Spansk fagbevægelse og ikke mindst minearbejderne mener, at det er fornuftigt at bruge spanske kul som en del af Spaniens energiforsyning.

Hovedargumentet er, at hvis man ikke bruger spanske kul, så er det fordi, det er billigere for energisektoren at importere kul fra Polen, Sydafrika, Indonesien eller Colombia.

Spanien står ikke der, hvor myndighederne vil erstatte kullene med vedvarende energi.Og der kommer til at stå en intens kamp om kulminerne i Spanien i de kommende fem år.

CCOO er med 1,2 millioner medlemmer den største af flere faglige LO'er i Spanien.

Spansk fagbevægelse er ikke nær så stærk, som tidligere. Det gælder også de ellers så militante og velorganiserede minearbejdere.

Det er en del af den beklagelige situation, som Alberto González må se tilbage på efter et aktivt liv som minearbejder og som fagforeningsmand.

Det aktive liv er ikke slut – men det er angrebene på fagbevægelsen heller ikke, påpeger han.

Et land uden olie og gas

Alberto Gonzalez har sagt ja til at give Arbejderens læsere et indblik i den aktuelle situation, som kulminesektoren i Spanien befinder sig i.

Han tager imod i et kontor i hovedsædet for Commissiones Obreras (CCOO) i byen Léon i Castilla i det nordvestlige Spanien.

CCOO er med 1,2 millioner medlemmer den største af flere faglige LO'er i Spanien.

Castilla er sammen med provinsen Asturien dér, hvor kulminerne ligger – desuden er der få kulminer i Aragón og en smule mod syd i Andalusien.

Spanien har ingen olie eller naturgas i undergrunden, men mange kul. Engang udgjorde spanske kul 15 procent af den nationale energiforsyning. I dag er andelen nede på syv procent, og minearbejderne og befolkningen frygter, at det kan ende med en definitiv nedlukning af hele sektoren allerede om fem år.

Efter minearbejdernes protestmarch på 500 kilometer til Madrid sidste sommer – La Marcha Negra (Den Sorte March) – har regeringen lagt sidste hånd på en plan for kulminesektoren i landet.

- Det er desværre en plan, der mere bærer præg af, at regeringen har lavet planen efter pres fra EU end efter pres fra arbejderne, vurderer Alberto González.

EU holder øje

Men kulminesektoren og spansk fagbevægelse har taget planen til efterretning. Og EU holder øje med om den bliver gennemført til punkt og prikke.

Aftalens kerne er, at den spanske stat kan fortsætte med at støtte kulminedriften frem til 2018 – dog med et langt mindre beløb end tidligere. Ejerne har tilkendegivet, at med den aftalte støtte kan de fortsætte med at drive minerne i det nuværende omfang og cirka med det nuværende antal ansatte. Så derfor er der lige nu forholdsvis roligt i minerne, fortæller Alberto González.

Efter 2018 er statsstøtte forbudt, og minerne skal lukkes. Eller de kan køre videre uden statsstøtte.

Dog er der stillet en helt urimelig forhindring op for fortsat drift af kulminerne, forklarer Alberto González. For hvis en ejeren ønsker at drive en mine videre efter 2018, så skal det ikke blot ske uden statsstøtte. Ejeren skal desuden tilbagebetale den statsstøtte, han er modtaget i de seneste seks år.

Det er der næppe nogen, der kan klare.

Ifølge Alberto Gonzales er vurderingen, at de fleste miner frem til 2018 kan rationalisere og effektivisere, så de kan klare sig uden statsstøtte til den tid. Men de kan ikke dertil betale den tidligere modtagne statsstøtte tilbage.

- Minearbejderne og fagbevægelsen samt mineejerne forsøger derfor at få regeringen og EU til at acceptere, at aftalen må ændres, så der ikke skal betales statstøtte tilbage. Men sådan står det ikke nu. Statsstøtte er i strid med EU's retningslinjer, siger Alberto González med en tone, der antyder, at han er skeptisk over for, om regeringen kan og vil ændre EU's holdning.

Fagforeningsmanden, som har færdedes blandt mineejerne i årtier, 'kender sine lus på gangen'.

Sektoren har ikke nogen økonomiske ressourcer at trække på. Allerede i dag er tre af kulminerne i provinsen Castilla y León gået i betalingsstandsning og under konkursbehandling.

Alberto González forestiller sig, at nogle af disse miner kan opkøbes og sammenlægges med andre miner, hvis de gennem en konkurs kan slippe af med noget af gælden.

- De skylder indbetaling af skat og socialbidrag til staten, og de har anden gæld, beretter fagforeningsmanden, som har færdedes blandt mineejerne i årtier og 'kender sine lus på gangen'.

Men han tror ikke på, at regeringen vil nationalisere og drive minerne, sådan som arbejderne og fagbevægelsen kræver.

Frem til minernes fremtid er afklaret, er arbejderne i to af de tre kulminer under konkursbehandling sendt hjem og får understøttelse, hvis altså de har optjent ret til det gennem mindst et års indbetaling til den sociale forsikringsordning.

En svækket situation

Antallet af ansatte i kulminerne er i dag det laveste nogensinde. Hvis det hele tælles med, er der omkring 6000 minearbejdere.

Ligesom antallet af minearbejdere falder, så falder også lønnen. I dag ligger lønnen fra godt 1000 euro om måneden og op til 2800 euro forklarer Alberto Gonzalez.

Tidligere var lønnen meget højere.

- De seneste 10 år er lønnen faldet – måske 20 procent eller snarere 30 procent.

Det har arbejderne sagt ja til for at fastholde arbejdspladserne. I nogle tilfælde blev der kæmpet og strejket imod lønnedgangen, men oftest er arbejderne endt med at acceptere arbejdsgivernes krav.

Alberto González er ked af, at minearbejdernes tidligere styrke og slagkraft er svækket. Men det er ikke nogen tilfældighed, tilføjer han.

Det er et resultat af krisen og angsten for arbejdsløshed, og så er det resultatet af angrebene på fagbevægelsens rettigheder, som blandt andet er kommet med den nye arbejdsmarkedslov fra 2011-2012.

- Arbejdsgiverne har lettere ved at fyre. De kan ansætte folk på korte kontrakter og fastsætte deres løn i kontrakter, som de indgår med den ansatte uden at forhandle med fagforeningen, som står for overenskomsten.

- Og gule fagforeninger, dem kender vi også i Spanien fnyser Alberto González.

Han synes, at spansk fagbevægelse har skaffet arbejderklassen store resultater igennem mange år, men noterer sig i dag, at evnen til at sikre arbejdernes rettigheder smuldrer. Dialogen med arbejdsgiverne og regeringen er defensiv, og det faldende medlemstal medvirker til at svække bevægelsen.

I dag er der brug for at udvikle fagbevægelsens metoder og skabe ny fremgang, slutter han.