En kanal gennem Nicaragua, som vil tillade selv de største skibe at passere mellem Atlanterhavet og Stillehavet, kan blive en realitet. De første skridt for nu at gøre den gamle idé til virkelighed er taget. For Nicaragua vil det være en vej til at få indtægter og bekæmpe fattigdom.

Den 14. juni 2013 underskrev Nicaraguas præsident, Daniel Ortega, en koncessionsaftale med det Hong Kong-baserede, private firma HKND Group.

Aftalen giver Nicaragua Canal Development Investment Co. eneret til indenfor de næste 50 år at bygge og drive en kanal mellem Atlanterhavet og Stillehavet. Koncessionen vil kunne forlænges med yderligere 50 år. Koncessionen lægger op til en gradvis og komplet overdragelse af projektet til staten Nicaragua. Udviklingsprojektet indebærer ikke blot bygningen af en 200 kilometer lang kanal til skibsfart, men også bygning af havne, to lufthavne, olierørledninger, udvikling af landtransport, handelszoner og meget andet.

Projektet vil være et af dette århundredes største projekter, der vil kunne skabe arbejde til 40.000 mennesker.

Projektet vil være et af dette århundredes største projekter, og det vil kunne skabe arbejde til 40.000 personer. Nicaragua skulle få en årlig indtægt på millioner af dollars, og mange nye jobs vil blive skabt.

HKND Group er et internationalt selskab, som har hyret eksperter fra mange lande og ledes af den Beijing-fødte mangemillionær Wang Jing.

Det nicaraguanske parlament vedtog i 2012 rammelovgivningen, og dagen inden underskrivelsen vedtog parlamentet med 61 mod 25 stemmer koncessionslovgivningen til HKNG Group.

Panama-kanalen er for lille

Langt den største del af verdens handel transporteres ad vandveje - mellem 75 og 90 procent, og skibene bliver stadig større. Panama-kanalen er for årtier siden blevet for lille. Det er alle enige om. Siden starten af 1960’erne har supertankere og cointainer-skibe ikke kunnet sejle igennem.

Panama-kanalen blev færdigbygget helt tilbage i 1914. Den forandrede verdenshandlen og rykkede magtbalancen i verden.

Siden åbningen har skibsvæfter verden over bygget de såkaldte Panamax-skibe, som lige netop kan smyge sig igennem den 80 kilometer lange kanal, komme ind i sluserne og under broerne. Et Panamax-skib transporterer typisk 65-80.000 tons last eller 4400 containere og venter syv dage i kø på at komme igennem. Kanalen har omkring 15.000 gennemsejlinger om året.

Gennemsnitsbetalingen er omkring 55.000 amerikanske dollars, mens cruiseren Norwegian Pearl har rekord i at måtte betale 375.000 dollars for at slippe hurtigt igennem. De største kunder er USA, Kina, Chile, Japan og Sydkorea.

Kanalen har betydet, at Panama - som endeligt overtog kanalen fra USA i 1999 - har Centralamerikas højeste bruttonationalprodukt.

Stigende verdenshandel

Eftersom 37 procent af verdens skibslast ikke kan komme igennem kanalen, besluttede Panama derfor i 2006 at bygge et tredje sæt sluser, som forventes at blive åbnet i 2015. Disse sluser vil give passage for de såkaldte New Panamax-skibe.

Alligevel vil skibe som for eksempel Maersk E-class og Maersk Triple E class, store cruiseskibe, TI class supertankere og Valemax skibe ikke kunne passere igennem. Med det nyeste Maersk-skib, EEE, taler vi om en last på 18.000 containere. Mæersk er en storkunde på kanalen.

37 procent af verdens skibslast kan ikke komme igennem Panama-kanalen. Nu udvides den.

Transport af olie, råstoffer og hele containertraffikken stiger hvert år. Mellem 1996 og 2013 er de største containerskibe i snit blevet tre gange større, og skibenes størrelse vokser hvert år fortsat med fire procent. 10 procent af verdens aktuelle skibslast vil selv efter udvidelsen ikke kunne komme igennem og vil søge andre sejlruter. Det være sig syd om Afrika eller nord om Rusland. Ruten syd om Sydamerika er lang og farlig.

En Nicaragua-kanal vil være til gavn for mange vigtige handelsruter.

Det drejer sig om handlen mellem USA's øst- og vestkyst. For denne transportrute vil Nicaragua-kanalen gøre turen 800 kilometer kortere. Dertil USA's østkysts handel med Sydamerikas vestkyst samt USA's handel med Asien. Brasiliens handel med Asien. Chiles med Europa osv.

En svimlende sum

HKNG Group forventer desuden at verdenshandlen i 2030 – om 16 år - vil være steget med 240 procent. Man mener, at der er behov for endnu en kanal mellem de to store oceaner, og forudser, at den samlede værdi af de varer, som vil blive transporteret igennem de to kanaler, vil overstige 1,4 trillioner amerikanske dollars.

Projektet anslås at koste omkring 40.000 millioner dollars. En svimlende sum for et fattigt land som Nicaragua. Den direkte økonomiske risiko ligger dog hos HKND Group, som erklærer, at den er villige til at investere “titusindvis af millioner af amerikanske dollars” alene i forundersøgelserne, som endeligt skal fastlægge kanalens placering, de miljømæssige, sociale og kulturelle konsekvenser og ikke mindst projektets økonomiske bæredygtighed. Regeringen håber på, at forundersøgelserne er færdiggjort i løbet af et til to år. Byggeriet forventes at tage 10 år.

Jagten på investorer er forlængst gået ind

HKND Group fremhæver, at risikoen ved at deltage i projektet som investor vil falde efterhånden, som forundersøgelserne skrider frem og byggeriet faktisk sættes i gang. Byggeriet vil blive sat i gang, også selv om man ikke har alle 40.000 millioner dollars på plads fra starten.

Panamas præsident har udtrykt støtte til Nicaragua-kanalen og stillet landets ekspertise til rådighed.

Da Barack Obama fornylig var til møde med præsidenterne i Centralamerika, opfordrede Daniel Ortega USA til at deltage i projektet.

Folkerepublikken Kinas interesse vil blive fulgt tæt, ikke mindst da Kina og Nicaragua ikke har diplomatiske forbindelser, fordi Nicaragua helt siden tiden under Somoza-diktaturet har opretholdt diplomatiske forbindelser med Taiwan. Folkerepublikken Kina og Nicaragua samarbejder dog på flere områder.

Nicaragua har desuden et godt forhold til Sydkorea og Japan.

Nicaragua-kanal er ingen ny idé

Bygningen af en Nicaragua-kanal er langt fra nogen ny idé

Christoffer Columbus ramlede som bekendt i 1492 ind i Amerika på sin vej fra Europa til Indien. Amerika lå i vejen.

Op ad San Juan-floden, over Nicaraguasøen og så en kanal på 20 kilometer.

Allerede i 1534 ville den spanske konge bygge en vandforbindelse mellem de to oceaner. Sølvet skulle fragtes fra Peru til Spanien. Frankrigs kejser Napoleon foreslog i 1799 en Nicaragua-kanal og debatten rasede ivrigt. Det var stormagtspolitik for fuld udblæsning.

Alle ville have en kanal, og alle ville have kontrol over den, så hvor skulle den bygges? Valget stod mellem Panama og Nicaragua, som var favoritten.

Mens Panama havde fordelen, af at længden ville blive 80 kilometer med en maksimal højdeforskel på 26 meter, så kunne Nicaraguas geografi byde på en 200 kilometer lang og sejlbar flod, Rio San Juan, som er forbundet med den enorme Nicaragua-sø, der er en halv gang større end Sjælland. Herefter manglede der kun 20-25 kilometer mod vest ud til Stillehavet.

Frankrig, som havde store ambitioner efter bygningen af Suez-kanalen mellem 1859 og 1869, foreslog i 1877 at bygge en kanal gennem den del af Colombia, som nu hedder Panama. Byggeriet gik i gang i 1881. Selv om Panama-kanalen kun var halvt så lang som Suez-kanalen var opgaven for overvældende.

Man ville grave sig tværs igennem junglelandet, så der kunne sejles i samme niveau mellem de to verdenshave. Men troperegnen skyllede mudderet lige så hurtigt ned i renden, som de tusindevis af arbejdere kunne hive det op.

22.000 mennesker døde af sygdomme som gul feber og malaria. Man havde endnu ikke styr på malariamyggens rolle. Byggeriet gik i stå, og et nyt selskab tog over i 1894, men også det gik ned.

Med guldfeber i blodet

Med guldfeberens rasen i Californien i 1849 og den stadige udvidelse af De Forenende Stater mod vest blev det mere og mere påtrængende for USA at træde ind på scenen. Så USA og England lavede en aftale om, at hvis de skulle bygge en kanal, så skulle det ske i fællesskab.

En rejse på den tid over land fra Boston på USA's østkyst til Los Angeles på vestkysten tog tre måneder, mens det gennem Nicaragua tog tre uger. USA havde øjnene stift rettet på Nicaragua, hvor USA allerede i 1830 havde lavet planer for en Nicaragua-kanal.

England tog i 1833 Malvinerne,som briterne har døbt Falklandsøerne, ud for Argentinas kyst i besiddelse i et forsøg på at kontrollere verdens eneste sejlbare rute mellem Atlanterhavet og Stillehavet, nemlig den syd om Amerika. Lande som Argentina og Chile havde få år inden da opnået uafhængighed fra Spanien.

En rask lille krig

Det blev den amerikanske forretningsmand Cornelius Vanderbilt som den 26. august 1849 underskrev en aftale med Nicaragua om at bygge en kanal inden 12 år. Han skabte en givtig transportrute, men ingen kanal. Aftalen om samarbejde mellem USA og England om kanalen blev opgivet.

 Lidt uro piskes op i den nordlige del af Colombia, og den 3. november 1903 udråbes Panama, som en uafhængig stat.

USA's officielle kanalkommission anbefalede i 1899 efter årelange studier, at der skulle bygges en kanal i Nicaragua, som dermed blev favotitten.

Samtidig foreslog kommissionen, at såfremt man kunne erhverve de franske rettigheder i Colombia og købe hele det tekniske apparat for højest 40 millioner dollars, så skulle man slå til og genoptage det strandede byggeri her. Heftig fransk og panamansk lobbyvirksomhed og præsident Rosevelts personlige indgriben fik kongressen til i 1902 med et knebent flertal at vælge Panama - som på det tidspunkt var en del af Colombia.

USA overtager herefter de franske rettigheder og den nødvendige lovgivning vedtages i 1903. USA siger således ja, men det viser sig, at Colombia siger nej!

En sådan detalje stopper ikke USA's planer. Lidt uro piskes op i den nordlige del af Colombia, og den 3. november 1903 udråbes Panama, som en uafhængig stat. Amerikanske krigsskibe ankommer ved begge kyster, og den colombianske hær nedkæmpes. Blot tre dage efter underskriver USA og Panama aftalen om bygningen af kanalen.

Det tager 10 år, og Panama-kanalen åbnes den 15. august 1914. Et sandt bygningsmesterværk, hvor tre sluser i begge ender og med to spor hæver skibene de 26 meter op til den kunstige sø i midten.

Traktat efter traktat

Men Japan og Tyskland er nu trådt ind på scenen. Kieler-kanalen på 98 kilometer blev udvidet mellem 1907 og 1914. De to lande har i årevis lagt pres på Nicaragua for at få mulighed for at bygge en kanal.

Det opsnapper USA, og lettere skræmt af udfordringen fra de to stormagter bliver Bryan-Chamorro-traktaten underskrevet den 5. august 1914. I denne traktat, som regnes for en skamplet i Nicaraguas historie, får USA monopol på konstruktion af en kanal igennem Nicaragua. Men formålet var naturligvis nu - med en Panama-kanal - at der ikke blev bygget nogen som helst kanal.

Samtidig tildeles USA ret til at anlægge militærbaser både ved Nicaraguas stillehavskyst og ved den caribiske kyst. Baserne bliver dog ikke realiseret. USA betalte tre millioner dollars til Nicaragua, men beløbet blev dog straks indkasseret af USA som forfalden gæld.

 Samtidig tildeles USA ret til at anlægge militærbaser både ved Nicaraguas stillehavskyst og ved den caribiske kyst.

Traktaten der gav USA eneret på byggeri af en kanal gennem Nicaragua ophæves først i 1970.

Danmarks salg i 1917 af de Dansk-Vestindiske Øer i Caribien til USA for 25 millioner dollars – og ikke til Tyskland, som var i sin ekspansionistiske periode og interesseret – er en del af denne historie, såvel som USA's oprettelse af militærbaser i Cuba og Puerto Rico.

Da USA's krigsskib Maine sprang i luften i Cuba i 1898, blev krigssskibet Oregon sendt af sted fra San Francisco på USA's østkyst. Rejsen syd om Amerika tog krigsskibet 67 dage. Erhvervsinteresser og militærpolitik går som bekendt hånd i hånd.

USA's skygge

USA's interesse for Nicaragua og for en kanal forsvinder dog langtfra efter indvielsen af Panama-kanalen.

Flere gange invaderes Nicaragua af amerikanske tropper  - som den berømte frihedshelt Sandino tager kampen op imod - og USA gennemfører nye kanalstudier i 1929, 1931 og i 1940. Under Anden Verdenskrig forlanger USA's marine en udvidelse af Panama-kanalen, som påbegyndes, men langtfra færdiggøres.

Siden følger adskillige internationale Nicaragua-kanalkommisioner. Næppe en eneste præsident i Nicaragua har ikke drømt om den velstand bygningen af en Nicaragua-kanal vil føre med sig.