Konflikten om Krim og det Azovske Hav har stof til at udløse en storkrig. Da USA og andre vestmagter orkestrerede kuppet i Kijev i 2014, var et af deres fremmeste strategiske mål at berøve Rusland kontrollen over militærbaserne på Krimhalvøen, som dengang var en del af Ukraine. Var det lykkedes for dem, ville de have givet hele den russiske sydflanke et livstruende sår.

Derfor har det aldrig været på tale for Rusland at godtage NATO-kontrol over Krim. Dertil kommer, at det store flertal af befolkningen på Krim er russere, og de ønskede at blive en del af den russiske republik. Det viste  folkeafstemningen, som NATO ganske vist ikke anerkendte.

Vesten har nægtet at godkende indlemmelsen af Krim i Rusland og har formuleret sig, som om forholdet til Rusland ikke kan normaliseres, før Krim er indlemmet i Ukraine. Det kan i så fald kun opnås gennem krig.

NATO og ikke mindst generalsekretær Jens Stoltenberg satser stort på at indlemme det korrupte og facistinfiltrerede Ukraine i NATO for at kunne give landet “artikel 5-garantier”. (artikel 5 er NATO’s såkaldte muskeretered, der fastlægger, at et angreb på et NATO-land er et angreb på hele NATO, som militæralliancen skal reagerer på, red.)

Alt dette tilsiger, at enhver konflikt knyttet til Krim svarer til at sætte ild på et ammunitionslager. Derfor er der al mulig grund til at tage den situation, der er opstået i Kertj-strædet ved indsejlingen til det Azovske Hav, alvorligt.

Den russiske marine har beslaglagt tre ukrainske marinefartøjer i strædet, og ukrainske marinesoldater er blevet såret. FN’s Sikkerhedsråd er blevet indkaldt. Den ukrainske regering har indført undtagelsestilstand.

Porosjenko har brug for en provokation

Som altid i sådanne situationer vil der opstå en polemik om, hvem der har provokeret og hvorfor. Og med de  vestlige medier, der er så veltrænede i dette spil, ved vi allerede, at de vil give Vladimir Putin skylden.

Men nøgternt set har Rusland intet at vinde ved en øget militær spænding i dette område. Rusland har hænderne fulde med krigen mod jihadisterne i Idlib og andre dele af Syrien.

Petro Porosjenko derimod, som er en yderst upopulær præsident i hjemlandet, står foran et præsidentvalg, som han kan ende med at tabe.

For ham er undtagelsestilstand og krigsfare i forhold til Rusland en ønskesituation. Han ejer desuden Ukraines største våbenindustri, så han profiterer direkte på krigsforberedelserne.

I det nære perspektiv drejer striden sig om det Azovske Havs status ( og naturligvis om Krims).

Sortehavet er internationalt farvand. Til og med kan marinefartøjer uden for regionen operere der, ganske vist stærkt tidsbegrænset. Det Azovske Hav er forbundet med Sortehavet, men er ikke underlagt de samme regler.

Før Sovjetunionen gik i opløsning, havde selv USA ikke de store problemer med, at landet betragtede det Azovske Hav som indenlandsk. Men efter opløsningen af Sovjetunionen er det et hav, hvor to stater, Rusland og Ukraine, har rettigheder.

Landene indgik i 2003 en aftale, som regulerer dette. Her forpligter de sig også til at løse eventuelle konflikter på fredelig vis. Ifølge denne aftale kan også tredjelandes fartøjer sejler der, men det gælder ikke krigsskibe.

Den russiske nyhedskanal Sputnik har et interessant interview med professor Erik Franckx, forsker og direktør for Section International and European Law ved Vrije Universiteit Bruxelles, og hans analyse giver begge parter point.

Ronald Barazon, som er chefredaktør for Deutsche Wirtschafts Nachrichten, har skrevet en omfattende analyse af den situation, som er opstået.

Og efter hans vurdering er situationen fremprovokeret af Ukraine med støtte fra vestlige stater. Barazon mener, at Ukraine søger konfrontation med Rusland blandt andet på grund af den elendige økonomiske situation i landet. Ukraine har et BNP per indbygger på 2200 euro, skriver han

IMF placerer landet på en 133. plads i verden. Ligger allerdårligst i Europa, efter Honduras og lige før Laos. 90 procent lever i fattigdom , og ukrainerne stemmer med fødderne ved at forlade landet i milliontal.

NATO bidrager til konflikten

Derfor behøver Porosjenko en militær konflikt med Rusland, både for at aflede opmærksomheden fra sit eget elendige styre og for at tiltrække vestlig støtte. Dette passer også NATO godt.

Det giver påskud til at pøse flere våben og soldater ind. Den britiske forsvarsminister Gavin Williamson sagde for nylig, at den britiske flåde sender skibe til Sortehavet og udelukker ikke, at de også vil tage sigte på at operere i det Azovske Hav.

Ukraine ønsker med støtte fra USA at oprette en flådebase i det Azovske Hav, hvilket Rusland ikke vil acceptere. Rusland har bygget en bro over Kertj-strædet, som forbinder Krim med russisk fastland. I Ukraine er der flere gange helt og halvt officielt blevet truet med at sprænge broen i luften.

Nyhedskanalen RT har givet den russiske version af den sidste optrapning af konflikten. Den ukrainske  kanal Unian har givet den ukrainske version. Samtidigt med at dette sker, har ukrainske styrker øget sine angreb på udbryderrepublikerne i Donbass.

Militært kan Ukraine ikke stille noget op mod Rusland, så en krig fra dets side må bare være for at gøre det til en international storkonflikt. Men det vil igen være at bringe Verden meget tæt på en krig mellem atombevæbnede stormagter.

For krigspartiet i Vesten er et øget konfliktniveau nu ypperligt for at spolere mødet mellem Trump og Putin på G20-topmødet på fredag i Buenos Aires.