EU’s militærbudget (30,5 millioner euro i 2012) er endnu beskedent i forhold til summen af medlemslandenes egne militærbudgetter. Men Kommissionen ønsker naturligvis, at medlemslandene vil overlade en stigende andel af de nationale militærbudgetter til det fælles EU-militær. EU har delegationer (ambassader) og kontorer i 139 af verdens lande, og et tæt net af partnerskaber, handels- og samarbejdsaftaler er spundet over kloden. 

Mellemøsten og Afrika 

Mellemøsten som geografisk og politisk begreb rummer mange arabiske lande, og EU havde i "00’erne" fremskredne planer om at indgå en partnerskabsaftale, der rummede både Middelhavslandene og hele Mellemøsten. Men af grunde, vi ikke har kunnet finde frem til, skrinlagdes planerne. I stedet findes en partnerskabsaftale mellem EU og Middelhavslandene.

EU har dog et udstrakt samarbejde med arabiske lande. Således er der indgået aftaler med Golfstaternes samarbejdsråd (GCC), senest udtrykt i et fælles aktionsprogram for 2012-13. Programmet omfatter "informations- og kommunikationsteknologi, atomsikkerhed, ren energi og økonomisk dialog". 

I Saudi-Arabien har EU en (diplomatisk) delegation, der dækker GCC-landene, der udover Saudi-Arabien består af Bahrain, Kuwait, Oman, Qatar. I slutningen af 2013 åbnede EU en delegation i Abu Dhabi, der dækker De Forenede Arabiske Emirater.

Desuden har EU forbindelse med Den Arabiske Liga.

EU hjælper Israel med at bevogte en ulovlig grænsedragning mod Syrien.

For Middelhavslandene er der som ovenfor nævnt indgået en partnerskabsaftale (EUROMED). Den arbejder for at "fremme økonomisk integration og demokratiske reformer i 16 nabolande syd for EU i Nordafrika og Mellemøsten." De 16 lande er: Albanien, Algeriet, Bosnien og Hercegovina, Kroatien, Egypten, Israel, Jordan, Libanon, Mauretanien, Monaco, Montenegro, Marokko, det Palæstinensiske Selvstyre, Syrien, Tunesien og Tyrkiet. 

EUROMED afholder regelmæssigt møder, og siden 2010 har den et sekretariat i Barcelona med generalsekretær og seks vicegeneralsekretærer. Blandt Unionens arbejdsopgaver er bekæmpelse af forureningen af Middelhavet og udarbejdelse af en energiplan bygget på bæredygtige energikilder samt udvikling og støtte til mindre erhvervsdrivende i regionen. 

I forordet til en virksomhedsrapport fra 2008 skriver kommissæren for udenrigsanliggender,  Benita Ferrero-Waldner, at meget er opnået i samarbejdets 15 år, men at der henstår mange udfordringer, "særligt sikkerhed, miljøbeskyttelse, bæredygtig energiforsyning, kampen mod organiseret kriminalitet, indvandringskontrol og mellemkulturel dialog". I rapporten gøres for øvrigt også rede for støtte til udvikling af et politi, som det bør virke i en retsstat.

Et i sandhed omfattende regionssamarbejde.

En del af EUROMED's arbejdsområde er den såkaldte fredsproces i konflikten Israel-Palæstina. EU erklærer sig i flere sammenhænge som fredsskaber og tilhænger af en to-statsløsning og roser sig af at være en del af FN’s Mellemøstkvartet.

EUROMED’s opgave er at "fremme fred og samarbejde mellem israelere og arabere, især ved initiativer, der berører folks liv". Rapporten giver indtryk af, at det drejer sig om lokalpolitiske projekter, såsom at fremme samkvemmet mellem folk, der bor i grænseområder. Imens høres fra EU kun høflige fordømmelser af tortur, mord og ulovlige bosættelser, og EU hjælper Israel med at bevogte en ulovlig grænsedragning mod Syrien.

Det er et eksempel på, at EU’s storpolitik overalt er præget af det tætte samarbejde med USA og NATO. EU’s holdning til Cuba er et andet eksempel, og trods visse modstående interesser inden for Unionen mellem især de tre gamle kolonilande,  Storbritannien, Tyskland og Frankrig, ses følgagtigheden også i de sidste års (væbnede) konflikter Mellemøsten og Afrika.

I forsvarspolitikken viser det sig i stigende grad, at EU åbenbart har behov for at "forsvare sig" ganske langt fra sine egne grænser. Det er aktiviteterne i Afrika også et tydeligt eksempel på. Men disse aktiviteter afslører samtidig imperialismens indbyrdes konkurrence om dette kontinents rigdomme. 

EU's aktuelle, store satsning er rettet mod Sahel under betegnelsen: Strategi for Sikkerhed og Udvikling i Sahel. Sahel er et geografisk bælte umiddelbart syd for Sahara, der strækker fra Atlanterhavet til Det røde Hav gennem lande som Mali, Niger og Centralafrikanske Republik. Disse lande rummer alle ekseptionelle, eftertragtede naturrigdomme. 

I en rapport af maj 2011 fra EU’s Generaldirektorat for Udenrigsanliggender defineres sikkerheden således:

"Sahel-regionen udgør Europas sydlige geopolitiske grænse. Enhver ustabilitet vil i sidste ende finde sin vej til europæiske naboer og selve Europa... Generelt giver Sahel-regionen geostrategisk dybde i forhold til Nordafrika, Vestafrika og indirekte Det Røde Hav... Mange af landene i området spiller en central rolle i form af europæisk energiforsyning..."

"Sikkerheden" defineres også som at være i sikkerhed for al Qaeda i Sahel-landene (påskuddet for at anvende militære midler) og som indsættelse af pålidelige regeringer, der kan skaffe ro og orden for befolkningerne såvel som for investorerne.

"Udvikling" forekommer at være et nyt mantra for aktiviteterne, og udviklingen består blandt andet i at sikre en infrastruktur. Det vil sige, at EU's tilskud sikrer opbygning af infrastrukturer (veje, broer, energiforsyning med videre), der gør det profitabelt for monopolerne at etablere sig i landene og udnytte naturrigdommene.

En rapport af 2011 om Sahel-indsatsen opgiver et beløb på 450 millioner euro til løbende og projekterede programmer fordelt i Mali, Mauretanien og Niger.

Det arabiske forår og efterår

”Det arabiske forår” må forstås som en række modsatrettede processer, hvor folkelige kræfter på den ene side kæmper for demokrati, udvikling og social retfærdighed, og de imperialistiske magter på de anden side kæmper for deres økonomiske, politiske og ressourcemæssige interesser, og således direkte og indirekte søger at fastholde deres indflydelse.

Omvæltningerne i den arabiske verden er ikke en arabisk "opvågnen". Et sådant udtryk indebærer, at araberne altid har "sovet, mens diktaturer og uretfærdighed" har omgivet dem. I virkeligheden har den arabiske verden været fyldt med hyppige opstande, der er blevet slået ned af de arabiske ledere i samarbejde med lande som USA, Storbritannien og Frankrig. Det har været disse magters indblanding, der altid har fungeret som en modvægt til demokrati, og dette er der ikke sat en stopper for.

Centralt for USA's strategi står kampen for at vinde fodfæste i Eurasien og kontrollere dette vigtige kontinent. Dets militære tilstedeværelse i Mellemøsten er en integreret del af denne plan.

Siden det såkaldte "arabiske forår" foldede sig ud i 2010-11 og med voldsom kraft fejede præsidenter som Ben Ali og Mubarak af tronerne i Tunesien og Egypten, er der sket en opbremsning af bevægelsen, og rivaliserende grupper strides, imens folkene lider. I en række lande som for eksempel Saudi-Arabien, Qatar, Bahrain, Jordan, Kuwait, Marokko, som kan betegnes som vestmagternes nære allierede, er der ikke rokket ved de herskende forhold på trods af et akut behov for forandringer.

I Bahrain greb Saudi-Arabien ind militært med Vestens billigelse og druknede det folkelige oprør i blod. I Yemen blev den ene vestlige marionet behændigt udskiftet med en anden. I Libyen udviklede et oprør støttet af imperialismen sig til en interventionskrig på baggrund af et misbrugt FN-mandat.

Imperialismens interesser

USA’s planer i Mellemøsten skal ses i et større geo-strategisk perspektiv. Ledende amerikanske kredse har åbent erklæret, at det 21. århundrede skal være et »amerikansk århundrede«, hvor USA søger verdensherredømme. Barack Obamas nye militære strategi hedder således også "Fastholdelse af USA's globale lederskab". USA drømmer om og kæmper for det "nye Mellemøsten", en plan for et såkaldt "Stormellemøsten", der strækker sig fra Nordvestafrika til de centralasiatiske republikker.

Årsagerne hertil er mange, men centralt for USA's strategi står kampen for at vinde fodfæste i Eurasien og kontrollere dette vigtige kontinent. Dets militære tilstedeværelse i Mellemøsten er en integreret del af denne plan.

Det "nye Mellemøsten" består af svage og medgørlige stater, som USA kan manipulere og kontrollere gennem et netværk af militære baser.

For det andet har Det Hvide Hus også åbent erklæret, at det ikke vil tolerere regionale eller blot lokale rivaler, som kan true dets dominans. Støtten til Israel som en regional vagthund, aggressionen mod Afghanistan, Irak, Libanon, Libyen og Syrien samt presset mod Iran skal ses i dette lys.

USA fører en klassisk del-og-hersk-politik, hvor det på den ene side sætter lande op imod hinanden og på den anden side ansporer alle mulige løsrivelsesbevægelser, som kan svække de lokale "stormagter". Det "nye Mellemøsten" består af svage og medgørlige stater, som USA kan manipulere og kontrollere gennem et netværk af militære baser.

For det tredje vil USA i overensstemmelse med sin imperialistiske logik gøre alt for at få kontrol over regionens rige olieressourcer. Det gør det ikke kun for at sikre sine egne forsyningskilder, men også for at kontrollere leverancerne til sine europæiske og andre rivaler.

For det fjerde er USA's magtfulde militær-industrielle kompleks under landets stadigt dybere krise blevet rygraden i dets økonomi. Det gigantiske militærapparat og den lige så gigantiske våbenindustri er blevet en politisk faktor, der er sammensmeltet med og dirigerer det politiske apparat, og som suger billioner ud af de offentlige budgetter. Men da krige er en god forretning for våbenmonopolerne og herunder for den militære forskning, kan man sige, at USA gennem stadig krigsførelse "eksporterer" en del af sine problemer.

Vi kan observere et stadigt større russisk og kinesisk engagement i Mellemøsten. Ingen af de to lande ønsker, at USA – med eller uden sine vestlige partnere – bliver den dominerende magt i området. Og dertil kommer, at Kina har et stort behov for import af energi til sin hurtigt voksende økonomi. 

Vestens hovedfjende i regionen er Iran, og det har da heller ikke skortet på krigstrusler og sanktioner mod Iran. Iran er på mange måder en regional stormagt og således den ledende kraft i det, der kan kaldes "​Modstandsblokken", som ud over Iran består af Syrien, Hizbollah med flere i Libanon og Hamas med flere i Palæstina.

Denne blok udgør en modvægt til vestlig imperialisme i regionen, idet de ønsker at gå en selvstændig vej udenfor imperialismens dominans. Dertil kommer, at Iran siden 2005 har haft status som observatør i Shanghai Samarbejdsorganisationen hvis kerne er samarbejdet mellem Kina og Rusland. 

Planerne for at erstatte det syriske styre med et marionetstyre, som er venligt stemt overfor Vesten, går mindst et årti tilbage.

Syrien, Libanon og Libyen er de eneste lande i Middelhavet, som ikke enten er medlemmer af NATO eller er medlemmer af NATO's forum "Middelhavsdialog". Vi må dog forvente, at Libyen efter landets destruktion står til snarlig optagelse i denne gruppe.

NATO's generalsekretær Anders Fogh Rasmussen har aktivt agiteret for, at det ikke var nødvendigt med et FN-mandat for at gå i krig mod Syrien. Samtidig har NATO gjort det klart, at en syrisk krænkelse af Tyrkiets territorium, ville udløse ikke blot en konflikt med Tyrkiet, men med hele NATO, altså en udløsning af NATO's såkaldte musketéred i henhold til Atlantpagtens artikel 5. NATO har derfor stillet mandskab og patriotmissiler til rådighed langs den tyrkiske grænse mod Syrien. Derudover har NATO stillet den tyrkiske luftbase i Incirlik til rådighed som kommandocentral for oprørshæren, hvor de trænes af vestlige efterretningstjenester og får tildelt våben fra Tyrkiet, Qatar og Saudi-Arabien.

Konflikten i Syrien

Den igangværende konflikt i Syrien kan ikke ses som et enkeltstående forsøg på at omstyrte den syriske regering gennem en vestlig intervention. Planerne for at erstatte det syriske styre med et marionetstyre, som er venligt stemt overfor Vesten, går mindst et årti tilbage.

Efter de tragiske begivenheder 11. september 2001 blev Syrien udråbt som en af "slyngelstaterne", en del af "ondskabens akse". Den tidligere øverstbefalende i NATO, general Wesley Clark, røbede i 2007, at Pentagon allerede i 2001 havde lagt konkrete planer for omstyrtelse af regeringerne i syv lande: Irak, Syrien, Libanon, Libyen, Somalia, Sudan og Iran.

USA's Kongres vedtog allerede i 2003 en lov, som giver tilladelse til et militært angreb på Syrien. Lovens fulde navn er ’Syria Accountability and Lebanese Sovereignty Restoration Act’.

Allerede i 1996 udarbejdedes "Clean Break: A New Strategy for Securing the Realm", et israelsk dokument, men med amerikanske medforfattere. Det var planen først at presse de syriske styrker 3) ud af Libanon, skabe en antisyrisk opposition i Libanon og derefter destabilisere Syrien ved hjælp af Jordan og Tyrkiet. Forudsætningen for succes var i øvrigt, at Saddam Hussein blev fjernet. Alt dette blev gennemført fra 2005 til 2011.

I februar 2005 blev Libanons premierminister Rafiq Hariri myrdet. Sagen er aldrig blevet opklaret, men samme år kom der en FN-rapport, som konkluderede, at kun en stat kunne stå bag. Vesten konkluderede at denne stat kun kunne være Syrien, selvom Israel nok havde været et bedre bud.

Derefter blev Libanon af Vesten presset til at opsige aftalen med Syrien om militær tilstedeværelse, som ellers var skabt på foranledning af FN for at sikre, at den libanesiske borgerkrig var endegyldigt slut. Derefter var vejen banet for Israels angreb på Libanon i 2006, men stik mod Vestens planer tabte Israel krigen og måtte trække sig ud af Libanon.

Israel bombede 2007, hvad de kaldte en nordkoreansk atomreaktor i Syrien. I forlængelse af dette gennemførte USA et militært angreb i Syrien i 2008 i Abu Kamal, som ifølge USA var for at ramme irakiske modstandskæmpere. Håbet har hele vejen igennem været at udløse en krig mod Syrien. Ifølge de oprindelige planer skulle USA gå direkte fra Irak til krig i Syrien.