19 Jul 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

"Et hjemland er alt værd – selv livet"

Eksklusivt interview med Leila Khaled

"Et hjemland er alt værd – selv livet"

Selvom PFLP-legenden Leila Khaled på sin 70 års fødselsdag må erkende, at hun nok aldrig kan vende hjem til Palæstina, fortryder hun intet. Håbet om at hendes børn en dag kan leve frit i Haifa, er hele kampen værd.

IKON: Leila Khaled med det berømte foto af hende, som blev taget efter den første flykapring i 1969 og som gjorde hende til et ikon for revolutionære over hele verden.
FOTO: Revolutionary Lives
1 af 1

Da 25-årige Leila Khaled i 1969 anførte kapringen af det israelske passagerfly TWA Flight 840, erklærede det under kontrol af Che Guevara Kommandoenheden i PFLP og tvang det til at ændre kurs og lande i Damaskus, rettede hun hele verdens blik mod den palæstinensiske befrielseskamp.

Vi er forpligtede til at gøre oprør, ikke fordi vi kan lide det, men fordi undertrykkelse og uretfærdighed altid vil få folk til at gøre oprør.

Aktionen brød den mur af tavshed, der indtil da havde omgærdet den israelske besættelse og undertrykkelse af hendes folk. Fra at være glemt af verden blev den palæstinensiske konflikt over en nat et af klodens mest omtalte brændpunkter og har været det siden.

Verdens øjne blev samtidig rettet mod den smukke, marxistiske flykaprer, der poserede for pressen med en AK47 og en ring lavet af en patron og splinten fra en håndgranat. Leila Khaled brød med alle konventioner om 1960'ernes mellemøstlige kvindebillede og blev et revolutionært ikon på linje med Che Guevara.

I dag fylder Leila Khaled 70 år og kan se tilbage på et langt liv dedikeret til kampen for Palæstinas befrielse.

Men har hun stadig de samme holdninger? Hvordan ser hun på verden i dag?

I et eksklusivt interview med Arbejderen gør den legendariske oprører status over et liv i revolutionens tjeneste.

Det hele værd

Du kan i dag fejre 70-års fødselsdag efter et langt liv dedikeret til den palæstinensiske frihedskamp. Du har været i fængsel, under jorden, været igennem flere ansigtsoperationer for at undgå genkendelse på dine operationer og risikeret dit eget liv adskillige gange. Har det været det værd?

- Afgjort. Et hjemland er alt værd, endda vores liv. Der er andre, som giver deres liv for vores frihed, for vores hjemland og for at de kommende generationer ikke skal lide på samme måde som vi gjorde, da vi blev drevet ud af vores hjem og byer. Frihed kræver ofre. Som et undertrykt folk er vi altid klar til at ofre alt for vores børn.

Hvis jeg fik mulighed for at vende hjem til Haifa, ville jeg sove under et træ ved mit barndomshjem. Det er en lille drøm, men en drøm, der er meget svær at opnå.

- Jeg er lykkelig ved tanken om, at mine børn og børnebørn en dag kan vende tilbage til Palæstina. Det giver mig mod og styrke til at fortsætte kampen.

- Det giver mig styrke, når medier som Arbejderen husker en kvinde som mig fra sidste århundrede og interesserer sig for kampen for en retfærdig sag. Det giver mig tro på, at mit folk vil overleve og sejre, når vi har venner som jer i hele verden.

Hvad har været det hårdeste ved de valg, som du har truffet?

- Det hårdeste var, da jeg var en del af den væbnede revolution. Det er det hårdeste, jeg har gjort i mit liv. Jeg fortsætter kampen nu, men på en anden måde.

Kampens mange ansigter

Leila Khaleds image er i høj grad blevet defineret af de to flykapringer, hun anførte i 1969 og 1970. Men siden har hun deltaget i den politiske kamp på en række andre områder. Hun er medlem af det Palæstinensiske Nationalråd for Folkefronten til Palæstinas Befrielse, PFLP, og leder af den Palæstinensiske Kvindeunion.

Historien har lært os, at hvor der er besættelse, vil der være modstand.

Hvad synes Leila Khaled selv er hendes vigtigste bidrag til kampen?

- Kampen kan have mange ansigter - politisk, militant, socialt. De valg, jeg har truffet, har givet mig erfaring og lært mig at arbejde sammen med andre. Især har kvindearbejdet været fantastisk. Det gør mig stolt af mine handlinger at mange kvinder fulgte mig i den revolutionære kamp. Ikke kun på grund af mig, selvfølgelig, men fordi de fik et eksempel på, at kvinder kan gøre det samme som mænd og samtidig kæmpe for vores rettigheder som kvinder.

Og hvad er status for den palæstinensiske kvindesag i dag?

- Vi har vundet en del af de rettigheder i befrielseskampen, men langt fra nok. Vi må stadig kæmpe for flere rettigheder og lighed i vores samfund. Vi kæmper for et samfund hvor mennesker er lige med lige rettigheder, uanset deres køn.

Retten til modstand

Selvom ingen civile led overlast under de flykapringer, som Leila Khaled anførte, er metoden mildt sagt kontroversiel. Khaled er stemplet som terrorist i mange lande, blev så sent som i 2010 nægtet indrejsetilladelse til et politisk møde i Danmark og anklages også af støtter for at have givet palæstinenserne et dårligt ry som militante.

Mener du stadig, at palæstinenserne har ret til væbnet modstand mod den israelske besættelse?

- Bestemt! Væbnet modstand er ikke en palæstinensisk opfindelse. Historien har lært os, at hvor der er besættelse, vil der være modstand. Naturligvis kan vi ikke løse denne konflikt alene med teori eller ved at opfordre til at stoppe besættelsen. Der er utallige eksempler på folkelig væbnet modstand, i Sydafrika, i Vietnam, i Rusland, i 1940’erne, da nazisterne invaderede Europa. Det er det samme med zionisterne. Vi kan ikke genvinde vores frihed og befri vores land fra besættelsen uden at gøre modstand på samme vis.

- Husk jeres egen historie. Ikke vores historie, men jeres. Hvad gjorde folk i alle de lande, hvor nazisterne invaderede, myrdede og sendte folk i koncentrationslejre? De gjorde væbnet modstand. Og nu lever de der, i frihed og i fred.

Husk jeres egen historie. Ikke vores historie, men jeres. Hvad gjorde folk i de lande, hvor nazisterne invaderede? De gjorde væbnet modstand.

- Vi er forpligtede til at gøre oprør, ikke fordi vi kan lide det, men fordi undertrykkelse og uretfærdighed altid vil få folk til at gøre oprør.

Er den væbnede modstand stadig en relevant metode i den taktiske situation i dag?

- Nej. Situationen er en anden i dag. Alle faser i de revolutionære kampe igennem historien har fordret forskellige midler. Nogle gange væbnet, nogle gange folkeligt oprør som under den første Intifada, nogle gange blot at demonstrere på den konfiskerede jord. Nogle gange må alle midler bruges sammen for at imødegå vores besætteres politik.

Frihedskamp eller terror

Siden 11. september 2001 har flere europæiske regeringer kriminaliseret retten til at støtte befrielsesbevægelser gennem de såkaldte terrorlove. I Danmark er flere organisationer blevet dømt for helt symbolsk støtte til PFLP, som Leila Khaled repræsenterer, og i 2006 blev Arbejderens hjemmeside blev censureret uden dommerkendelse, fordi avisen bragte en appel, som opfordrede til støtte befrielsesbevægelser som PFLP.

Israel er en apartheid-stat. Og ingen accepterer en apartheid-stat.

Hvordan ser Leila Khaled på terrorlovene?

- De love er skrevet af folk, som ikke tror på deres befolkning. De tror ikke på masserne og de tror ikke på menneskerettighederne. De misbruger menneskerettighederne i deres egen interesse, taler om dem, mens de krænker dem hver eneste dag og forbyder dem, hvis folk opfatter dem anderledes end Israel og USA. Se blot på den amerikanske besættelse af Irak og amerikanerne i Abu Ghraib. De foregiver at forsvare menneskerettighederne, men ødelægger civilisationen, landet og dets indbyggere.

- På trods af det oplever vi en voksende solidaritet fra flere forskellige partier og komiteer. For 20 år siden var der ingen BDS-kampagner (boykot-disinvester-sanktioner, red.). Folk forstår, at vores land er besat og vores sag retfærdig, og de insisterer på retten til at støtte et udbyttet folkeslag, selvom de risikerer fængsel, som de folk, der solgte t-shirts i Danmark.

Solidariteten med Palæstina har taget mange former i Danmark - fra humanitære indsamlinger til informationskampagner over de mere aktivistiske fredsvagter og endelig en gruppe som Blekingegadegruppen, der røvede banker og sendte pengene til PFLP. Hvad mener du er den bedste måde, man kan støtte palæstinensernes sag på i dag?

- For det første det, som I gør på Arbejderen: At fortælle om konfliktens virkelighed. For det andet at lave kampagner efter BDS-strategien: Boykot, disinvestering, sanktionering. For det andet at støtte kravet om at løslade de politiske fanger i israelske fængsler.

- Så vil folk forstå, hvordan virkeligheden er i denne konflikt. Israel er en apartheid-stat. Og ingen accepterer en apartheid-stat.

Visionen for Palæstina

Hvordan ser du på styrkeforholdene i verden i dag?

- På et lokalt og regionalt niveau er magtbalancen stadig i Israels favør, men på det globale niveau er dette ved at ændre sig. Det er kun lige akkurat begyndt. De sidste to-tre årtier har USA været den eneste dominerende magtfaktor i verden, og det har gjort det muligt for dem at etablere et globalt system, som påvirker hele verden. Men nu er der flere poler. Lande som Rusland, Kina og Briks-landene vinder styrke. Der er forandring på vej.

Det gør mig stolt af mine handlinger, at mange kvinder fulgte mit eksempel og sluttede sig til den revolutionære kamp.

Set udefra fremstår den palæstinensiske bevægelse i dag mere splittet end den gjorde i 1970’erne. Hvordan ser du på de marxistiske perspektiver for den palæstinensiske kamp i dag?

- Vi har tre problemer. For det første er der forhandlingerne med Israel fra lederskabet i Ramallah, for det andet er der splittelsen mellem Hamas og Fatah, og for det andet er mange i den arabiske verden så optagede af deres egne bekymringer med folkelige oprør at palæstinenserne står mere alene overfor Israel nu.

- Vi forsøger at mobilisere vores folk ved at styrke bevidstheden om, hvad palæstinenserne har brug for nu: At stoppe belejringen af Gaza. At opbygge national enhed. At implementere det, vi er enedes om i de forskellige grene. Hvis vi kan enes om at stå sammen igen, vil masserne gå på gaden med slogans om både nej til besættelse og nej til splittelse. Det vil presse ledelserne i både Fatah og Hamas.

Hvad er din vision for Palæstina i dag? Er en-stats-løsningen stadig realistisk?

- Ja. Mennesker har brug for værdighed. Mad. Uddannelse. Arbejde. Enhver, som krænker retten til disse grundlæggende menneskelige behov, knægter menneskerettighederne. Vores løsning på konflikten er denne: Vi ønsker blot, at FN’s resolutioner skal implementeres, først og fremmest resolutionen om retten til at vende tilbage. Det er en ret, der er slået fast af det internationale samfund, og det var meningen, at den skulle anerkendes, da Israel blev anerkendt som stat. Men hvad skete der? Israel blev anerkendt, men vi er stadig flygtninge. Vi tilbyder en humanistisk, en demokratisk løsning, hvor vi kan vende tilbage til vores hjemland så vi sammen kan bestemme vores lands fremtid. Vi er ofrene. De er anklagerne. Men selvom ofrene tilbyder en menneskelig løsning vil anklagerne ikke lade det ske.

- Der er seks millioner palæstinensiske flygtninge spredt ud over hele verden - i lejre i Syrien, Libanon og Jordan og som flygtninge i Europa. Hvis du spørger hver og en af dem, hvad deres drøm er, vil de alle svare: At vende tilbage til vores hjemland, som vi har ret til.

Leila Khaleds drøm

Og hvad med Leila Khaleds personlige drøm? Gennem årene har hun flere gange sagt og skrevet, at hendes personlige mål med kampen er, at vende tilbage til barndomshjemmet i Haifa, som hun måtte forlade i 1948.

Det giver mig styrke, når medier som Arbejderen husker og interesserer sig for kampen for en retfærdig sag. Det giver mig tro på, at mit folk vil overleve og sejre, når vi har venner som jer i hele verden.

En længsel, som kom tættest på forløsning da Leila Khaled i 1969 krævede, at piloten på det fly, hun netop havde kapret, fløj ind over den by, som hun ikke måtte lande i, men så kunne se fra luften. Siden er årene gået.

Tror hun stadig, at hun vil nå sit mål?

- Hvis jeg ikke når det, så gør mine børn. Den næste generation fortjener det. Hvis jeg fik muligheden for at vende hjem til Haifa, ville jeg lægge mig og sove i tre dage under et træ ved mit barndomshjem. Det er kun en lille drøm, men en drøm, der er meget svær at opnå.

- Men jeg tror, den vil blive sand en dag. Hvis ikke for mig, så for andre.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


09. apr. 2014 - 07:06   16. jul. 2014 - 17:43

Interview

Freja Wedenborg
Webredaktør

Redaktør for web og sociale medier og journalist med speciale i krig, imperialisme og retspolitik.

>> Følg på Twitter

>> fe@arbejderen.dk

Rød bog: Leila Khaled
  • Palæstinenser, marxist og medlem af det Palæstinensiske Nationalråd for Folkefronten til Palæstinas Befrielse, PFLP.
  • Født 9. april 1944 i den palæstinensiske by Haifa.
  • Måtte som fire-årig flygte med sin familie til Libanon ligesom tusindvis af andre palæstinensere efter dannelsen af staten Israel.
  • Blev verdenskendt, da hun 29. august 1969 deltog i kapringen af et israelsk passagerfly på vej fra Rom til Athen for at skabe international opmærksomhed om Israels besættelse af Palæstina. Ingen blev skadet under kapringen.
  • Forsøgte i 1970 sammen med nicaraguaneren Patrik Arguello at kapre et andet israelsk passagerfly, men kapringen mislykkedes, Arguello blev dræbt og Khaled anholdt i London. Efter få ugers fængsling blev hun løsladt som del af en fangeudveksling.
  • Har siden engageret sig i kvindesagen og er i dag leder af den Palæstinensiske Kvindeunion, de palæstinensiske kvinders officielle repræsentantkab i Den palæstinensiske Befrielsesfront PLO.
  • Bor i dag i Amman i Jordan med sin mand og sine to sønner.
Chat med Leila Khaled

I april inviterer Leila Khaled Arbejderens abonnenter til at livechatte om mål og midler i frihedskampen, Palæstinas situation i dag, terrorlovene og hvad du ellers kan forestille dig at spørge hende om.

Hold øje med siden her eller send en mail, hvis du gerne vil have direkte besked, når tidspunktet er aftalt.

PFLP
  • Folkefronten til Palæstinas Befrielse (Popular Front for the Liberation of Palestine, PFLP) er en palæstinensisk, marxistisk befrielsesorganisation.
  • PFLP kæmper for én samlet, ikke-religiøs, socialistisk, demokratisk stat, hvor jøder, muslimer og andre folk kan leve i fred.
  • Organisationen er den stærkeste kraft på den palæstinensiske venstrefløj og udgør den næststørste organisation i paraplyorganisationen PLO, Palestine Liberation Organization, kun overgået af Yassir Arafats borgerligt-nationalistiske Fatah-bevægelse.
  • PFLP blev stiftet i 1967 med den palæstinensiske læge George Habash som første generalsekretær. Fra 1968 til 1978 gennemførte PFLP en række spektakulære flykapringer, men afsvor i 1978 anvendelsen af terror og gennemførelsen af aktioner udenfor Palæstina.
  • PFLP's nuværende generalsekretær, Ahmed Saadat, har siden 2002 siddet ulovligt fænglet i Israel uden retssag og uden dom. Organisationen fører i dag ikke kun væbnet kamp, men arbejder også socialt, politisk og kulturelt. I flygtningelejrene i de besatte områder og i de arabiske nabolande driver organisationen skoler, kulturcentre, kvindeprojekter og meget andet. Mens PFLP tidligere boykottede valg til det palæstinensiske selvstyre med henvisning til modstanden mod Oslo-aftalerne, stiller organisationen i dag op til både kommunalvalg og parlamentsvalg og får cirka 5 procent af stemmerne.
  • PFLP figurerer som terrororganisation på EU's og USA's terrorlister, og flere danske solidaritetsorganisationer er siden 2002 blevet dømt for symbolsk støtte til organisationen.

Kilde: Leksikon.org og Wikipedia