Sådan lød det, da den spanske fagforeningsaktivist Quim Boix holdt oplæg på Rød Sommerlejr. Efter oplægget og debatten fortalte Quim Boix om virkeligheden og hverdagen i det kriseramte land under EU’s pisk.

Lærere, teknikere, folk, som tidligere havde et vellønnet arbejde. Fyret. De står dér med slipset eller andre tegn på, at de har tilhørt middelklassen. Der er medfølelse i stemmen hos den spanske fagforeningsmand med det grå hår og skæg.

Hver fjerde spanier er arbejdsløs. Blandt de unge er det mere end hver anden.

Livet for en spansk arbejderfamilie bliver hårdere i disse år.

I flere familier lever to eller tre generationer sammen. Det gør de langt mere i dag end for 10 år siden. Det er for alvor accelereret de seneste fire-fem år.

De fleste boliger i Spanien er ejerboliger.

– Det vi ser i rigtigt mange tilfælde er, at forældrene – den ældre generation – bor i deres hus eller lejlighed og har stort set betalt gælden. De har ingen eller små månedlige boligudgifter og klarer sig lige på pensionen.

– Men hvis deres voksne børn bliver fyret, så kan de ikke længere betale renter og afdrag på deres bolig. Den bliver solgt eller overtages af banken, og så flytter børnene hjem til forældrene. De unge har ofte mindre børn, og så står vi med tre generationer i ét hjem.

– Virkeligheden for spanske arbejdere er, at deres liv er præget af arbejdsløshed eller af truslen om arbejdsløshed. De, der bliver fyret, har travlt med at finde et nyt arbejde. Det forsøger de på i et par år, og hvis ikke det lykkes, så mister de modet. De sætter sig på baren eller i parken. De får depressioner.

– Der er meget sygdom.

– Og skilsmisser.

Quim Boix har et helt liv på det spanske arbejdsmarked og i fagbevægelsen bag sig.

Han har kæmpet under tider med dramatisk undertrykkelse fra statsmagtens side og under mere almindelige vilkår.

Det han oplever i dag er en dramatisk social nedtur, der rammer millioner.

Det berører tydeligvis den aldrende kommunist og faglige aktivist.

– Der er mange par, som under krisen bliver skilt på grund af vanskelighederne, beretter han.

– Og så er der de, som ønsker at blive skilt, men som ikke har råd til det på grund af boligsituationen og andet. Ofte bliver de boende sammen, selvom de ikke længere er et par, tilføjer han.

De får for lidt

En gennemsnitlig løn i Spanien ligger på 1500 euro om måneden.

Lave lønninger går ned til 600-700 euro om måneden.

Den gældende mindsteløn ligger på 630 euro.

Den gennemsnitlige pension for de ni millioner pensionister, der i Spanien modtager en pension fra staten, ligger på 860 euro om måneden.

Den højeste pension ligger på 2400 euro.

Quim Boix har et detaljeret overblik over de indtægter, som familierne i Spanien må klare sig for – så godt de kan.

– Flertallet får en pension, der er lavere end de 860 euro.

– Vi vurderer, at det kræver en indtægt på mindst 1200 euro om måneden for at et menneske kan leve et værdigt liv. Det er, som du kan forstå, det dobbelte af mindstelønnen.

– I den kæmpende fagbevægelse rejser vi kravet om at mindstelønnen, pensionen og arbejdsløshedsunderstøttelsen skal op på 1200 euro om måneden.

Børnefamilier og gadekøkkener

Børnefamilier får nye udgifter i disse år. Ofte udgifter, som de ikke kan finde pengene til.

– Børnehavepladser er gratis for familier i Spanien – men der er slet ikke pladser nok, understreger Quim Boix.

Skolen for børn mellem 6 og 15 år er gratis. Det gælder undervisning, bøger og nogle steder frokost. Men der bliver skåret ned på frokosten mange steder, og det er et problem, fordi mange børn tager hjemmefra uden at få morgenmad. Og når det offentlige sparer frokosten væk, så er der mange børn, som ikke får ordentlig mad før om aftenen.

– Det er meget skadeligt, påpeger Boix. Og tilføjer med respekt i stemmen, at den katolske hjælpeorganisation Caritas og andre kirkelige organisationer udfører et stort humanitært arbejde for at hjælpe fattige børn og fattige familier med at klare sig. De forsyner dem med mad, med tøj og andre fornødenheder.

Og de driver gadekøkkener.

Køerne vokser også de steder, hvor hjælpeorganisationer serverer gratis mad.

Og nu ser man personer fra middelklassen i disse køer foran kødgryderne.

Det var tidligere helt uhørt.

– Lærere, teknikere, folk, som tidligere havde et vellønnet arbejde. Fyret. De står dér i deres jakkesæt og med slipset eller andre tegn på, at de har tilhørt middelklassen. Bagefter går nogle af dem hen til papkassen og overnatter på gaden.

Der er medfølelse i stemmen hos den spanske fagforeningsmand med det grå hår og skæg.

Bag de store supermarkeder vokser køerne også ved affaldscontainerne, oplyser han.

– Her henter familier mad, som er smidt ud fordi sidste salgsdag er overskredet. Det er stadig godt nok, og flere og flere forsyner sig her.

De unge er desperate.

Halvdelen er uden arbejde eller uden studie.

– Det er grundlaget for M15-bevægelsen »store succes«, hvis man kan sige det sådan.

M15 er den folkelige bevægelse som den 15. maj sidste år indledte langvarige besættelser af pladser i mange byer. Bevægelsen mobiliserer stadig til protester og besættelser med krav om reelt demokrati, arbejde og uddannelse, boliger og et værdigt liv.

Mange af dem er unge med en uddannelse, nogle med to. Med kendskab til sprog. De kan alligevel ikke få arbejde.

– I en årrække var der meget arbejde og gode lønninger til de unge, genkalder Quim Boix. Men det var dengang inden 2008.

Pludselig – med et stop for byggeriet og hele nedgangen – eksploderede arbejdsløsheden blandt unge.

– Det er forfærdeligt.

De bedst uddannede unge søger nu arbejde i andre lande.

I Tyskland og i England. Det er de mest populære lande.

Tyskland får et tilskud af veluddannede folk til produktionen, mens læger og sygeplejersker fra Spanien søger til Storbritannien.

Selvom tusinder af unge ufrivilligt har fået tid til at uddanne sig – eller uddanne sig videre, så er det ikke reelt en mulighed for de mange unge arbejdsløse.

– For det store flertal af de arbejdsløse unge er det ikke nogen mulighed at få sig en videregående uddannelse.

Der er stipendieordninger, medgiver Quim Boix, men støtten er meget begrænset.

Samtidig er studieafgiften blevet hævet med 300 procent.

Quims hjemmebane

Quim Boix følger interesseret med i de de studerendes kampe.

Hans hjemmebane er dog fagbevægelsen, og han giver lige et kort overblik over spansk fagbevægelse.

I Spanien har man ikke en enhedsfagbevægelse om i Danmark. Der er flere faglige LO’er. De to største og vigtigste er CCOO og UGT.

Forskellen på CCOO og UGT skal man nogle årtier tilbage for at forstå.

– UGT er den traditionelle, gamle og klassebaserede faglige LO. Men under Francos diktatur var forfølgelsen så hård, at fagbevægelsen næsten blev udryddet, indleder Boix.

– Efter Francos død var der brug for en ny faglig landsorganisation, som kunne bevare sit klassegrundlag men samtidig favne bredere. Det gik kommunisterne ind i og var med til at opbygge Comisiones Obreras, CCOO.

Socialdemokraterne, som dengang – efter Francos død i 1975 – stod og manglede en faglig organisation, satte sig på UGT og gjorde den til deres.

En tid var CCOO præget af marxisternes og kommunisternes indflydelse, men i dag er CCOO og UGT i det store og hele et fedt. CCOO og UGT aftaler og koordinerer så at sige alle aktiviteter, kampagner og politiske udspil.

Der er mange, som synes de to faglige LO’er bare skulle slutte sig sammen, men dels er der personlige modsætninger, og dels er der et ønske om at bevare de to organisationer, fordi det giver indtryk af valgmuligheder, pluralisme og en nyttig konkurrence.

Quim Boix er medlem af Spaniens Folks Kommunistiske Parti (PCPE). Han fortæller, at hans parti ikke har nogen holdning om, at de to skal slutte sig sammen.

– Det vi kæmper for er en klasseholdning i fagbevægelsen.

– Og det vi gør er at arbejde i CCOO for at udvikle og styrke en klasseholdning. Det har vi gjort i 30 år.

Det er en kamp op ad bakke, lader han forstå. Men for mindre end et år siden har de klassebevidste fagligt aktive skabt et netværk, som Quim Boix har forhåbninger til:

– Det er i den situation at vi opbygger CUO – Komitéer for Arbejder-Enhed. Her kan klassebevidste fagforeningsfolk mødes, diskutere og koordinere initiativer og aktiviteter. Og her kan de mødes med andre faglige aktivister, som er i kamp og har brug for solidaritet.

Kollektive overenskomster

Quim Boix giver lige et lynkursus i overenskomstforhold i Spanien.

I Spanien skal der blot fem personer til for at stifte en fagforening.

Hvis arbejdere på en virksomhed ønsker at forhandle en kollektiv overenskomst med deres arbejdsgiver skal de først danne en fagforening – oprette en klub og tilslutte sig en fagforening.

Kun en fagforening eller en gruppe tilknyttet en fagforening kan forhandle og indgå en kollektiv overenskomst.

Lang de fleste spaniere på arbejdsmarkedet er dækket af en kollektiv overenskomst. Der er nogle – rengøringsfolk og andre – som ikke er, men langt de fleste er.

Der er kollektive overenskomster inden for byggeriet, inden for metalområdet og inden for alle andre vigtige områder.

Og hvis der er en kollektiv overenskomst på et område, så er alle, der arbejder i den sektor dækket af denne overenskomst, uanset om de er medlemmer af en fagforening eller ikke.

Det er specielt for Spanien, forklarer Quim Boix.

I de mange lande er det sådan, at det er medlemmerne af en bestemt fagforening – og kun dem – der er dækket af fagforeningens overenskomst.

Men i Spanien, hvor ofte kun 10 eller 20 procent af de ansatte på en virksomhed er medlem af en fagforening, er alle ansatte dækket af overenskomsten.

– Uanset hvor stærk CCOO måtte være, så er virkeligheden, at kun et mindretal af de ansatte er medlemmer. Men alle er dækket af den overenskomst, som CCOO indgår med arbejdsgiverne.

– Overenskomster kan være indgået på en virksomhed, eller de kan være indgået på nationalt plan og dække en sektor. Hvis en sådan national overenskomst er indgået af arbejdsgiverforeningen og den relevante faglige organisation, så gælder den i hele landet – uanset om en arbejdsgiver eventuelt ikke er medlem af en arbejdsgiverorganisation.

Hvis en arbejdsgiver nægter at følge overenskomsten startes der sager ved domstolene.

– Men det er naturligvis domstole i et borgerligt samfund, så det kræver kamp at få sin ret.

Det er derfor den spanske kommunist og faglige aktivist hele tiden påpeger den vigtige kamp med at udbrede klasseholdningen i fagbevægelsen.