18 May 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Fascister fisker i rørte vande

Uro i Ukraine

Fascister fisker i rørte vande

Fascistisk parti deltager i demonstrationer i Ukraine mod regerings suspension af frihandelsaftale med EU.

Demonstrant svinger jernkæde mod politifolk foran præsidentens hovedkvarter søndag.
FOTO: Vasily Fedosenko/Reuters/Scanpix
1 af 1

Ukraine oplever de største protester siden den såkaldte Orangerevolution 2004. I øjeblikket forsøger demonstranter at blokere regeringsbygninger i hovedstaden Kiev. Søndag deltog mellem 100.000-300.000 i demonstrationer, der krævede præsident Viktor Janukovitj fra magten.

Fascister stormede præsidentbygning i Kiev.

Omkring 200 maskerede demonstranter beslaglagde søndag en gravemaskine og forsøgte at bryde igennem politiets rækker for at storme regeringsbygningen, rapporterer BBC.

Omkring 100 politifolk blev såret, oplyser indenrigsministeriet. Også demonstranter blev såret. 

USA fordømte mandag, hvad det kaldte "vold mod demonstranter" i en erklæring fra den amerikanske ambassade i Kiev.

Revolution?

- Ukraines Socialistiske Sovjet Republik dør i dag. Dette er en begravelse. Dette er ikke et møde. Dette er ikke en demonstration. Dette er en revolution, råbte oppositionslederen og den tidligere indenrigsminister Jury Lutsenko til tilhørere i Kiev søndag. Svaret var "revolution, revolution".

Den polske politiker Jacek Protasiewicz, vicepræsident for EU-parlamentet, sagde til samme mængde, at "I er en del af Europa." Publikum brølede billigende tilbage, rapporterer dagbladet The Guardian.

Ukraines tidligere energiminister, den liberale Julia Tymoshenko, pt. fængslet for korruption og magtmisbrug, udsendte en erklæring fra fængselshospitalet.

"Jeg appellerer til alle ukrainere om at modstå og rejse sig mod Viktor Janukovitj og hans diktatur", skrev hun.

Timosjenko var en af lederne af den såkaldte Orangerevolution i 2004, som fravristede Viktor Janukovitj valgsejren. Janukovitj vandt atter præsidentvalget i 2010.

Orangerevolution blev ifølge blandt andet Ukraines Kommunistiske Parti støttet og finansieret af blandt andet USA’s efterretningstjeneste CIA og flere vestlige fonde som Eurasia Foundation, iøvrigt dokumenteret af nyhedsbureauet AP den 11. december 2004. USA's regering gav fra 2002-2004 65 millioner dollars til oppositionen i Ukraine.

Orangerevolutionen fik navn efter farven på det tøj og de bannere, som aktivisterne brugte.

Fascister

I lighed med Orangerevolutionen fisker fascister i rørte vande i protestbevægelsen mod regeringen, der ifølge det britiske dagblad The Guardian også har rod i utilfredshed med korruption og skyhøj arbejdsløshed. I dag er det fascistiske parti Svoboda (Frihed) med sine 10 procent af stemmerne ved valget i 2012 en stor del af protesterne. 

Dets leder, Oleg Tyagnybok, er berygtet for sine racistiske bemærkninger. Ifølge det danske dagblad Politiken er han blandt de tre vigtigste oppositionsledere i de aktuelle protester.

Søndag stormerede medlemmer af Svobodas ungdomsafdeling præsidentens hovedkvarter i Kiev og holdt møde derinde, mens et ukrainsk flag blev hejst med ordene, "Ukraine frit!", rapporterer BBC.

- Svoboda løftede låget af antisemitismens kloak i Ukraine, og det hele flyder nu ud, siger Joel Rubinfeld, formand for Det Jødiske Parlament i Europa til til nyhedsbureauet Jewish Telegraphic Agency.

Ukraines regering overlevede tirsdag et mistillidsvotum i det ukrainske parlament Verkhovna Rada. 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


05. dec. 2013 - 07:46   05. dec. 2013 - 08:00

Ukraine

Anders Fenger
Skribent
Svoboda
  • Svoboda (Frihed) er et fascistisk parti i Ukraine og blev landets fjerdestørste parti - med 10,44 procent af stemmerne ved parlamentsvalget i 2012.
  • Stiftet som Ukraines Social-Nationale Parti (USNP) i 1991, men tog navneforandring til Svoboda i 2004.
  • I 1999 stiftede partiet en paramilitær, væbnet organisation ved navn Ukraines Patrioter, der "gik selv" i 2007.
  • Svobodas program er stærkt antikommunistisk og nationalistisk.
  • Svoboda er en del af alliancen af ekstreme europæiske højrepartier (AENM) med blandt andre ungarske Jobbik, franske Front Nationale samt Sverigesdemokraterne.
  • I maj 2013 stemplede Den Jødiske Verdenskongres Svoboda som "antisemitisk" og "nynazistisk".