Tjekkiets præsident vil være det eneste statsoverhoved fra EU, der deltager i fejringen af 70-årsdagen for afslutningen af Anden Verdenskrig i Kina om to uger.
EU-statsledere vil holde sig væk fra Kina, fordi Vladimir Putin vil være til stede.
Ifølge Radio Prag har præsident Milos Zeman nedlagt veto mod et fælles forslag blandt EU's statsledere om ikke at deltage i festlighederne i Beijing.
En talsmand for den tjekkiske præsident siger, at der er tale om en "selvstændig tjekkisk beslutning".
Boykotter russerne
EU-statsledere vil angiveligt holde sig væk på grund af spændingerne mellem Kina og Japan, og fordi Ruslands præsident Vladimir Putin vil være til stede i Beijing, rapporterer radioen.
Ifølge den daglige internetavis praguemonitor.com stiller den tjekkiske regering ikke spørgsmålstegn ved præsident Milos Zemans tur til Kina.
En talskvinde for den tjekkiske premierminister, Bohuslav Sobotka siger til dagbladet Hospodárske noviny, at regeringen har kendt til Zemans rejseplaner og måtte afvise et "uofficielt" forslag blandt EU's statsledere om en "koordineret position" i forhold til, om EU-lederne skulle deltage i markeringen i Kina.
Milos Zeman deltog også som eneste statsoverhoved fra EU, da Rusland fejrede sejren over Nazi-tyskland i maj ved en parade i Moskva.
Ødelægger god bilateral atmosfære
"Det er ikke Zeman, men EU, der begår en fejl angående Beijing-markeringen," skriver den engelsksprogede tjekkiske avis Prague Daily Monitor.
Avisen tilføjer, at EU's boykot sandsynligvis ikke vil skade hverken Kinas eller Vestens handel med hinanden, men "sådanne spil kan ødelægge den gode bilaterale atmosfære og skabe det indtryk, at verden er opdelt i to blokke – én ledt af USA og en anden af Kina og Rusland", mener Prague Daily Monitor.
Kina, USA, Storbritannien, Sovjetunionen og andre allierede besejrede i fællesskab det kejserlige Japan under Anden Verdenskrig.
Japan kapitulerede den 15. august 1945, men aftalen om kapitulation blev først underskrevet den 2. september.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278